TV-vært skriver om sin fars selvmord: »Jeg var så uendeligt bange for at bukke under og gå til grunde«

Mikkel Frey Damgaard har i bogen »Sørgekåben« jagtet den skygge, hans fars selvmord kastede over ham og familien.

Mikkel Frey
En falsk fortælling skaber et mørke, som kan tage magten fuldkommen fra en familie og fra et menneske, fortæller Mikkel Frey Damgaard om den erkendelse, hans fars dødsfald har givet ham. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Mange gange farvel fra Mikkel«, stod der på bårekortet fra dig til din fars begravelse. Din far var 38, og du var otte, da han begik selvmord. Hvordan husker du den tid?

»Faktisk husker jeg ikke særlig meget. Og jeg ved, at jeg har fortrængt episoder, hvor jeg var sammen med min far. Fortrængninger kan være en rigtig fin mekanisme til at overkomme det uoverkommelige i øjeblikket, hvor det opstår. Men hvis oplevelserne ikke bliver bearbejdet, kan der opstå et mørke, hvor der begynder at falde skygger ind i livet.«

»Skyggen fra min fars selvmord vil for altid ligge over mig og min familie, men med denne her bog har jeg, og forhåbentlig også min søster og de kommende generationer, fået mulighed for at forstå, hvad der rent faktisk skete.«


Hvordan prægede din fars selvmord din opvækst? 

»Netop i skyggerne fra fortrængningernes mørke, begyndte forestillinger at vokse i mit sind. Forestillinger om, at jeg havde spillet en rolle i min fars død. At jeg var som ham, og ville ende som ham. Jeg var et tryghedssøgende og lidt usikkert barn, som var bange for de store svaner, som hvæsede ad mig, og for bolden når jeg var til fodbold. Nogle måneder efter min fars død, begyndte jeg at opsøge konflikter og var ustandselig i krig med alt, som lugtede af autoritet. På den måde understregede jeg for mig selv, at der var noget galt med mig. Det havde jeg det ad helvede til med, og mit eneste refugium var på biblioteket og i bøgerne efter skoletid, hvor jeg fik lov at være i fred.«

Mikkel Frey og hans far, 1982. Fire år senere begik faderen selvmord. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

Du skriver i »Sørgekåben« om, hvordan du frygtede selv at komme til at begå selvmord. For at komme angsten til livs forsøgte du at udslette din far og alt, der mindede om ham fra dit liv. Hvad gjorde, at du kom dertil, at du kunne beskæftige dig indgående med din far – først i programrækken Selvmordstanker på P1 og ikke mindst nu i din bog?

»Efter en opvækst og mine teenageår i karambolage med alle voksne omkring mig, var jeg pludselig selv ved at blive voksen, men jeg kunne ikke få noget som helst til at hænge sammen. Og så ændrede min trods sig til et kolossalt selvhad og en angst, som jeg kæmpede med. Men som faktisk også blev det, som drev mig igennem min uddannelse og ind på arbejdsmarkedet, fordi jeg var så uendeligt bange for at bukke under og gå til grunde. Selvom jeg fik gode job, og kunne møde kvinder og så videre, så var det lurende mørke stadig en markant spiller i mit liv. Og da jeg nærmede mig den alder, min far havde, da han døde, kunne jeg mærke, at det nærmede sig et enten eller. Enten så jeg ham i øjnene, eller også gav jeg op.«

Mikkel Frey Damgaard er født i 1978, uddannet journalist med supplerende studier i kunsthistorie ved Københavns Universitet. Han har været vært på DR2s »Deadline« og »DR2 Dagen«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Er der et element af katarsis over det? At det er et tema, du beskæftige dig med, må blive ved med at konfrontere dig selv med for at kunne slippe fri af selvmordets skygge? 

»De første mange forsøg på at nærme mig ham bar tydeligt præg af en forestilling om katarsis. At jeg skulle kæmpe med ham i en mørk nat, og når dagen gryede, ville han eller jeg stå tilbage, og så ville det være overstået. Den forestilling viste sig at være naiv. Den kommer formentlig af, at rigtig mange fortællinger er bygget op over den skabelon. Men efterhånden som jeg nærmede mig mørket i mig selv, begyndte jeg også at forstå, at mørket var langt større end bare det, som boede i mig. Det viste sig, at hele familien led under et mørke, som ingen af os kendte omfanget af, før jeg gav mig til at lede. Og pludselig var jeg detektiv, og det viste sig, at hele familiens historie hvilede på en løgn. Bid for bid brød jeg en fortælling ned, og så kunne der strømme noget lys ind. Og det er måske det, jeg har lært mest af. At en falsk fortælling skaber et mørke, som kan tage magten fuldkommen fra en familie og fra et menneske.

Du indleder bogen med et citat fra den franske forfatter Édouard Levé: »Dem, som kendte dig, genlæser hver af dine handlinger i lyset af den sidste. Skyggen fra dette høje sorte træ ligger for altid over den skov, som dit liv var«. Har det at skrive bogen gjort, at du har fået et andet blik på din far?

»Skyggen fra min fars selvmord vil for altid ligge over mig og min familie, men med denne her bog har jeg, og forhåbentlig også min søster og de kommende generationer, fået mulighed for at forstå, hvad der rent faktisk skete, og på den måde også en mulighed for at fortælle vores egne historier. Smerten hører ikke op, og mørket er ikke væk. Men det er ikke mystisk længere. Før var der mørke, skygger og dæmoni – nu er der trods alt et sprog.«

Mikkel Frey Damgaards »Sørgekåben« udkommer på Gyldendal tirsdag, 300 kr.