Selv Benny Andersens mor var sikker på, at Svante var en, som hendes søn havde kendt personligt

I sin opdaterede bog om Benny Andersen lægger Henrik Marstal vægt på den afdøde kunstners enorme produktion af især digte og viser, men også på prosa og ikke mindst musik.

Henrik Marstal har sat sig grundigt ind i tingene, og det er langt henad vejen sjovt at læse om Benny Andersen i biografien, der dog også har trættende elementer. Fx. gider Berlingskes anmelder ikke høre om Marstals otte måneder gamle søn.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner / Ritzau Scanpix

Det var Benny Andersen selv, der fabulerede over, om han var almindelig eller ualmindelig. Resultatet blev ualmindelig almindelig, som forfatteren Henrik Marstal har valgt som undertitlen på sin opdaterede og reviderede bog om digteren. Den udkom oprindeligt i 2004 under titlen »Et liv ved klaveret«.

Henrik Marstal erkender selv i indledningen, at Benny Andersen er interviewet og beskrevet så tit og så grundigt både før og siden Marstals første bog, at det ikke giver megen mening at gentage det hele. Så meget desto mere som de samme erindringer går igen – sommetider ordret – i de mange versioner.

Benny Andersen som wingman i trioen Wulff-P fra et reklamepostkort i 1950erne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto fra bogen.

Derfor er der lagt mere vægt på værket. Benny Andersens enorme produktion af især digte og viser, men også på prosa og ikke mindst musik. Afhængigt af humøret kunne han sommetider hævde, at han først og fremmest var digter eller først og fremmest var musiker. Han var også først og fremmest et pligtopfyldende og solidarisk menneske, først og fremmest blid og først og fremmest kontant. Blidhedens frontkæmper, som rapperen Per Vers kaldte ham, da han i 2015 overrakte ham Spoken Word Prisen. Frontkæmper var han især i kampen mod fremmedfjendtlighed i talrige digte, både varme og hvasse.

Foto: PR.

Kunst og arbejde er det samme, sagde han. Fra arbejderhjemmet i Søborg havde han med sig, at man passer sit arbejde. Det går forud for alt. Ikke noget med at sjuske eller komme for sent eller pjække. Han abejdede disciplineret hele sit liv. Selv i store personlige kriser, som da hans hustru Signe forlod ham til fordel for deres gode ven Halfdan Rasmussen. Eller da hans Rosalina, Cynthia La Touche Andersen, døde i 2001. Venner var bange for, at han ville drikke sig ihjel, men arbejdsdisciplinen bar ham igennem. Ikke noget med at gå i hundene. Det er for slapt.

Den svenske inspiration

Hele livet havde han gang i flere ting samtidig. Hvis han løb tør for inspiration til det ene, kunne han tage fat på noget andet. LPen »Svantes Viser« fra 1973 med Povl Dissing og Andersen selv ved klaveret gjorde ham til dansk nationalskjald. Ret sjovt da musikken og viserne i høj grad, som Marstal påpeger, er inspireret dels af de svenske viser, hans far sang i barndomshjemmet og dels pianisten Jan Johanssons »Jazz på Svenska«. I øvrigt fik han ideen til at skrive viserne fra kollegerne Erik Knudsen og Jesper Jensen, der havde udgivet viser til revyer samlet.

»Så jeg tænkte: Jeg kan også udgive sådan en visesamling. Jeg har skrevet en del viser, jeg kan da lige prøve og se, hvad der sker.«

Benny Andersen i de tidlige barneår - 1935. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privat foto fra bogen.

Og det, der skete, var nærmest et jordskred. Mange var overbevist om, at Svante var en virkelig person. Selv Benny Andersens mor var sikker på, at Svante var en, som hendes søn havde kendt personligt. Allerede året inden pladen var »Svantes Viser« udkommet som bog - og blev modtaget temmelig lunkent af de fleste anmeldere. Denne anmelders for længt afdøde svigerfar, Bris, skrev i B.T. »Andet end et sidespring, kan denne bog aldrig blive.« Han levede længe nok til at æde ordene i sig.

Benny Andersen i samtale om musik med sin datter Lisbet, 1968. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privat foto fra bogen / Lisbeth Hedelund.

Marstal har sat sig grundigt ind i tingene, og det er sjovt at læse, hvordan visen »Hilsen til forårssolen«, der i dag er meget benyttet som begravelsessang, startede som et bestillingsværk, fordi B.T. i foråret 1980 bad Benny Andersen skrive et digt om den økonomiske krise. Derfor begynder digtet: »Det er forår. Alting klippes ned. Der beskæres i buskadser og budgetter«.

Den slutter »...og en gang går solen sin runde uden mig, men når forårssolen skinner, lever jeg«. Som Andersen selv sagde, »Uden det var tilsigtet, havde jeg ramt en eller anden opstandelsessymbolik.«

Det er mindre sjovt, når Marstal om Benny Andersens senere år skriver: »Hvad angår digtene, forekom den kunstneriske nødvendighed at være blevet mindre indlysende.« Javel ja.

Det forekommer også mindre indlysende, hvorfor læseren i forordet skal have at vide, at Henrik Marstal puslede sit otte måneder gamle barn, da han hørte om Benny Andersens død. Jeg skal være den første til at forstå trangen til at skrive om sine børn, men den må bekæmpes, hvor den ikke hører hjemme. Og det gør den ikke her.

Benny Andersen, Ualmindelig almindelig,
Forfatter: Henrik Marstal. Sider: 284. Pris: 250 kr. Forlag: People's Press