Svenskerne ville udslette Danmark, og det var nødvendigt, at vi slog fra os - ny bog fortæller historien med fornem fornemmelse for dramatik

Sverige var i 1600-tallet blevet en europæisk stormagt. Krigerkongen Karl 10. Gustav lod sine tropper løbe storm mod Danmark, og han lagde ikke skjul på, at målet var at udslette Danmark som nation. Danmark var nødsaget til at erklære krig, skriver historikeren Lars Christensen i sin nye omfattende bog om svenskekrigene 1657-1660.

Svenskerne går over Storebælt fra Langeland. Maleri af Johann Philip Lemke.Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Johann Philip Lemke (Född 163

Man kan lave en konkurrence om, hvornår Danmark var mest truet af krige. Var det under den nazistiske besættelse i 1940-1945? Var det i krigen 1864, da tyskerne erobrede store dele af kongeriget? Eller var det under Napoleonskrigene, da vi var oppe imod englænderne og mistede Norge? Nogle vil gå tilbage til svenskekrigene i 1600-tallet, da svenskerne erobrede det meste af Danmark og stormede København i 1659, for ikke alene mistede vi vore besiddelser i Skåne, men den svenske krigerkonge Karl 10. Gustav havde til hensigt at underlægge sig Danmark og gøre os til svenskere. En uhyggelig tanke.

Historikeren Lars Christensen sætter i sin nye bog fokus på svenskekrigene fra 1657 til 1660 og giver den undertitlen »Danmark på kanten af udslettelse«. Og sandt er det, at den svenske krigerkonge Karl 10. Gustav løb os over ende og nær havde udslettet Danmark som selvstændig nation. Hans tropper, der kæmpede rundtomkring i Europa, lavede en hurtigmarch sydfra og erobrede Jylland. Så marcherede han med sine tropper en iskold vinter over bælterne og erobrede først Fyn og derpå Sjælland. Derefter lå København åben for angreb, og kun held, modangreb, alliancer med hollænderne og et modigt forsvar af byen reddede landet.

Krigen havde store konsekvenser for Danmark, idet vi ved Roskildefreden i 1659 mistede vore danske besiddelser i det nuværende Sverige. Politisk og socialt blev krigen ligeledes vigtig, fordi adlen mistede magt, og en alliance mellem borgere og konge resulterede i en enevældig konge. Krigen havde frygtelige konsekvenser for civilbefolkningen, hvor overgreb, pest og sult lagde store dele af landet øde. Mange mænd måtte gå ind i hæren, tabene var store, og kvinder blev udsat for voldtægt.

Karl 10. Gustav var en krigerkonge. Her ses han i rustning. Han var temmelig fed, men det forhindrede ham ikke i at være ude i felten og føre krigen. Han spiste, drak og røg, og hans vellevned førte sandsynligvis til hans tidlige død i 1660 – et held for Danmark. Maleri af Abraham Wuchters.Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Abraham Wuchters (Född 1610, D.

En nødvendig eksistenskamp

Ifølge Lars Christensen var der tale om en regulær dansk eksistenskamp. Hvis Karl 10 Gustav havde vundet, så ville han have sat sig på den indbringende Øresundstold, og kongeriget ville være blevet underlagt et svensk herredømme eller rent ud sagt blive opløst. I en sen fase af krigen sagde Karl åbent, at målet var Danmarks tilintetgørelse og at underlægge sig hele Østersø-regionen.

Der var tale om særdeles urolige tider i Europa, og hertugdømmer og kongeriger blev til stadighed truet af aggressive hære. I 30 år havde der raset en europæisk krig, som Christian 4. havde blandet sig i og var kommet dårligt ud af. Freden mellem Danmark og Sverige i Bremsebro i 1645 betød, at Sverige blev den førende nation i Norden, og de danske beslutningstagere følte, at Sverige var ved at indeslutte Danmark, og ifølge Lars Christensen var et dansk modsvar en nødvendighed for at bryde ud af denne indeslutning.

Derfor mener Lars Christensen, at det var fornuftigt, at Frederik 3. og danskerne forsøgte at udfordre svenskerne, og det kunne være lykkedes at sejre, da Karl 10. Gustav havde andre krige at se til.

Den danske konge Frederik 3. var nødsaget til at gøre noget mod Sveriges indeslutning af Danmark. Resulatet blev en krigserklæring og en krig, som nær havde været enden på den danske nation. Maleri af Abraham Wuchters.Illustration fra bogen.  Fold sammen
Læs mere

Adelsfolk gemte sig, når fjenden nærmede sig

Lars Christensen giver i sin omfattende og stofmættede bog en beskrivelse af Danmarks situation i det krigshærgede Europa i 1600-tallet. Han skildrer optakten til krigen med referencer til de politiske debatter i både Sverige og Danmark, og der blev ikke sparet på hånen begge veje. Den svenske hærfører Karl Gustav Wrangel talte om »et indfødt had« mellem de to folk, og danskerne kaldte Sverige for »den onde nabo«. 1. juni 1657 underskrev Frederik 3. en krigserklæring, hvormed krigen var begyndt. Karl 10. Gustav var i Polen med sine tropper, og danskerne havde nok forventet, at han havde andet at tage sig til end at angribe Danmark, men det var, lige hvad han gjorde.

