Tak for kampen, Ritt - ✮✮✮✮✮✮

Af Anne Sophia Hermansen, kultur- og debatredaktør

Man fødes ikke som kvinde, man bliver det«, skrev Simone de Beauvoir engang, og de ord ekkoer gennem Ritt Bjerregaards erindringer.

Selv blev hun heller ikke født som Ritt, men blev Ritt Bjerregaard, en af dansk politiks mest markante og indflydelsesrige skikkelser.

I 1971 blev hun valgt ind i Folketinget, og »Valgt« dækker perioden fra 1970erne til begyndelsen af 90erne og afsluttes lige før kongemordet på Svend Auken på kongressen i 1992.

Hvor første bind af hendes erindringer kredsede om hendes opvækst og de værdier og erfaringer, hun er rundet af, da leverer »Valgt« et indblik i datidens politiske dagsordner og magtkampe og ikke mindst de vilkår, der mødte hende som kvindelig politiker.

Få har som Ritt måttet udholde den misogyne stank af cigarer, og få har så vedholdende insisteret på at skrive kvinderne ind i den politiske danmarkshistorie.

Det er vanskeligt ikke at blive imponeret over den bedrift, og selv om onde tunger sikkert vil hævde, at hun skriver mere om sig selv end Bill Clinton, der trods alt har været præsident for verdens mægtigste nation, er der ikke en side for meget i hendes erindringsbøger.

Og hvorfor også sætte sit lys under en skæppe, når der ikke er plads? Der er kun een Ritt, og er man kvinde og ønsker at gøre politisk karriere eller blande sig i den offentlige debat, så er hendes erindringer pensum.

For ingen kan som Ritt demonstrere, hvordan man overlever karaktermord og bitre fejder, forbliver på sagen og ikke lader sig intimidere, men holder fast i sig selv og ikke overlader det til åndelige eller politiske pygmæer at definere en.

Formlen synes at være at have baglandet i orden, dvs. at have en nærværende far og et vellykket ægteskab. Ikke at søge de andres anerkendelse, men at navigere efter en grundlæggende indignation - Ritt var ikke i politik for at gøre karriere; hun var der, fordi det var hendes kald at forbedre livsvilkårene for samfundets svageste.

Det illustrerer hun ved at gennemgå sager fra tiden som uddannelsesminister, socialminister, formand og næstformand for Den Socialdemokratiske Folketingsgruppe.

Men hun viser det også ved fortsat engagement. Selv om hun i dag er gået på pension, har hun ikke pensioneret sin indignation, og hendes erindringer er opdateret med refleksioner over aktiv dødshjælp, mandebarsel og vores krigsindsats, ligesom hun efterlyser nytænkning af velfærdssamfundet og socialdemokratisk idéudvikling.

Stærkt er kapitlet om Hotel Ritz, hvor hun får udpeget og navngivet den embedsmand, som stod fadder til personsagen, og kapitlet om veninden og politikeren Inge Fischer Møllers selvmord. Sidstnævnte kastede sig ud fra Hotel Det Hvide Hus i Ålborg efter at være blevet mobbet ud af en mandsdomineret ledelse, der ikke anerkendte kvinder som ligeværdige i partitoppen.

»Hvis jeg var mere melodramatisk indstillet, ville jeg mene, at de dræbte hende,« skriver hun. En barsk dom over en tragisk oplevelse, der givetvis også har været med til at gøre Ritt til Ritt Bjerregaard og til en politiker, man ikke skulle få ned med nakken.

Og det var der heller ingen, der kunne. Det kan måske kun kræften, som hun løbende beskriver i kapitler, der bryder den ellers stringente kronologi med detaljerede beretninger fra udvalgte rejser, møder og sager.

End ikke personsagerne eller folkedomstolen har kunnet få dansk politisk grande dame til at vakle; faktisk overvandt hun igen og igen den moralske forargelse, der fulgte i kølvandet på sagerne om Hotel Ritz og herskabslejligheden på Vesterbro.

Som hun afslutningsvis noterer: »Det muntrede mig op, at jeg anden juledag i pressen blev kåret til den næstmest populære politiker. Udenrigsminister Uffe Ellemann kom på førstepladsen. Jeg på andenpladsen. Dronning Margrethe på tredjepladsen.« Af og til kan folkedomstolen være en karrieremaskine - hvis altså man har formatet.

Ritt Bjerregaards foreløbig to erindringsbøger sammenvæver kvindehistorie, politisk historie, velfærdshistorie og danmarkshistorie, og der er lagt op til et tredje erindringsbind om magtkampene i 1990erne mellem »De Fantastiske Fire«, hendes tid som EU-kommissær og senere overborgmester i København.

Lad os håbe, at hun kan finde kræfterne og tiden til at skrive det. Ritt Bjerregaard lægger ikke skjul på at være mærket af kræft, og i sit takkeordet til manden Søren Mørch skriver hun: »Vi ved, at vi lever på lånt tid«.

Nok blev Ritt Bjerregaard ikke landets første kvindelige statsminister, men det har i høj grad været hende, der banede vejen for kvinder i politik. Fordi hun var tougher than the rest, som hendes idol Bruce Springsteen synger.

For det fortjener hun en stor tak, og hendes erindringer er ikke kun et hovedværk i dansk erindringslitteratur, men også et værdigt eftermæle for et usædvanligt menneske.
Tak for kampen, Ritt.

