Sara Stridsberg gør det umulige muligt i uafrystelig roman

Stridsberg giver i sin roman »Kærlighedens Antarktisk« stemme til en af de uendeligt mange myrdede kvinder, der som navnløse, sekundære rekvisitter fylder op i de fleste krimier

Sara Stridsberg giver stemme til de navnløse ofre, der optræder i mange krimier og får lagt nødvendige nuancer og kontraster ind i den del af billedet, der i populærkunst ofte gør kvinder til skabeloner og umælende ofre. Irmelie Krekin

»Der bliver aldrig et helt billede af verden,« skriver Sara Stridsberg et sted i sin foruroligende »Kærlighedens Antarktis«, og det ved vi jo godt, at der ikke gør, for ingen ser alt, og alle har deres egne synsvinkler og særheder. Men det er lige før, at denne Stridsbergs fjerde roman på dansk gør det umulige og rammer verdensaltet ind - døden og livet, letheden og lidelsen, hadet og kærligheden, himmelhvælvet, stjernestøvet og muldjorden. Overskud og undergang.

»Kærlighedens Antarktisk« er med andre ord en i alle henseender mesterlig roman. Den er voldsom, fordi den er intenst poetisk, men også fordi den er vild og voldelig. Litterært og indholdsmæssigt adskiller den sig fra det meste andet og er samtidig så genkendelig, at den kryber ind i hver eneste nervecelle, i glemte erindringer og samtlige sanser og lægger nye lag på ens syn på… ja, verden, så billedet bliver lidt større, lidt mere helt eller i al fald mindre entydigt.