Fra kilder ved vi, hvor hårdt bønderne blev spændt for, og hvordan de unge mænd modvilligt blev rekrutteret. Den svenske besættelseshær brandskattede civilbefolkningen og førte sig ifølge danske kilder hårdt frem. Således blev mange bondesoldater, der ofte ikke havde krigserfaring, ofre for den veltrænede svenske hær, og i Thy blev mange mænd nedhugget og skudt. Alvorligt for Danmark var fæstningen Frederiksoddes fald, hvor de svenske tropper gik amok og både plyndrede og nedhuggede soldater og civile. Muligvis døde 1.500 danskere ved fæstningens fald. De flygtende civile spredtes over dele af Jylland, og en kirkebog fortæller om en begravelse af et barn: »En liden Pige, 8 Aar gammel, af disse fordrevne folks Børn, som kom fra Federiksodde.«

Ifølge Lars Christensen viste de udskrevne bønder ringe forsvarsvilje. Desuden viste det sig, at adlen ikke levede op til sine forpligtelser, da krigen kom. Mange var hurtige til at sikre sig eget gods og udviste ikke kampberedvillighed. Denne udvikling gjorde borgere og bønder bitre, og man sagde, at adelsfolk gemte sig, når fjenden nærmede sig.

Poul Reichhardt  i »Gøngehøvdingen« på Det Ny Teater. Sandsynligvis i 1961. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt.

Selvfølgelig er der et fyldigt afsnit om gøngehøvdingens kampindsats. Svend Poulsen Gønges modige kamp irriterede svenskerne, selv om den ikke ændrede noget fundamentalt. Men hans modstandskamp var ikke altid velset af danskerne, fordi de kunne risikere hævnaktioner fra svensk side. Sagen minder, som Lars Christensen skriver, om situationen under nazisternes besættelse af Danmark. Ja, Svends kampkammerat Laurids Hemmingsen, der i Carit Etlars romaner blev til folkehelten Ib, blev endda sandsynligvis angivet til nazisterne – undskyld svenskerne – af danskere, dømt ved en dansk domstol for mord på svenskere og henrettet af danske myndigheder.

Dirch Passer i filmen »Gøngehøvdingen«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Poul Petersen.

Enhver modstand blev gengældt med rå vold

Lars Christensen skriver, at indsamlede historier fra 1800-tallets begyndelse viser, at kvinder blev udsat for voldtægt. De skulle have indsmurt sig i sod og tjære for at gøre sig uattraktive, men det hjalp åbenbart ikke. Han har i litteraturen fundet dokumentation for, at danske kvinder fødte børn efter voldtægt. Men han anfører også, at der er eksempler på, at danske kvinder frivilligt var sammen med svenske soldater og fik børn, hvilket man kan se sort på hvidt i kirkebøgerne. Disse »svenskepiger« må have voldt lige så stor forargelse som tyskerpigerne mange år senere.

Hans Schack var kommandant i København under byens belejring og feltherre under krigen. Han blev taget til fange af svenskerne, men kom fri og blev en vigtig mand for kongenIllustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Nu var gode råd dyre, og Frederik 3. indledte fredsforhandlinger med svenskerne, der endte med Roskildefreden, hvor Danmark blev presset til at frasige sig danske besiddelser. Men freden varede kun kort, og det blev klart, at Karl 10. Gustavs mål var at erobre København og underlægge sig hele Danmark. Det medførte en overraskende politisk udvikling i hovedstaden mellem kongen, adlen og borgerne. Vi kender nøje dette afgørende politiske spil, der mundede ud i kongens alliance med borgerne og adelens nederlag. Lars Christensen gennemgår nøje hele magtspillets mange facetter. Det er meget spændende læsning, hvor de mange farverige personer portrætteres. Intet var afgjort på forhånd, og vor historie kunne let være blevet helt anderledes. Nationen overlevede, men det var på et hængende hår. Konsekvenserne var et forandret Danmark, enevælde, en svækket adel og en centraliseret statsmagt, som man ifølge Lars Christensen var ukendt med i andre lande: »hvilket fortsat præger Danmark.«

Man kan ærgre sig lidt over, at Lars Christensen ikke har nylæst kilderne og søgt andre oplysninger, end hvad andre historikere har fundet frem til. Men på den anden side har han støvsuget den eksisterende litteratur med fornem fornemmelse for dramatik og nuancer.

Lars Christensens bog er på 624 sider, men er letlæst, velskrevet og nuanceret. Vil man have en endnu hurtigere fortalt introduktion til den del af danmarkshistorien, er lektor på Københavns Universitet Sebastian Olden-Jørgensen også aktuel med bogen »Svenskekrigene« udgivet på Aarhus Universitetsforlag. Den er ligeledes velskrevet og pålidelig.

»Svenskekrigene 1657-60. Danmark på kanten af udslettelse«

Forfatter: Lars Christensen. Sider: 624. Pris: 300 kr. Forlag: Kristeligt Dagblads Forlag.