 

Politisk nyttig idiot - ✮✮✮

Af Bent Blüdnikow, historiker

Ritt Bjerregaards velskrevne erindringer har fået titlen »Valgt«. Erindringsbogen er en fortælling om hendes mange politiske kampe i 1970erne og 80erne, der førte til både sejre og nederlag, og ender, lige før Svend Auken blev væltet som Socialdemokratiets formand i begyndelsen af 1990erne.

Ritts beretning giver god plads til aktiviteterne i kaffeklubben, hvor hun sammen med andre unge, fremadstormende socialdemokrater udgjorde en ny venstrefløj.

Men erindringerne er meget andet end en beretning om møder i kaffeklubben og politiske opgør, for Ritt har suppleret med kapitler om sin nuværende kræftsygdom og med refleksioner over fortiden, der giver bogen dybde.

Hun giver ikke meget for nutidens politik og Socialdemokratiets tilstand, og hun skriver, at ideudvikling helt er forsvundet fra partiet, og at ideologien ikke er til at få øje på. Så fik den nuværende partiledelse den at tygge på.

Det kvindepolitiske tema spiller en afgørende rolle i bogen. Hun ser sig selv og en række andre yngre kvinder i partiet som Helle Degn og Inge Fischer Møller som pionerkvinder, der kæmpede hårdt for at opnå magtpositioner.

Den ældre og mere højreorienterede del af Socialdemokratiet var ikke meget for at vige pladsen for de unge, venstreorienterede kvinder. Generelt fungerer beskrivelsen af disse forhold overbevisende, og Ritts refleksioner over det kvindepolitiske tema er tankevækkende, selv om der er en tendens til at vælge offerrollen.

Selvfølgelig synes Ritt at mene, at disse unge mænd og kvinder havde en ret til at skubbe de ældre mænd væk. Ritt og vennerne repræsenterede jo en ny tid, og hun lægger ikke skjul på, at de var venstreorienterede.

Læsere, der kender historien, vil vide, at opgøret gik dybt og var smertefuldt. Flere gamle partisoldater – som f.eks. Robert Pedersen – havde været frihedskæmpere og var efter krigen antikommunister. Det smertede dem at se en ung generation, der tilsyneladende ikke havde forstået meget af de totalitære bevægelsers hærgen, og Ritt gjorde ondt værre ved at være nedladende og blandt andet kalde Robert Pedersen og hans NATO-venlige venner for »kustoder.«

Man får vished for, at »kustodernes« frygt var berettiget, når man læser Ritts kapitel om den sikkerhedspolitiske situation og den såkaldte fodnotepolitik i 1980erne, der tvang den borgerlige regering i defensiven.

For i det store og hele slugte partiets venstrefløj Sovjetunionens og fredsbevægelsernes version af opgøret under den kolde krig.

Ritt gik sammen med partiets udenrigspolitiske meningsdannere som journalisten Lasse Budtz og Svend Auken ind for en atomvåbenfri zone i Norden, som var et Sovjetisk ønske, og hun beskriver, hvordan hun aktivt gik ind i arbejdet for fredsbevægelserne.

I hendes version oprustede præsident Ronald Reagan og gjorde den kolde krig varmere, mens Sovjetunionens Mikhail Gorbatjov var fredens mand.

Der er ikke noget i bogen, der tyder på, at Ritt har nuanceret sine holdninger siden 1970erne og 80erne, selvom historikerne ikke længere køber denne sovjetvenlige udlægning. Og så fortæller Ritt ikke hele sandheden.

Hun undlader at berette, hvordan hendes politik bragte Danmark i vanskeligheder i NATO - dog nævner hun, at den amerikanske ambassadør skældte Svend Auken ud. Og hun glemmer at fortælle, at hendes virksomhed omfattede aggressive udfald mod, hvad hun kaldte »NATO-generalernes ødelæggelsesstrategier.«

Ifølge et PET-notat fra 1986 var KGB begejstret for den politik, som partiets venstrefløj stod for. Hvor Ritt reflekterer over kvindesagen, er det småt med erkendelser om, hvad hun var med til under den kolde krig – og dog var disse sikkerhedspolitisk ekstreme holdninger af afgørende betydning og udsatte Danmark for fare.

Lige så svage er refleksionerne over indvandringen og tidens udfordringer med terror. Ja, faktisk er det temmelig chokerende, hvad hun skriver.

I sin omtale af centrum-demokraten Erhard Jakobsen og hans kamp mod venstreorienteret indoktrinering sammenligner hun angrebet på de venstreorienterede dengang med kritikken af »de fremmede« i dag og drager yderligere den sammenligning, at det ligner forfølgelsen af jøderne tidligere – altså i nazitiden.

Og hun drager konklusionen: »Med Erhard Jakobsens Aktive Lyttere og Seere kunne der hele tiden gives eksempler, som så blev hevet ud af en sammenhæng og blæst op. Senere blev det burkaer, tørklæder og frikadeller, forfølgelse af jøder på Nørrebro med meget mere.«

På den måde formindsker hun ganske de alvorlige trusler mod jøder og problemerne med integration, og hun nævner ikke, at der blev begået terror i København, og at radikale muslimer udgør en trussel.

Den ahistoriske tilgang til sikkerhedspolitik i 1970erne og 1980erne og de nuværende trusler svækker i høj grad hendes erindringer.

Forfatter: Ritt Bjerregaard:
Titel: Valgt. Erindringer II.
Sider: 558
Pris: 300 kr.
Forlag: Politikens Forlag.