Verden ville muligvis være et bedre sted, hvis fordomme, fortrængninger og forudfattede meninger ikke lå som en tung dyne over såvel private relationer som videnskabelige erfaringer. Videbegær og åbenhed har trange kår i både familie og forskermiljø, skal man tro Sissel-Jo Gazan. Og det gør man.
Med ”«Svalens fjer«, der er en opfølger til hendes fremragende gennembrudsroman, »Dinosaurens fjer«, spidder hun endnu engang de forkrøblede følelser og selviske drifter, der driver både det enkelte menneske og en pæn del af (forsker)verdenen. Med en underspillet og dog detaljeret stil afdækker hun veloplagt alt det, der bliver gemt på, så man må både grine og gyse.
Den brystkræftsyge og lovende forsker Marie Skov er i gang med en ph.d.-afhandling om WHOs børnevaccinationsprogram i Afrika, da hendes professor og vejleder begår selvmord – formentlig på grund af international fordømmelse af hans resultater og en anonym anmeldelse til UVVU (Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed).
Det viser sig imidlertid, at der er noget mystisk ved både afskedsbrev og det faktum, at den afdødes ellers stærkt bevogtede research om børnevaccinationernes uhensigtsmæssige og fatale bivirkninger er sporløst forsvundet. Efterhånden som nye oplysninger kommer frem, bliver Marie Skov, der af sin vejleder blev kaldt Svalen, mere og mere sikker på, at der er sket ikke én, men indtil flere forbrydelser. Skov sætter sig derfor for at undersøge sagen og rehabilitere sin professor med genskabte data og nye grafer. Svalens revolutionerende grafer.
Hun har dog nok at se til på hjemmefronten, hvor hendes familie er på vej mod total opløsning. Hendes far drikker, hendes mor dulmer sin depression med medicin, hendes søstre kan ikke være i stue sammen, og hendes mand gider hende ikke længere. Men mens hun går i efterbehandling på Rigshospitalet, forsøger hun at søge flere oplysninger om sin afdøde og stærkt afholdte, men meget kontroversielle vejleder.
Et andet sted i byen undrer den (for en stund) tidligere politimand Søren Marhauge sig over uoverensstemmelser i den nu skrinlagte efterforskning. Marhauge begynder på egen hånd at snuse rundt på Immunologisk Afdeling på Københavns Universitet, og selv om også han bruger mere tid på at løse problemer på hjemmefronten og med gamle kolleger, får han efterhånden hul igennem.
Sagen viser sig perifert at berøre hans egen fortid, eftersom han som barn boede tæt på Marie Skovs samspilsramte familie. Marhauge og hans kæreste, Ana Bella Nor, der begge var hovedpersoner i »Dinosaurens fjer«, er således i denne bog tildelt mere eller mindre fyldige biroller, og det giver historien en solid rød tråd og et frisk pust af nye tilgange.
Sissel-Jo Gazan formår at holde mange bolde i luften, og de bliver elegant kastet frem og tilbage i tiden, så forskellige synsvinkler flettes ind i hinanden og samme situation betragtes fra flere sider. Bogen er således spækket med psykologisk indsigtsfulde sidehistorier med en rammende detaljerigdom af hverdagsanekdoter.
»Svalens graf« er dermed både en videnskabelig samtidsroman, en psykologisk familiekrønike og en begavet femikrimi, der i visse passager er lige så smerteligt afdækkende, som den er spændende. Den let causerende tone med et skvæt ironi og samfundssatire kammer dog ind imellem og især i den noget lange indledning over i det banale og Mit Livs Novelle-agtige. Det ændrer dog ikke ved, at bogen er en stærk fortsættelse af »Dinosaurens fjer« og hermed anbefales.
