»Skulle man forfalde til storladne drømme om at se Danmark gloriøst indskrevet i nyere europahistorie, er det en spand koldt vand i hovedet«

I sin bog om Europas historie fra 1973 til i dag skriver Ian Kershaw om begivenheder, der stadig er i gang. Men selvom bogen ikke kan sætte punktummer, formidler den skarpt, med stort analytisk overblik og enkelte skønhedsfejl, hvordan Europa kom fra oliekrise til Brexit.

MURENS FALD
Især udviklingen frem mod jerntæppefaldet i 1989-1991 beskriver den britiske historiker Ian Kershaw overlegent i det sidste bind af hans serie om Europas historie i det 20. århundrede. Billedet er fra 9. november 1989, da Berlinmuren faldt. Fold sammen
Læs mere
Foto: CLAUS BJØRN LARSEN

Ian Kershaw kunne egentlig hvile på sine velfortjente laurbær. Den 75-årige Oxford-uddannede historiker har sat sit præg på nazismeforskningen gennem fire årtier og udgav i slutningen af halvfemserne sin monumentale og nærmest universelt anpriste Hitler-biografi i to bind, der af mange betragtes som det indtil videre mest udførlige værk om den fallerede kunstner og rigskansler.

Men i stedet for at nyde sit otium har Kershaw over de seneste år skrevet intet mindre end det 20. århundredes europahistorie, hvis sidste bind af i alt fire nu er udkommet på dansk.

Kershaw beskriver tiden fra oliekrisen i de tidlige halvfjerdsere til i dag - eller i hvert fald 2017, da Kershaw satte sidste punktum. Det er en kompleks periode uden en entydig retning hvor både sydeuropæiske autoritære regimers kollaps, EUs stadig større indflydelse, murens fald og finanskrisen fylder, og hvor kapitlerne om en lang række væsentlig emner, fx det genrejste Rusland og Brexit, af indlysende grunde ikke kan skrives færdig endnu.

»Fodnotepolitikken og Danmarks problemfyldte forhold til NATO i 1980erne, som her i landet har afstedkommet årelange politiske kampe og diskussioner mellem historikere og politikere, får end ikke en fodnote«


Bogens konklusion bliver derfor også, at det eneste, som er sikkert fremover, er, at Europas fremtid vil være præget af usikkerhed. Måske banalt, men sådan er samtidshistorikerens vilkår.

»Lidt sur bedstefar-agtigt«

Kershaw anskuer i altovervejende grad perioden gennem en politisk og økonomisk prisme og afsætter ikke megen plads til periodens omfattende kulturelle forandringer. Han får dog nævnt, at personlige computere og internettet kommer til, og lidt sur-bedstefar-agtigt bemærker, at PCernes fremkomst førte til, at teenagere sad på deres værelser og »nedskød så mange rumvæsner som muligt i en tvangspræget og uendelig soloaktivitet«, samt at feminisme kommer til at fylde mere.

Men med et så stort emne er prioritering nødvendig, og generelt tegner Kershaw et både facetteret og sammenhængede billede af Europas historie med velvalgte nedslagspunkter, det hele formidlet i et præcist og uprætentiøst sprog med en friktionsfri oversættelse.

Ian Kershaw. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mark Kohn Hollandse Hoogte / PR.

Især udviklingen frem mod jerntæppefaldet i 1989-1991 er stærk historieformidling. Ikke alene beskriver Kershaw overlegent udviklingen i de enkelte og ganske forskellige østbloklande, han kobler den sammen med udviklingen i Sovjetunionens hjerte, Moskva, hvor Gorbatjov får en stor og personlig del af æren for kommunismens kollaps - en kende overraskende for en strukturalist som Kershaw.

Skulle man som dansker forfalde til storladne drømme om at se nationen gloriøst indskrevet i nyere europahistorie, er Kershaws fremstilling en spand koldt vand i hovedet. Danmark nævnes kun flygtigt og i forbifarten, typisk som et velfungerende og homogent land med en fornuftig økonomisk politik, som det dog er svært at kopiere.

Bilfrie søndage med tomme gader var en konsekvens af oliekrisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Knud Henrichsen.

Fodnotepolitikken og Danmarks problemfyldte forhold til NATO i 1980erne, som her i landet har afstedkommet årelange politiske kampe og diskussioner mellem historikere og politikere, får end ikke en fodnote, selvom NATOs dobbeltbeslutning om at opstille missiler i Europa bliver beskrevet ganske udførligt.

Heller ikke Muhammed-krisen nævner Kershaw, selvom der dog bliver plads til at nævne, at Roskilde Bank blev overtaget af staten i forbindelse med finanskrisen, og at danskerne gav resten af EU lidt af en forskrækkelse, da vi i 1992 stemte nej til Maastricht-traktaten.
Kershaws politiske perspektiv synes solidt forankret i efterkrigstidens socialliberalisme af den mere lyserøde slags, koblet med en stor affinitet til EU. Samarbejde og social ansvarlighed er tidens løsen, og selvom EU kan have fejl, er unionen fredens projekt, som kun en tåbe for alvor ville anfægte.

Selvom Kershaw anerkender, at indvandring giver problemer, er de i hans udlægning primært relateret til fordomme og racisme, mens kulturelle forskelle ikke rigtig findes - og hvis de gør, fortjener de ikke megen plads. I betragtning af, at Europas etniske og religiøse sammensætning i lige præcis perioden, som han beskriver, har ændret sig i langt højere grad end i de foregående århundreder, med store og nye kulturelle konflikter til følge, forekommer det som en overraskende stedmoderlig behandling.

Imidlertid skæmmer den del af bogen kun i begrænset omfang et imponerende veloplagt og velformidlet værk. Selvom læserne med sikkerhed vil have gennemlevet i hvert fald dele af perioden fra 1973 til i dag, formår Kershaw overbevisende at perspektivere Europas nyere historie til en sammenvævet, mangeartet og meningsfuld narrativ og ikke blot en serie mere eller mindre tilfældige begivenheder i en række forskellige lande.

Vendepunkter - Europa efter 1973

Forfatter: Ian Kershaw. Sider: 416. Pris: 250 kr. Forlag: Gads Forlag.
416 sider, 249,95 kroner
Gads Forlag