Torben M. Andersen er professor i økonomi, har tidligere været overvismand og var i øvrigt den ledende kraft bag Velfærdskommissionen. Nogle kan måske ikke huske, hvad den kommission gik ud på. Det var Anders Fogh Rasmussens stort anlagte vælgermassage, der skulle bane vejen for store reformer af velfærdsstaten.
Vi taler om årene inden finanskrisen, hvor det gik ufatteligt godt, og det var lidt svært for de borgerlige at gennemføre besparelser på efterløn, forhøjning af pensionsalderen og den slags. Jeg selv var ung økonomistuderende og læste de digre statslige rapporter, som var det længe ventede udkomme af Velfærdskommissionen.
Det var selvsagt ikke ophidsende læsning. Men alligevel husker jeg dem som mere levende og vedkommende end Torben M. Andersens nyeste bog »Har velfærdssamfundet en fremtid?«. I det mindste var der et overordnet budskab i Velfærdskommissionens rapporter. Det er til gengæld svært at få øje på i økonomiprofessorens nye bog.
Mon der findes læsere derude, der både kan gnave sig igennem den teknokratiske tekst og ikke samtidig betragter indholdet som almindeligheder?Rune Selsing
De første 104 sider (altså stort set hele bogen) er en knastør og uoriginal beskrivelse af velfærdsstaten. Vi lærer, at den danske velfærdsstat er karakteriseret ved at have et mere universelt præg end andre velfærdsstater. At vi har arbejdsmarkedspensioner. Beskæftigelsespolitikker. Høj beskæftigelse, høj lighed og høj velstand. Her er kapitler med titler som »Velfærdsmodellens egenskaber og performance,« hvor vi bliver fortalt, at de fleste danskere giver underskud, når de er unge, overskud, når de begynder på arbejdsmarkedet og underskud, når de går på pension. Der er også en graf. Mon der findes læsere derude, der både kan gnave sig igennem den teknokratiske tekst og ikke samtidig betragter indholdet som almindeligheder?
Efter de 104 sider sker der lidt. I bogens eneste interessante kapitel (bragt som kronik i Berlingske denne uge. red.) angriber han myten blandt især borgerlige politikere om, at velstand og vækst gør det nemmere at få råd til velfærdsstaten i fremtiden. Pointen er enkel: Både offentlige lønninger og overførselsindkomster (og dermed langt størstedelen af de offentlige udgifter) stiger nogenlunde automatisk med væksten i samfundet. Dermed gør vækst hverken fra eller til. Hvad værre er, bliver den offentlige sektor faktisk relativt dyrere og dyrere, fordi det ikke er muligt for pædagoger at lege hurtigere med børnene. Mens industrien hele tiden bliver mere effektiv, er det stærkt begrænset, hvor meget effektivisering vi kan opnå i servicefagene, som netop udgør størstedelen af den offentlige sektor.
Bogen giver intet svar
Dette »velstandens dilemma« kan man selvfølgelig principielt løse, hvis man accepterer lavere overførselsindkomster – hvilket vi godt ved, er en dødfødt politisk idé. Det er en temmelig teknisk analyse, dette dilemma, men den er vigtig for at forstå den store virak om presset på velfærdsstaten. Og Torben M. Andersens svar på problemstillingen er ganske klar: Politikerne må prioritere. Jo, vist kan den offentlige sektor også innovere og blive mere effektiv, men vi kommer ikke uden om en vedvarende politisk diskussion om prioriteringer.
Om velfærdssamfundet har en fremtid? På trods af bogens titel bliver det spørgsmål faktisk kun diskuteret i mindre omfang, men det fremgår alligevel, at økonomiprofessoren ikke ser nogen overhængende trusler. Om vi vil bevare velfærdsstaten er grundlæggende et spørgsmål om politisk præference. Det er en anden må at sige ja på. Man kan næsten læse mellem linjerne, at vi har fået løst problemet med den aldrende befolkning takket være Torben B. Andersens gode arbejde i Velfærdskommissionen. Måske vil han gerne anerkendes? I så fald har hans afsindigt kedelige bograpport brug for en blodtransfusion.