Peter Tudvad er egentlig kun gæst i Danmark, for han bor enten i Kreuzberg i Berlin eller i byen Meißen i det østlige Tyskland nær grænsen til Tjekkiet.
Men på vej mellem to foredrag lykkes det Berlingske at fange ham til en samtale om hans nye bog, »Manteuffel«: En roman om en centraleuropæisk fyrste med eget slot, der tilbringer sit evige liv med at drikke blod.
Præmissen lyder umiddelbart bekendt. Men selv om filosoffen og historikeren Tudvad vedkender sig både arv og inspiration fra vampyrgenrens ubestridte hovedværk, Bram Stokers »Dracula«, er der ganske betydelige forskelle mellem den transsylvanske greve og Tudvads hovedperson, Friedrich von Manteuffel, hvis fortælling er hensat til det 16. århundredes Tyskland, hvor blodige opgør mellem bønder og adelige, protestanter og katolikker samt kristne og tyrkere hærger.
Men hvordan kan det være, at en anerkendt forfatter af anmelderroste biografier af historiske personer pludselig kaster sig over en genre, der inden for litteraturen ofte bliver betragtet som lidt kulørt og måske endda underlødig, nemlig vampyrromanen?
Det har i mange år været min ambition at overraske. At forsøge mig inden for alle mulige genrer, fordi det længe har generet mig voldsomt at være stemplet som Kierkegaard-eksperten Peter Tudvad, hvilket har hængt ved, selv om jeg intet har skrevet om ham i mange år,« siger Peter Tudvad og fortæller, at især vampyrgenren altid har haft en særlig fascinationskraft for ham.
»Den handler i bund og grund om vores forhold til liv og død. Sågar i evighedens forstand. På den ene side er vi enormt bange for døden, og der ville den nemme løsning være, at vi levede evigt. På den anden side er udødeligheden også skræmmende,« siger han og fortsætter.
»Vi lever i en meget sekulariseret tid. Ofte hører man ateister sige, at de troende bare er bange for døden. Det er jeg egentlig enig i, men jeg vil gerne have strøget dette »bare«. Det er ikke nogen lille ting, at vi skal dø.«
Også på et personligt plan er dette dilemma nærværende for Tudvad.
»Når jeg ser mine nu voksne børn være godt undervejs, kan jeg læne mig tilbage, helt bogstaveligt græde af glæde og tænke, at nu kan jeg gå tilfreds i graven, fordi de lever videre og har det godt. Men i forhold til min elskede, min kæreste, er det fatalt. Det er hende, jeg skal følges med. Men der er døden uundgåelig som det, der adskiller os en dag. Og det kan jeg slet ikke have med at gøre. Der synes jeg, vampyren er interessant, for han får muligheden for at leve videre. Men med hvem?«
I mange af de klassiske vampyrromaner har monstret karakter af gentlemanskurk. Dracula forlokker unge skønjomfruer, måske endda kun lidt mod deres vilje. Tudvads Manteuffel er imidlertid en noget anderledes brutal herre. Det er ikke blot Manteuffels hugtænder, der penetrerer både mænd og kvinder mod deres vilje, ligesom volden også er ganske eksplicit. Ikke kun når halse bliver flået op, men også i flere drabelige kamp- og torturskildringer.
»Min vampyr er placeret i det 16. århundrede, og det var en ekstremt brutal tid,« forklarer Tudvad.
»Tag eksempelvis romanens indgangsscene, slaget ved Frankenhausen i 1525, hvor 6.000 bønder blev dræbt med hug- og stikvåben på få timer. Det var helt bogstaveligt et blodbad. Luther skrev selv, at Djævelen var faret i bønderne, og blodsudgydelse derfor var Gud mere velbehageligt end bønner. I den periode er det svært at forestille sig en gentleman-vampyr, som vi kender det fra det 19. århundrede.«
Tudvad fortæller, at både erotikken og volden er en del af det, der gør genren så fascinerende for ham. Og derfor ærgrer det ham også, når netop de elementer bliver negeret i nogle af de nyere værker.
»Jeg er mildest talt ikke begejstret for eksempelvis »Twilight«, for prøv at lægge mærke til, hvad der er sket med vampyren: Han er blevet pæn. Det handler om, at vampyren skal tøjle sin natur, være kysk og tilbageholdende. Der bliver talt meget om nypuritanisme for tiden, og det fænomen kan man godt se i nogle af de nyere vampyrromaner. De har simpelthen fået et opdragende element.«
Peter Tudvad mener generelt, at genren er blevet misrøgtet, og han vil derfor gerne bruge den til andet og mere end blot at fortælle bloddryppende historier. Og det er ikke kun udødelighedens dilemma, Manteuffel konfronteres med i fortællingen. Det er også den kristendom, som vampyren med sin nadverlignende trang til livgivende blod og angst for kors altid står i et forhold til.
»Der er ingen tvivl om, at mennesket har haft en tro på vampyrer i forskellige former i årtusinder. Men vampyren får først sit navn i 1730erne, og det er i en kristen kontekst,« siger Tudvad om en periode, hvor en regulær vampyrpanik spredte sig flere steder i Europa.
»Men oftest er vampyren en form for antikrist, og for mig har det været interessant at gøre min hovedperson til en i udgangspunktet overbevist og troende kristen.«
I Manteuffel er der skarpe ansatser til kritik af protestantismens fader, Martin Luther, som hovedpersonen korresponderer med. Og det er langtfra tilfældigt, fortæller Tudvad, som også skriver på et religionshistorisk værk om reformationen – helt uden blodsugere.
»Jeg vil gerne prøve at redegøre for, hvad reformationen i det hele taget gik ud på. Hvordan den har præget vores samfund i form af forholdet mellem undersåtter og øvrighed. Udgangspunktet for grev Manteuffel er, at han er tændt af Luthers reformatoriske tanker, som så mange andre adelige dengang,« fortæller Tudvad, som også mener, at den lydighed over for verdslige herskere, som Luther prædikede, spillede en rolle i forhold til den vrangvillige lydighed, som selv nazismens modstandere følte over for Hitlers regime.
I modsætning til mange af sine forgængere inden for vampyrlitteraturen er »Manteuffel« et ganske komplekst værk, hvor læseren ikke bliver taget ved hånden.
Peter Tudvad kalder selv bogen for det bedste, han har skrevet, både litterært og sprogligt, men er dog også bevidst om, at det er særdeles krævende læsning, hvor læseren uden videre forklaring bliver kastet ind i bondekrige og adelige forviklinger i det 16. århundrede. Han mener dog ikke, at man som læser behøver have en omfattende forhåndsviden om emnet.
»Jeg kan godt efterlyse en læser, der har sin barnlighed i behold. Når man for eksempel læser eventyr for børn, er der meget, de ikke forstår. Men fordi eventyret har noget magisk over sig, labber de det i sig alligevel. Men når børnene bliver lidt ældre, har de langt sværere ved det, fordi de reagerer ved at spørge, hvad ting betyder. Og det skal man ikke gøre. Der kan jeg godt unde læseren, at han ikke føler, han behøver finde et leksikon eller slå op på Wikipedia, men bare lader sig rive med.«
