Roman angriber dansk teaterliv

Astrid Saalbachs "Klapperslangen« rummer stof til heftige diskussioner i teaterkredse.

Klapperslangen. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Romanforfatteren Astrid Saalbach møder dramatikeren af samme navn, og nøgleromanen »Klapperslangen« opstår med hug og drøje udfald mod den danske og svenske teaterverden.

Romanens hovedspor er skildringen af en dramatiker, der pludselig og i hvert tilfælde til sin egen overraskelse er kommet i konflikt med et teatermiljø, hvor indspistheden hersker, og hvor det forventes, at en forfatter uden protester retter ind efter det smags- og holdningskompas, der styrer repertoireplanerne.

Kunstnerisk føjelighed er nærmest en forudsætning for at nå ud på de danske scener, og politisk korrekthed er åbenbart kravet til et teaterstykke i Sverige. Ikke mindst fremstillingen af kvinder og bøsser er en ømfindtlig sag på den anden side af sundet.

Kritikken er barsk, og en række teaterfolk, for eksempel Folketeatrets direktør, Kasper Wilton, og Det Kgl. Teaters skuespilchef, Emmet Feigenberg, optræder under let gennemskuelige navne. Om kritikken hele vejen igennem holder og er retfærdig, er måske svært at vurdere for den udenforstående læser, men afmagten og indignationen, som spejles i bogen, er i hvert tilfælde overbevisende, og en vis selvironi er et forsonende element.

Romanens dramatiker, der såmænd hedder Astrid Saalbach, befinder sig i en krisesituation, hvor hendes stykke »Frisørerne« ser ud til ikke at blive opført, hendes honorar udebliver og svarene på alle hendes henvendelser til teaterledere, dramaturger og agenter bare lader vente på sig.

Fra det minutiøst skildrede konfliktforløb med de mange – måske også for mange – juridiske detaljer krydsklipper forfatteren med korte intervaller til en flyrejse til Californien og et ophold på et kunstnerrefugium med en stifter, hvis datter har begået selvmord, og med både bjergløver og klapperslanger i omegnen. Symbolsk betydning i romanen får billedet af en klapperslange, der er trampet ihjel af en hest, og de mareridt, hvor Saalbach identificerer sig med klapperslangen.

Helt vellykket er romanen ikke. Det kniber simpelthen med den organiske sammenhæng mellem de forskellige lag og spor i bogen, og en række anslag bliver aldrig mere end anslag.

Men en stribe hurtigt og præcist tegnede enkeltepisoder og lettere humoristiske og satiriske personportrætter fungerer med scenisk præcision og træfsikkerhed, og stærkt står skildringerne af den psykiske nedbrydningsproces og kunstneriske identitetskrise, som romanens dramatiker gennemløber: »Ingenting havde jeg fået skrevet i dag, kun slettet.

Efter fire timer ved skrivebordet havde jeg mindre, end da jeg begyndte; dagen før var ligesådan; hvis det blev ved på den måde, ville stykket snart være helt væk. Hvad skulle jeg gøre? Hvad skulle jeg stille op med den tvivl, der havde sneget sig ind, som jeg ikke havde haft før? Som virkede ødelæggende.«

»Klapperslangen« rummer med garanti stof til heftige diskussioner i teaterkredse, mens den som roman først og fremmest fængsler i kraft af sit kunstnerportræt og det dilemma, der fremlægges. I hvor høj grad hænger den skabende kunstners identitet sammen med muligheden for at producere? Og hvor langt skal en kunstner gå for at tilpasse sig markedsmekanismerne og tidens herskende holdninger? De spørgsmål er nok en nøgleroman værd.

Titel: Klapperslangen Forfatter: Astrid Saalbach Sider: 192 Pris: 180 kr. Forlag: Gyldendal