Seks stjerner: Arvtager efter Solsjenitsyn forvandler nutidig russisk depression til en nærmest magisk læseoplevelse

En rejse igennem det moderne Ruslands arv af fysiske og mentale landskaber fra Sovjet-tiden er den røde tråd i den både frygtelige og helt fantastiske roman »Ved glemslens rand«.

Sergej Lebedev, der er uddannet geolog, bogstavelig talt sanser sig tilbage og graver sig ned i en knugende fortids stemninger og aflæser historiens spor i nutidens landskaber med deres vidnesbyrd om tvangen, mismodet, overvågningerne og mistilliden. Fold sammen
Læs mere
Foto: KIRILL KUDRYAVTSEV

I dag er mit land sygt af frygt!

Sådan har den russiske forfatter Sergej Lebedev karakteriseret de russiske tilstande under Putin-regimet i et essay skrevet til en litteraturfestival i Østrig. Hans roman »Ved glemslens rand«, som det superambitiøse forlag Palomar udgiver, er både storslået trøstesløs og suggestivt betagende læsning.

Med sin rejse ind i den russiske hukommelses landskaber tager forfatteren, der kun er midt i trediverne, også nogle tunge skridt ind i den russiske nutids grå zoner:

»Du ser og tænker tilbage; og denne tekst er som et mindesmærke, som en grædemur for de døde og grædende der ikke har andre steder at mødes end ved ordenes mur – en mur der forener døde og levende.«

»Ved glemslens rand« er en blanding af barndomserindringer og rejseskildring, og den halvmytologiske figur Bedstefar To binder den anonyme fortællers beretning sammen.

Centralt i fortællerens erindringer fra barndommens russiske feriested eller datja står den blinde Bedstefar To, og tilnavnet rummer sin egen diskret-ironiske hilsen til Stalin og Stalintiden. Den blinde mand er en både gådefuldt dominerende og foruroligende skikkelse med en fortid, der rummer dystre hemmeligheder.  Ved et par lejligheder redder Bedstefar To fortællerens liv, og det sker blandt andet i forbindelse med en blodtransfusion, hvis symbolske betydning er svær at overse. Sovjettidens blod ruller simpelthen videre i årerne på en ny generation. Tydeligere kan sammenhængen mellem Sovjetæraen og Putins nye Rusland ikke understreges.

»'Ved glemslens rand' er et stykke formidabelt sprog- og stemningskunst, og forfatteren, der med sin insisteren på at fastholde erindringen om de sovjetiske arbejdslejre træder i karakter som en moderne arvtager efter nobelprismodtageren Aleksandr Solsjenitsyn«


Efter Bedstefar Tos død sender nogle gamle breve med en afsenderadresse i det østligste Rusland fortælleren ud på en rejse, hvis formål er opsporingen af den gamle mands fortid og hemmeligheder. Det er denne rejse igennem det moderne Ruslands arv af fysiske og mentale landskaber fra Sovjettiden, der er den egentlige kerne eller måske snarere den røde tråd i Lebedevs både frygtelige og helt fantastiske roman, der er imponerende oversat af Lotte Jansen.

Ved et par lejligheder redder Bedstefar To fortællerens liv, og det sker blandt andet i forbindelse med en blodtransfusion, hvis symbolske betydning er svær at overse. Sovjet-tidens blod ruller simpelthen videre i årerne på en ny generation. Tydeligere kan sammenhængen mellem Sovjetæraen og Putins nye Rusland ikke understreges. Fold sammen
Læs mere
Foto: DIMITAR DILKOFF.

Formidabelt sprog- og stemningskunst

Beboelseskvarteret med stalinhusene, jernbanestationens ventesal med betjentene, den gamle fangelejrs barakker, de forladte minegange, stenbruddets vældige hul, der samler en by omkring sig, tundraens endeløse moser og sumpe og industribyernes øde forstæder! Sergej Lebedev, der er uddannet geolog, bogstavelig talt sanser sig tilbage og graver sig ned i en knugende fortids stemninger og aflæser historiens spor i nutidens landskaber med deres vidnesbyrd om tvangen, mismodet, overvågningerne og mistilliden:

»Overalt var der bomme, advarsler, skilte med »indkørsel forbudt«, vagtbure hvor vagterne fodrede de herreløse hunde der strejfede omkring og kastede sig gøende mod bilen….  Bilen susede afsted, igen dukkede der plankeværker op, projektører, værkstedshaller, skorstene, røg, damp og lys – og igen et øde hul. Mennesket beskyttede sig selv, isolerede sig, det var ikke herre over dette land, og vagternes bure var de arkitektoniske arvtagere til lejrenes tårne; landet var her ramt af udslæt, vagtsomhedens udslæt, og alt det her – plankeværkerne, pigtråden, bommene – var som et langt, uendeligt råb »stop eller jeg skyder!«.«

»Ved glemslens rand er et stykke formidabelt sprog- og stemningskunst, og forfatteren, der med sin insisteren på at fastholde erindringen om de sovjetiske arbejdslejre træder i karakter som en moderne arvtager efter nobelprismodtageren Aleksandr Solsjenitsyn, fralokker de trøstesløse landskaber og miljøer en paradoksal og helt særegen grå skønhed:

»Min barndoms grå brød, de firkantede brød på brødudsalgets hylder som man stod i kø efter en time før de åbnede, og køen var mørkere end tusmørket; kvinder i grå tørklæder, mænd i grå frakker, grå ansigter der ikke var udsovet, og byvinterens grå saltede sne; jeg forstod nu hvor dette brød kom fra når det ankom i biler der i høj grad lignede fangetransporternes biler…«

På siderne i Sergej Lebedevs roman »Ved glemslens rand« forvandles en helt nutidig russisk depression til en nærmest magisk læseoplevelse.

Ved glemslens rand

Forfatter: Sergej Lebedev. Oversætter: Lotte Jansen. Sider: 320. Pris: 300 kr. Forlag: Forlaget Palomar.