Verden ville muligvis have været et bedre sted, hvis penge aldrig var blevet opfundet, og alle bare fik det, de havde behov for, og i øvrigt ejede alt i fællesskab. Så ville vi (måske) kunne leve som på en fjern Stillehavs-atol fra før diverse valutaer forstyrrede idyllen og bragte korruption og ulighed med sig og gjorde folk og fæ og ikke mindst Liza Marklunds nye heltinde, Kiona, til slaver af klirrende mønt.
Men så havde der selvfølgelig ikke været noget nævneværdigt at skrive om i »Sort perle«, som er Marklunds nye og på sin vis stilbrydende spændingsroman. Der havde ikke været nogen naiv hovedperson, som forundret, men naturligvis fremmeligt skulle lære den økonomiserede verden at kende. Der havde ikke været nogen russisk-kinesiske forbrydere, der kunne snyde og myrde sig til magt og milliarder. Der havde slet ikke været noget Federal Reserve System eller anden form for amerikansk centralbank, som nogen kunne forsøge at overtage.