Søren Schauser: Verden er endt i tomme billeder og tynde opkog

Udgåede bøger fra barndommens skolebibliotek er nogle af mine kæreste bind i reolen og langt tættere på information og mere underholdende end mange skolebøger af i dag. Hvordan kunne jeg for eksempel glemme Perikles' mindetale til de faldne athenere?!

Tianjin Binhai er et kinesisk bibliotek og blev åbnet i oktober 2917 til stor opmærksomhed fra hele verden. Med god grund. Fold sammen
Læs mere
Foto: EPA/ROMAN PILIPEY

Jeg lægger sidste hånd på min næste udgivelse for tiden. Bogen hedder »Ego« og er en fortælling om forskellige tiders syn på individet.

Vi har jo haft meget forskellige vilkår gennem de seneste årtusinder og derfor malet og skrevet om hinanden på meget forskellige måder. Men har vi også set forskelligt på os selv, spørger jeg?

Hvorfor finder man ikke nogen portrætter i stenalderen, kun tegninger af meget tynde tændstikmænd og figurer af meget tykke damer? Eller tag tyskeren Caspar David Friedrichs berømte »Vandrer over tågehavet« fra 1818: Hvorfor står bjergbestigeren med ryggen til, hvorfor kigger den romantiske helt i samme retning som os – som om han selv hørte til museets gæster og lige var stoppet for en stund?

Nogle sider af os ændrer sig i hvert fald meget fra epoke til epoke. Andre sider kunne til gengæld godt være de samme eller vender måske tilbage med jævne mellemrum.

Jeg har til orientering stadig et par udgåede bøger fra min skoletid stående i reolen. Bindene fra for et halvt århundrede siden viser sig igen og igen som rene guldgruber af flot formidlet viden. Forlagene laver simpelthen ikke den slags bøger længere, verden er ligesom endt i tomme billeder og tynde opkog – hvilket jeg hverken misunder mine børns generation eller deres lærere.

Hypnotiserende historie

Men altså: Jeg fiskede den navnkundige »Græske historikere udvalgt og oversat af A. Kragelund« ud ved en tilfældig indskydelse forleden og sad som hypnotiseret over en skribent med tre årtusinder på bagen.

Thukydid fra femte århundrede f.Kr. skriver om krigen mellem Sparta og Athen og når efterhånden frem til Perikles' mindetale over de faldne athenæere. Politikerens berømte tale kunne næsten fra ord til andet være et portræt af den moderne dansker. Når den gamle græker skal fortælle sit folk om dets egne kvaliteter, lyder begreberne slet og ret som vores lovprisninger af os selv.

»Vor forfatning er ikke en efterligning af fremmedes love; vi tjener snarere til forbillede end omvendt«, hedder det et sted. »Frihed råder både i vor borgerlige tilværelse og i vort daglige liv, hvor vi ikke nærer mistænksomhed mod hinanden«, siger han også. »Hver enkelt af os prøver at gøre sig til en selvstændig personlighed og samtidig vise sig i besiddelse af den største elegance og smidighed.«

Synet på børneopdragelse kunne også være taget ud af 70erne på godt og ondt: »Under opdragelsen af ungdommen jager de andre efter mandighed ved anstrengende træning lige fra barnsben, medens vor tvangfri levemåde på intet tidspunkt gør os mindre egnede til at udsætte os for farer!«

Og den helt aktuelle: »Vi lukker vor by op for hele verden og afskærer ingen fra at se, hvad en af vore fjender kunne drage nytte af, fordi det ikke blev holdt skjult. Vi stoler nemlig ikke så meget på fælder og bedrag som på vor medfødte beslutsomhed i handlingens øjeblik.« Sagt af atheneren Perikles for tre årtusinder siden. Om han kunne leve op til ordene, er så en anden sag. Hvad der ændrer sig, er vilkårene i verden omkring os – for selve idealerne for det gode menneske ligner sig selv til alle tider.