Sara Blædel skuffer: Det, der begyndte som en handlingsmættet dødsmesse og burlesk road-roman, ender med at falde tungt til jorden

Sidste bind i Sara Blædels trilogi om bedemandens datter er langtrukken og klichétung.

Blædel
Første bind i Sara Blædels trilogi om bedemandens datter var det bedste, krimiforfatteren har skrevet. Siden er det bare gået ned ad bakke. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP

Sara Blædel tog tilløb til en modig litterær svævetur med lanceringen af trilogien om bedemandens datter for nogle år siden, men landede desværre på rumpen der, hvor hun startede.

Og der er ingen gode gange tre, når det gælder »Den tredje søster«, sidste bind i serien om den hårdt prøvede Ilka Nichols Jensen, opkaldt efter en racehest af sin spilleglade far og arving til en konkurstruet amerikansk begravelsesforretning langt uden for lands lov og ret.

Det markante startskud på noget, der i første bind kunne ligne en blanding af underspillet udviklingsroman, burlesk road-roman og handlingsmættet dødsmesse med stedvise kafkaske eller stephenkingske undertoner, mistede allerede spændstighed i andet bind og falder altså tungt til jorden i dette sidste bind.

»Man kunne have håbet, at Blædel havde turdet lette fra banaliteternes krimilitterære overdrev og søgt landingstilladelse på en mere frodig og måske farlig grund.«


Det skyldes ikke kun et klichéfyldt sprog og en flad krimiintrige. Det bunder også i, at mange af de spændende tematikker, som lignede små lokkende fiskesnører i første bind, enten har haft madding uden nogen dybere mening på krogen eller slet og ret ikke har været andet end en luftspejling i en vandskorpe.

Blædels hidtil bedste

At første bog i serien var bedre end noget andet, Blædel har skrevet, skyldes, dels at sproget var strammere, dels at det så ud, som om hun på let sofistikeret vis inddrog psykologiske og barokke konflikter, der gav historien en vis dybde. Som forlaget skriver, handler serien om længslen efter en familie, og det lignede desuden, at det var en historie om en eksistentiel søgen efter sig selv.

Det var det så ikke. Trilogien om bedemandens datter er til gengæld en lettilgængelig og noget langtrukken krimi, der kort fortalt handler om, at Ilka rejser til USA, da hendes far dør. Her arver hun hans gældsplagede bedemandsforretning og en masse problemer med både lokale kriminelle og farens amerikanske familie, og så tænker hun lidt, men ikke overvældende meget over sig selv og sin egen situation.

Det kommer der diverse spændingsscener ud af, uden at nogen af dem er voldsomt nervepirrende. Desværre bidrager de heller ikke til en dybere forståelse af, hvem Ilka egentlig er, hvorfor hun er, som hun er, hvorfor faren dengang og senere handlede, som han gjorde, og hvad meningen egentlig er med det hele.

I stedet for at samle de tråde, der lægges ud i etteren, tilføjes nye vinkler og konflikter undervejs, så det meste i tredje bind kommer til at handle om ofrene for en religiøs sekt. Hvor kom det lige fra, kunne man spørge, for på trods af at det er et interessant tema, kommer det lidt umotiveret ind fra højre og forstyrrer det, som kunne have været trilogiens psykologiske råstof.

En af de ansatte i bedemandsforretningen, Søster, viser sig således at have en dramatisk fortid og et hidtil skjult, men meget handlekraftigt temperament, og selv om det er lidt uklart, er det vist på grund af hendes problemer, at mange af de andre er opstået. Ikke alt er, som man troede, fint nok, men som læser bliver man endnu mere overrasket over plottets drejning end hovedpersonen selv, dog af helt andre årsager.

Man kunne have håbet, at Blædel havde turdet lette fra banaliteternes krimilitterære overdrev og søgt landingstilladelse på en mere frodig og måske farlig grund. Hun kredsede modigt over det i »Bedemandens datter«, men valgte at skynde sig tilbage til det flade, faste og sprogligt, plotmæssigt og psykologisk ufrugtbare land.

Den tredje søster

Forfatter: Sara Blædel. Sider: 316. Pris: 300 kr. Forlag: People’s Press.