Salman Rushdies nye roman er ikke en symfoni, men kattejammerrock på opioider

Boganmeldelse: Rushdies seneste, Don Quixote-inspirerede projekt, »Quichotte«, er sympatisk. Men det bliver simpelthen bare for meget af det gode …

Efter endt læsning af »Quichotte« sidder man forpustet, forvirret og forundret tilbage. Fold sammen
Læs mere
Foto: HERBERT NEUBAUER

Efter endt læsning af Salman Rushdies seneste roman, »Quichotte«, sidder man forpustet, forvirret og forundret tilbage. For hvad var det, der skete? Støj og larm og den ene kanin efter den anden trukket op af en hat. Han, der har givet os mesterværker som »Midnatsbørn« (1981) og »De sataniske vers« (1988), har her ikke skrevet en symfoni, men kattejammerrock.

Postmodernisten Rushdie er især inspireret af Cervantes’ metaroman fra 1605-15 om den idealistiske, romanelskende Don Quixote, som med sin jordbundne væbner, Sancho Panza, drager ud i verden for at nå den skønne Dulcinea. I »Quichotte« møder vi fætrene Smile, Ismail og R.K., indere indvandret til USA. Ismail er i dag en sølle tv-junkie, men var tidligere en verdensmand, der havde »flakket rundt på en mere uskyldig måde end i sin senere stilling som handelsrejsende. Han havde udforsket verden, udelukkende for at se, hvad der var at se, fra Kap Horn og Ildlandet, hvor jorden endte, og alle farver blev suget ud af verden, og ting og mennesker kun eksisterede i sort-hvid, til Irans østlige ødemarker (…)«

Marie Louise Wedel Bruun

»Den sande tragedie er, når denne verdens bogholdere formår at obstruere kreative menneskers flyvehøjde og gøre dem bange for at skabe. I stedet får vi en overdosis opioider serveret med et smil. «


I dag er den høje, tynde Ismail sunket til at sælge afhængighedsskabende opioider for sin lavstammede, runde fætter R.K., der er blevet rig af den skruppelløse medicinalindustri. Se dem for dig: Don Quixote og Sancho Panza, ikke sandt? Ja og nej. For Ismail bliver fyret, kalder sig Quichotte og drager afsted på en rensende færd for at blive værdig til sin udkårne, Salma R. Hun er en indiskfødt tredjegenerations Bollywoodstjerne, nu medicinafhængig tv-stjerne på Oprah-niveau i New York.

Foto: Gyldendal.

Først får Quichotte dog projiceret en teenagesøn frem: Sancho. Sancho er reelt Quichotte som ung: Han ligner ham og deler hukommelse med ham, men er flabet og afvisende over for erfaringer og viden. Senere viser det sig, at det netop er ungdommens mod og evne til at tage ved lære af de digitale medier og ikke bare blive underholdt af dem, der skal gøre Amerika stort igen. Til gengæld kan de unge lære af de ældre om mennesker. For Salma R. har både intellektuel styrke og kan sætte dagsordenen, men er åben om sine svagheder, mens den unge Sancho drages af ren skønhed.

Quicotte er Quichotte. Suk

Alle karaktererne spejler tydeligvis fortælleren, lad os kalde ham Salman Rushdie, som tilmed deler fødselsdag med Quichotte. Og således er dette jo sådan set en fin historie om at se sig selv i øjnene og elske sig selv i alle sine versioner: den unge, vilde Sancho, den omflakkende sælger Ismail, den ældre idealist Quichotte og den ambitiøse, men ak så menneskelige Salma(n) R. Men … læg dertil et støjinferno af kommentarer om USA med politik, stater, hudfarve, opioider, tv-shows, sport, Elon Musk, våben etc., etc. (romanen er fra 2019, ellers havde covid-19 været med). Samt ikke mindst en historie i historien, som egentlig er en ramme, om en indiskfødt forfatter, der har et forlist forhold til sin søster og søn. Der er ham, der skriver om Quichottes roadtrip, og han er selvfølgelig også Quichotte. Suk.

Rushdies projekt er ellers sympatisk. Han vil tegne et billede af USA med social uro og mangel på moral. Skrive om en forfatters lod med fiktionen som »stof«. Parafrasere over stor litteratur som »Don Quixote« og »Pinocchio«. Og vise, at alle bærer masker, men at man med ærlighed og mod kommer længst. Det bliver simpelthen bare for meget af det gode … Rushdie antyder det selv: Efter at have åbnet magiske verdener på uskyldig og nysgerrig vis er han som forfatter blevet en handelsrejsende i opioider: dræbende virkelighedsflugt.

Forandringen indtrådte efter fatwaen, der blev udstedt i 1989 efter »De sataniske vers« og blandt andet betød, at Salman Rushdie resten af livet må leve på hemmelig adresse. I »Quichotte« kaldes det for »Den Indre Hændelse«, der knækkede Ismail Smile og gjorde, at han mistede »al drivkraft og nysgerrighed«. Han er blevet som den hjemløse, omflakkende Satan i »De sataniske vers«, og i »Quichotte« refereres til bogens indledende flystyrt med de to engle som »akut flyskræk«: »siden havde han ikke været i tvivl om, at af alle forestillinger og usandheder, som denne verdens bogholdere prøvede at trække ned over hovedet på uskyldige kvinder og mænd som ham, var flyrejser så absolut den tåbeligste. (…) Han ville ikke dø ved at dratte fra himmelen ned i vandet (hans drøm) eller ned på jorden (endnu værre).«

Den sande tragedie er, når denne verdens bogholdere formår at obstruere kreative menneskers flyvehøjde og gøre dem bange for at skabe. I stedet får vi en overdosis opioider serveret med et smil. Genlæs en roman fra Rushdies bagkatalog og kryds så fingre for, at han slukker for tv og internet og bruger sin pen og sin viden på andet og mere end støjplagede samtidskommentarer som denne.

Quichotte
Forfatter:
Salman Rushdie. Oversætter: Nete Harsberg. Sider: 476. Pris: 299,95 kroner. Forlag: Gyldendal.