Det er sandelig lang tid siden, Anders Fogh var formand for Venstre, hvor der var lavt til loftet og kort til døren.
Jan E. Jørgensens nye bog »En ægte liberal« er den foreløbige kulmination på den konflikt, der hersker i Venstre mellem hvad Jan E. selv identificerer som de liberale, pragmatikerne og de nationalkonservative. Det har ellers ikke været hverdagskost i Venstre, at fløjene i partiet på den måde bliver udstillet. Men »En ægte liberal« er først og fremmest et indlæg i den fløjkamp, hvor Jørgensen tilsyneladende repræsenterer det yderste af den liberale fløj.
Det er bestemt prisværdigt, at han lægger kortene på bordet, og det er som udgangspunkt værd at udgive en bog om fløjkrigen, når der nu er én, som er villig til at stille op.
Det er desværre en overfladisk bog. Forlaget har fået overtalt Bent Winther (der derfor nominelt står som forfatter) til at stille kritiske og uddybende spørgsmål, og den metode fungerer ikke rigtig. Det bliver til 21 ikke videre sammenhængende kapitler, hvor Jan E. bliver spurgt ind til alverdens politiske emner. Lidt om ytringsfrihed, lidt om København, lidt om sygehuse, feminisme, arbejdsmarked, retspolitik og meget mere. Han har hæderligt gennemtænkte pointer til det meste, men rigtig interessant eller dybdegående bliver det aldrig.
En del kapitler handler på den ene eller den anden måde om udlændingespørgsmålet, og det er selvfølgelig først og fremmest dér, Jan E. Jørgensen har markeret sig i offentligheden. Desværre bliver vi ikke synderligt meget klogere på hans holdninger. I hvert fald fremtræder han mange steder såre pragmatisk og egentlig ikke særligt liberal. Eksempelvis definerer han Danmark som historie, værdier og fællesskab, er positiv over for assimilation og betoner kærligheden og loyaliteten til fædrelandet. Den slags ville have placeret ham langt ude på Venstres højrefløj for 10 år siden.
Populistisk stråmandskritik
Omvendt har han mange aggressive udfald mod nationalkonservative, populister, dem der dæmoniserer og så videre. Men når han skal være konkret, er det Cheanne Nielsen (hende med »de sviner, de stjæler, de dræber«) eller folk, der har skrevet noget vulgært på facebook, han er ude efter. En temmelig populistisk stråmandskritik, må man nok sige.
Populismen og det letbenede går også igen, når han plat erklærer, at X Factor har gjort mere for integrationen end alle integrationsministre til sammen. Eller at vi kan løse problemerne med integrationen, hvis vi fordomsfrit sætter os ned og diskuterer dem.
»Det bliver til 21 ikke videre sammenhængende kapitler, hvor Jan E. bliver spurgt ind til alverdens politiske emner... rigtig interessant eller dybdegående bliver det aldrig.«
Det er også slående, at på trods af Jan E. Jørgensens erklærede tilslutning til den liberale fløj, er han egentlig ikke særligt liberal. Faktisk er det efter endt læsning slet ikke mit indtryk, at han er mere liberal end så mange andre i folketingsgruppen, der ligesom ham har fået deres ideologiske opdragelse i 80erne og 90erne.
Han har mere lidt mere mod og mandshjerte til at sige fra over for den konservative drejning, som Venstre og det mest af Folketinget har taget, og som grundlæggende strider imod hans ideologiske børnelærdom. De andre tier stille af karrieremæssige årsager, men fordi han ikke er levebrødspolitiker og i øvrigt er en københavnsk outsider i et udpræget provinsparti, tør han stå ved den skepsis, som de fleste af hans gruppefæller deler.
Men nogen ideolog er han ikke. Og når han en sjælden gang udtaler noget ideologisk, er det erklæringer såsom at »liberalismen har altid været en positivistisk ideologi« (dobbeltvrøvl, fordi liberalismens udgangspunkt var frygten for en grum naturtilstand, og positivisme er i øvrigt er en erkendelsesteori).
De mest interessante kapitler er klart dem, der handler om Jan E. Jørgensens eget liv. Han ligner måske en frederiksbergadvokat opvokset med en sølvske i munden, men han er søn af en enlig ufaglært mor, der har opdraget ham med en stærk arbejdsmoral, hvilket han selv peger på som vejen frem for overførselsmodtagere. Lige så relevante er oplevelserne af at være københavner i et bondeparti og den gradvist ændrede opfattelse af Venstre i offentligheden op gennem 80erne og 90erne. Her er noget interessant stof til en rigtig biografi, men i »En ægte liberal« kradser vi kun i overfladen.
I indledningen bliver vi lovet en overflyvning af de liberale holdepunkter i et aktuelt og historisk perspektiv, men det udebliver desværre. I stedet får vi alene Jan E. Jørgensens holdninger til dit og dat med centrumvenstreagtige modspørgsmål. Aktualitetsvinklen er også ufattelig tynd og sammenlignet med andre biograferede politikere har Jan E. Jørgensen kun haft beskeden indflydelse, hvorfor de dramatiske højdepunkter mest er noget med debatter, han har haft på facebook og TV.
En ægte liberal – venstremanden, der ikke vil tie stille
Forfatter: Bent Winther. Sider: 311. Pris: 250 kr. Forlag: Momenta
