De syv centrale skæbner i Erik Valeurs murstensroman, »Det syvende barn«, begynder alle deres spædbørnsliv på Spædstuen også kaldet Elefantstuen med de tusindvis af malede blå elefanter på Kongslund børnehjem ved vandet og i celebre omgivelser nord for Skodsborg i Nordsjælland. Fra Rigshospitalets fødegang er de i hast gennem Mødrehjælpen formidlet til hjemmet, der garanterer fuld diskretion over for de biologiske forældre og de adoptivforældre, der udvælges til at tage sig af spædbørnenes videre opvækst. Som i børnesangen spadserer de fra Elefantstuen ad edderkoppens fine spind ud i livet, evigt forbundne af usynlige tråde fra fællesskabet i den mørke stue. Et spind, romanen skal trevle op i en kriminalhistorisk intrige.
Her ligger kimen nemlig til konspirationsteorien i spændingsromanen om de syv. For er det mon ikke berømte skuespilleres og kendte politikeres frugter af amourøse sidespring før abortens lovmæssige indførelse, der får dem til at anbringe deres illegitime afkom på Kongslund? De syv børn - fem nyfødte drenge og to piger - det handler om, blev alle gemt bort på stuen i 1961. Den ene pige blev under mystiske omstændigheder afleveret ved hoveddøren som rodløst hittebarn .
En dag i 2008 modtager de seks af børnene et mystisk brev vedheftet en hæklet sok og en blanket med navnet John Bergstrand. Brevet tilflyder også pressen samt Nationalministeriet - det tidligere indenrigsministerium, hvis stabschef var et af børnene på Elefantstuen, men hvor selve nationalministeren - der aspirerer stærkt til statsministerposten - snart bringes under mistanke som involveret. Med særdeles rundhåndede beløb understøtter hans ministerium børnehjemmet, og hans ungdommelige færden inden for Horserød Statsfængsel lukkede mure, hvor en ung pige besvangres, benådes og sendes på en enkeltbillet til Australien, forekommer - efterhånden som handlingen skrider frem - temmelig påfaldende. En kynisk pensioneret politimand sættes på sagen, men for læseren bliver det hittebarnet Marie med de skæve skuldre og de forvredne fødder, der bliver læserens detektiv.
Marie er ikke som de øvrige på Spædstuen blevet hentet af forventningsfulde adoptivforældre, men er blevet boende som forstanderindens plejedatter på hjemmet, og hun bliver romanens jeg-fortæller og intrigens igangsætter. Syv år, inden brevene dukker op, er der måske sket et mord på en australsk kvinde på stranden neden for hjemmet, og i øvrigt er der rigeligt at berette om de syv børns liv og skæbne.
Forfatteren formår over lange stræk at fastholde læseren og vinkle historien i stadig nye facetter, efterhånden som nye oplysninger under opklaringsarbejdet støder til. I Marie og hendes plejemors univers er der ikke plads for hverken Gud eller Fanden, men derimod et skæbnebegreb og en række tilfældigheder, som de syv børns liv er underlagt. Som journalist kender Valeur til research og opklaringsarbejde, og han kender det rådne politiske spil. Parodien på en betændt presse og et korrupt politisk system - der samtidig med Kongslund-affæren skal håndtere udvisningen af en 11-årig tamildreng - kommer til at spille en afgørende rolle i romanen.
Men først og fremmest benyttes udgangspunktet på Spædstuen til at skildre hykleriet og kynismen omkring adoptivbørn. Løgnene om deres legitimitet i verden, forstillelsen som plejeforældre med andre motiver for adoption end lige barnets tarv kommer på afgørende vis til at styre »skæbnen«. Og så er indførelsen af den sammensatte fortæller et kup. Hittebarnet, den misdannede Marie. Forkert sat sammen i livet, sammensat som beretter og gådeløser. Snart poetisk forførende - snart kynisk beregnende. Erik Valeurs debut som romanforfatter med persongestaltning, landskaber, præcist timet handlingsudvikling og stilsikkert styret komposition er ganske overbevisende og konsekvent. Det er bragende flot! Som i Valeurs professionelle liv som mediekommentator er intet overladt til tilfældighederne - undtagen lige salmenumrene, som han har fundet i sin ny salmebog til en begravelse, der foregår nogle år inden den seneste salmebogsrevision. Selv pedanter kan begå fejl.
