Thomas Skov skriver bog om at være far: »Min far og jeg endte med at have et »glædelig jul«-forhold«

Journalisten og TV-værten Thomas Skov har skrevet bogen »Hvad enhver far bør vide«. For mens der findes et hav af graviditetsbøger, er der længere mellem bøgerne til fædrene, og mænd har brug for andre at spejle sig i, mener han. Deres egne fædre kan de ikke altid bruge som forbilleder.

»Nogle af de bøger, jeg læste, som var målrettet fædre, handlede meget om, at nu kunne man ikke drikke øl og se fodbold, men til gengæld ville ens partner få store bryster – det syntes jeg ikke var så relevant i forhold til det farliv, jeg har oplevet,« siger Thomas Skov, der har skrevet en bog om at blive far og livet med små børn. Selv har han Ellen på fire og Otto på et år. Jakob Mark / PR

Du har skrevet bogen »Hvad enhver far bør vide«. Du er far til to, Ellen og Otto, men derfra og til at skrive en guide til fædre og kommende fædre sådan generelt er der vel et stykke vej?

»Jeg begyndte at skrive lidt om mine faroplevelser, allerede da Ellen var født – og jeg syntes, det var skideskægt at skrive om – og der var god respons fra andre forældre, så jeg har løbende delt mine erfaringer som far og med glubsk appetit læst andre fædres beretninger. Men jeg er meget ydmyg over for fargerningen, så jeg vil tøve med at kalde det en guide – det er mere en samling af betragtninger og gode råd.«