Ren trivi-litteratur fra Hanne-Vibeke Holst

Hanne-Vibeke Holsts »Undskyldningen« skal nok blive en fin TV-serie. Men stor litteratur er den saftsusemig ikke.

Undskyldningen Fold sammen
Læs mere

»Et nybrud«.

Sådan har Hanne-Vibeke Holst sagt om »Undskyldningen«, der da også bryder nyt land i hendes forfatterskab. Her har de politiske og kønspolitiske magtspil - som stod klart frem i kassesucceser som »Kronprinsessen« og »Dronningeofret« - nemlig veget pladsen til fordel for mere eksistentielle tematikker. Om hvad det vil sige at være menneske, om hvad familien er, og om hvor meget løgnen egentlig fylder i vore liv.

Stærke, almengyldige sager, som Hanne-Vibeke Holst søger at forløse i slægtsromanens form, og hun åbner »Undskyldningen« i april 1940, hvor tyske fly tordner ind over Vendsyssel, hvor Thorvald og hans familie bor. Han er en stærk, idealistisk præst med en stærk seksualdrift, og da han må gå under jorden, får han i al hemmelighed et barn med en anden kvinde. Mens konen, den døve datter og de to drengetvillinger venter hjemme på præstegården.

Ingen Thomas Mann

Selv om »Undskyldningen« begynder med begyndelsen, så skrider den ikke kronologisk frem. Hanne-Vibeke Holst krydsklipper dynamisk mellem tider og livsfaser og benytter en kasse med breve, hvis indhold læseren ikke kender, som dramatisk motor.

Kassen ender hos Helena, Thorvalds barnebarn, der gør karriere som operachef på Berliner Oper. Hun har vundet en demokratipris for opførelsen af en kontroversiel opera, men ender med en kniv for struben i sit kontor - og med et presserende ønske om at få talt ud med sin datter, inden det er for sent.

Hanne-Vibeke Holst sparer i det hele taget ikke på noget i jagten på det store eksistentielle drama og sætter raskt uægte børn, tvillinger, død og tilfældige møder i spil. Hvilket jo altsammen kunne føre til en slægtsroman a la Thomas Manns »Buddenbrooks«, som en af karaktererne læser. Og »Undskyldningen« ligner da også stor litteratur, men er det bare ikke. Hverken på det sproglige eller fortælle­mæssige plan. Sætningerne er således uden farve og dybde, og vel er de fulde af registreringer om karakterernes gøren og laden, men blottet for sensibilitet og schwung, og ord som »implicit«, »interpretation« og »modus« får uforståeligt nok lov at skramle rundt i afsnittene.

Ufrivilligt komisk

Sproget er også underligt demonstrativt i sin måde at vise, hvor meget research der ligger bag. Når en bog af Albert Camus dukker op, en kjole fra Crome & Goldschmidt eller et afsnit om Hvidstengruppen, så gør det sjældent noget for historien, der heller ikke ligefrem er nogen levende, organisk størrelse. Den fremstår mere som en mekanisk sammenstilling af hændelser, som bygger op til en dramatisk finale, der slet ikke er stærk nok til at forsvare de mange sider, som går forud. Hvad der præcis sker mod slutningen, skal selvfølgelig ikke røbes her, men det er trivi-litteratur for fuld udblæsning.

Der er dog ingen tvivl om, at »Undskyldningen« kan blive en fin TV-serie, hvis der skrues på slutningen, og skuespillerne evner at puste liv og glød ind i Thorvald, Helena og alle de andre.

Et nybrud? Ja, for Hanne-Vibeke Holst. Men sandelig ikke for skønlitteraturen.