Man bliver helt svimmel af begejstring af at læse Kaspar Colling Nielsens nye bog. Ikke fordi der er så meget, der på den måde overrasker, han har været der før, ude på det gode overdrev, men fordi man begejstres over, at han stadig har så mange gakkede og velovervejede ord i sig, den gode forfatter. Hvordan han skal klare skiftet til at blive noget så kedsommeligt som taleskriver for klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, overstiger min fantasi.
Men dem om det. Her skal det handle om grænseløs, fantasifuld, overvejende sortseende og næsten konsekvent kulturkritisk litteratur, og først skal det handle om det umuligt/geniale greb i nyudgivelsens undtagelsesvis lyse titelfortælling, Dengang dinosaurerne var små, hvor en afdød dinosaur fortæller om dengang, da alt, inklusive den selv, begyndte at vokse. Dyret forundres sublimt over skabelsens mysterium. Det er meget smukt.
Den både underholder, skræmmer og forvirrer, og den viser os meningen med det hele - eller manglen på samme
I en mere typisk - dvs. foruroligende - fortælling, science fiction-historien Livet som dyr, kan mennesker leje dyrekroppe, som de har indsat deres bevidsthed i. En familie lever som kaskelothvaler i to år, mens en alkoholiseret far vælger at blive bjergged på fuldtid i Rocky Mountains. Vil mennesket blive som dyr igen? Er det den eneste udvej? Måske. Dyrene fylder i hvert fald meget hos klima- og miljøbevidste Kaspar Colling Nielsen. Han føler for dem. Men han standser ikke ved dem. Med hele sit grundlæggende kulturpessimistiske verdens- og livssyn når han ud i alle hjørner af det meste. Herunder det menneskelige som værst og som bedst.
Normaldanskere går amok
I en af de vildeste historier, Hr. Fissen, tager Katrine trusserne af for at gå i bad, så hører hun »en gispende lyd«. Det er hr. Fisse, der har taget bo i fissen. »Nå, skal vi have noget morgenmad,« siger den. Katrine har mistet styringen over sin egen krop. I Sankthans uden bål forvandles en hyggelig grillaften til et hævnorgie. Normaldanskeren har mistet styringen over sig selv. I genistregen Den negative overbo bliver harmløse daglige møder til begivenhedsløse mareridt. Underboen har mistet styringen over sit liv.
Intet er kort sagt sikkert i Kaspar Colling Nielsens mere eller mindre usandsynlige historier, heller ikke i kunstnerfortællingerne, der står centralt. En performancekunstner handler om titelpersonen, der som en del af sit kunstneriske projekt holder et foredrag, hvor han fortæller et måbende LGBT+publikum, hvor svært det er at passe ind nogen steder, når man er atranskønnet, altså en transkønnet, som ikke oplever at være fanget i en forkert biologisk krop. Hvordan reagerer publikum? I »Leif Davidsen« er hovedpersonen en fremragende forfatter, der ikke sælger en skid, men finder på at skrive en thriller og købe navnet Leif Davidsen for at narre publikum og anmeldere. Lykkes det?
Spændvidden kan ses som inkonsekvens, men den er en rigdom
Anderledes tragisk er »Tilstedevær«, hvor den unge Simon Damsholt lever og ånder for gastronomi, men får smertelige hug for sin ambitiøse restaurant, Tilstedevær, og dens indlagte haikudigte. Minder det alt sammen om noget? En anden fremragende fortællling, Scenografiens mester, skildrer en vis (fiktiv) scenograf, Ber Reht, hvis mest kendte forestilling var en nyfortolkning af »Hamlet«, hvor hele sceneåbningen skulle være dækket af en ti centimeter tyk, sortmalet plade. Fra den usynlige scene skulle tre larmende dieselmotorer seks timer i træk udsende ildelugtende og giftige dunste i retning af publikum. Blev forestillingen nogensinde opført?
Syrede og veloplagte referencer
De tvivlsomme absurditeter hober sig op i Kaspar Colling Nielsens bog, hvor der er uhyggelige og syrede og ofte vildt sjove referencer til kunstnerisk forfængelighed, frenetisk fremmedhad, teknologisk amokløb, global overlevelse og andet aktuelt. I En parallelvirkelighed tegner miljøministerens nye taleskriver et billede af en apokalypse, der set fra fremtiden var lige ved og næsten:
»Nattogene i Europa, som de billige flyrejser havde udkonkurreret, kom tilbage, og da jeg nogle år senere om natten lå med min familie i en kupé på vej gennem Tyskland og tænkte tilbage på de gamle dage, under globaliseringen, hvor alting rasede af sted og intet kunne kontrolleres, hvor politik slet ikke fandtes, og vores demokratier var i opløsning, mens vi hastigt accellerede mod vores egen undergang, mærkede jeg nu kun en ganske svag længsel.«
Man kan kun sige, at hvis det er sådan, Dan Jørgensens fremtidige taler kommer til at lyde, bliver det lige så absurd som en af Kaspar Colling Nielsens egne fortællinger.
Jeg kan ikke se det for mig. Men pyt også med det.
»Dengang dinosaurerne var små« er en bog, der holder niveauet næsten hele vejen igennem (en tanketorsk, en sprogfejl, et absurd sat komma og den slags gider jeg ikke hænge mig i.) Den underholder, skræmmer og forvirrer, og den viser os meningen med det hele - eller manglen på samme- ved sublimt at forstørre det til yderligheder. Ikke spor kedsommeligt. Derimod svimlende.
Dengang dinosaurerne var små
Forfatter: Kaspar Colling Nielsen. Sider: 242. Pris: 249,95. Forlag: Gyldendal
