Tidløse Erna går i krig mod skrankepaverne

Boganmeldelse: »Erna og rumæneren« er en verden befolket af karakterer som Grill-Günther og Gylle-Tage, hvor Erling Jepsens tidløse sønderjyske hovedperson, Erna, kæmper mod angsten for det fremmede og på de sociale myndigheders uendelige slagmark.

Efter successen med »Erna i krig« vender Erling Jepsen med godt hundrede års forskydning tilbage til det lille sted Bramstrup, som har meget mere end størrelsen fælles med forfatterens egen barndomsby Gram. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

»Livvagten går hen og åbner bildøren, og Hendes Majestæt sætter en fod ned på jorden.«

Dronningen er ankommet til den lille by Bramstrup, tæt ved grænsen til Tyskland. Aktualiteten mangler ikke i Erling Jepsens nye roman, »Erna og rumæneren«. Som en slags kompensation for dronningens coronaaflyste besøg i Sønderjylland i forbindelse med 100-året for genforeningen kan Jepsen lade majestæten ankomme til landsdelen og den fiktive by, hvor hun modtager sin blomsterbuket fra forfatterens heltinde. Der er unægtelig stil over Ernas og hendes søns, Kalles, tilbagevenden til den litterære scene.

»Erling Jepsen var ikke Erling Jepsen, hvis ikke alvoren også var en vigtig del af løjerne. Angsten for de fremmede, der sniger sig ind i forhold til den rumænske tilflytter, er et tema i den sønderjyske lilleby.«


Efter succesen med »Erna i krig« vender Erling Jepsen med godt 100 års forskydning tilbage til Bramstrup, som har meget mere end størrelsen tilfælles med forfatterens egen barndomsby, Gram. Den nye romans Erna er et oldebarn til den Erna, der drog afsted og deltog i Første Verdenskrig for at beskytte sin søn, Kalle, der var lidt dum i det, og som var indkaldt til militærtjeneste af tyskerne, ligesom mange andre sønderjyder.

Den enfoldige

Heller ikke i den aktuelle fortælling om Erna er Kalle »den med flest kopper i skabet«, og den moderlige omsorg for den enfoldige knægt, hvis store lidenskaber er Ernas kager og kunsten at bøje gafler, er en af romanens røde tråde. På sin Puch Monza bevæger heltinden sig rundt i den hensygnende by, hvis indbyggere bærer tilnavne som Grill-Günther, Gylle-Tage, Slingre-Hans og Soft-Egon. I Bramstrup mangler kroen i den grad gæster, og forretningslivet er stort set forsvundet, mens kirkegården til gengæld ligger som et velpasset tilflugtssted, hvor Ernas formødre ligger på række.

Ligesom »Erna i krig« var en krigskomedie, en frontberetning, der blandede den uforfalskede skyttegravsrealisme med de rendyrkede farce-elementer, sådan er »Erna og rumæneren« et miks mellem socialrealisme og slapstick. Vestfronten er afløst af de sociale myndigheders skranker, hvor Jepsens nye Erna må udkæmpe sine svære kampe for at bevare sin kontanthjælp eller for at redde Kalle fra tvangsfjernelse og institutionsanbringelse.

Via jobcenteret i Sønderborg får Erna anvist arbejde som handicaphjælper for en tilflyttet rumæner, Sergiu, der er lam fra den øverste ryghvirvel og ned, og som både sidder i kørestol og er afhængig af en respirator.

Umiddelbart ligner Sergiu ikke helten i en romantisk kærlighedshistorie, men med solid sans for at blande kortene til en god historie med uventede vinkler og overrumplende detaljer slipper Erling Jepsen Ernas følelser fri og lader den handicappede rumæners mandighed fejre sine triumfer. At Grill-Günther som Ernas gamle tilbeder spiller sin rolle som fremmedangstens talsmand i det sønderjyske miljø bidrager til spændingerne i Jepsens kærlighedskomedie.

Som repræsentanter for den fjerne hovedstad har Jepsen indlagt to københavnere, der kører rundt i en gammel Volvo, på jagt efter de helt rigtige steder at sætte ind for en kulturel fond, der gerne vil yde et bidrag til forskønnelsen af den sønderjyske by før dronningens besøg. Det er omkring disse to naragtige figurer, at en del af bogens komik udspiller sig.

De mange slags bagtanker og den bjergsomhed, genforeningsjubilæet appellerer til, er sammen med stridighederne omkring sammensætningen af en lokal komité og valget mellem pølsebord og kagebord en slags morskabens motor i romanen, der har sine klare træk af folkekomedie i traditionen fra Morten Korch og dansk film. At morsomhederne ikke altid er så morsomme, som de lægger op til at være, er svagheden i »Erna og rumæneren«.

Kommunen har taget min Kalle

Men Erling Jepsen var ikke Erling Jepsen, hvis ikke alvoren også var en vigtig del af løjerne. Angsten for de fremmede, der sniger sig ind i forhold til den rumænske tilflytter, er et tema i den sønderjyske lilleby. Den almindelige danskers oplevelse af skrankepaveri og uforståelige henvendelser fra myndighederne er et andet centralt tema: »Med rystende hænder tager jeg papirerne og kigger på ordene. Der er for mange af dem. Og jeg er for ked af det til at fatte sammenhængen. Jeg forstår kun, at kommunen har taget min Kalle.«

I forholdet mellem centrum og udkant er Erling Jepsen udkantens og Sønderjyllands talsmand, og man skal ikke overse seriøsiteten, når forfatteren lader sin heltinde, iført komediens kamuflagedragt, fyre følgende bredside af:

»Da vi kom tilbage til Danmark i 1920, troede vi, at vi kom tilbage til vores fædreland. At alt ville blive godt. Men vi blev svigtet. Vi måtte klare os selv, og det må vi stadig. Og det kan vi også! Hvad har de danske politikere nogensinde gjort for os, andet end at lukke vores rådhus og vores skoler? Vi har ikke brug for København!«

Alt i alt fejrer Erling Jepsen genforeningens hundredårsdag med maner og endnu en underholdende roman om Erna og Kalle fra Bramstrup. Sønderjylland rykker på godt og ondt lidt tættere på i »Erna og rumæneren«.

Erna og rumæneren
Forfatter
: Erling Jepsen., Sider: 294. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.