Nyfortolkning af »Symposion« skæmmes af vrøvl og inkompetence

Boganmeldelse: »Symposion, kærligheden taler« er et sympatisk og appetitligt forsøg på at aktualisere Platons mest læste værk. Men flere steder virker det akademisk og komisk vrøvlende.

»Symposion, kærligheden taler« er en form for nyfortolkning af Platons måske mest læste og afholdte værk, »Symposion« fra ca. 385-370 f.v.t. Fold sammen
Læs mere

Det er et sympatisk og inciterende lille projekt, der præsenteres med udgivelsen »Symposion, kærligheden taler«. Værket er en form for nyfortolkning af Platons måske mest læste og afholdte værk, »Symposion« fra ca. 385-370 f.v.t., i hvilket en gruppe fremtrædende mænd fra det athenske samfund, heriblandt Platons elskede læremester og delvist fiktive konstruktion Sokrates, under en festbanket konkurrerer om, hvem der kan give den bedste tale om Eros, kærlighedens gud.

I denne udgave fra forlaget Kronstork har den endog meget ivrige og passionerede idémager og redaktør Jon Auring Grimm fået en række markante danske forfattere til hver især at genfortolke en tildelt tale fra den oprindelige filosofiske tekst. Sammenstillingen ser indbydende, både legefuld og seriøs ud: Jokum Rohde/Phaidros; Kristina Stoltz/Pausanias; Ursula Andkjær Olsen/Eryximachos; Madame Nielsen/Aristophanes; Morten Søndergaard og Bisse/Agathon; Suzanne Brøgger/Sokrates; Peter Laugesen/Alkibiades.

»Tro ikke, at du ved, hvem du er / Det får du først at vide / I det øjes blik / Du elsker«


Bidragene rammesættes energisk af Auring Grimm, først med en introduktion til Platons værk og til ideen bag genfortolkningen og til slut med et essay om eros, som ambitiøst forsøges placeret mellem akademisk skrift, filosofisk tænkning og poesi.

Desværre er værket ikke sammenhængende. Bidragene er gennemgående gode, og især Ursula Andkjær Olsens grovlyriske kosmiske perversiteter, Morten Søndergårds tænksomme olivenlundsdialog og Madame Nielsens komiske og kritiske tale står frem som decideret læsværdige og stimulerende. I sidstnævnte diskvalificeres den identitetspolitiske insisteren på individets ret til at definere sin identitet såvel som samtidens skabagtige besættelse af subjektets selvrealisering. Talen identificerer i stedet mennesket som en åben og ubestemt mulighed, som eros kan forløse, og peger på det bestemmende og formende i det udefrakommende og i den andens blik: »Tro ikke, at du ved, hvem du er / Det får du først at vide / I det øjes blik / Du elsker«. Der er i det hele taget i talerne en klar optagethed af de politiske diskurser, der dominerer den kulturelle sfære i dag, dvs. feminisme, kønsspørgsmål og endda rodet i de nordiske litterære akademier.

Foto: Forlaget Kronstork.

Den erotiske stige

Men bidragene, der ifølge redaktøren skulle udgøre »trin på den erotiske erkendelsesstige,« er påfaldende korte og flagrer uintegrerede rundt. Den progression og sammenvævning af »syv egenrådige stemmer« i én »dirrende bevægelse«, som loves læseren, manifesterer sig ikke. Der er i det hele taget en kløft i værket mellem redaktørens entusiasme, og hvad der fornemmes som bidragsydernes relative distance til projektet. Auring Grimm fremstår forceret i sit forsøg på at tale de skønlitterære forfatteres engagement op og i sin fremstilling af dem som de digtere, der som bekendt forvistes fra Platons idealstat, og som nu tager til genmæle.

Hvad der er værre, er, at Auring Grimms egen tekst er et pinagtigt eksempel på uskarphed og begrebsforvirring forsøgt skjult som akademisk kompleksitet og højt abstraktionsniveau. Særligt afslutningsessayet er famlende, vrøvlende og ufrivilligt mørklæggende og grænser flere steder til sort snak. Undervejs defineres Eros så bredt, at begrebet snart sagt inkluderer alt og dermed så godt som tømmes for betydning. Auring Grimm har hverken fuldt styr på sine begreber, på fundamental logik eller på det danske sprog. Hans tekst vidner om en sløret og ubehjælpsom tænkning, der nok famlende nærmer sig en forståelse af det analyserede fænomen, men langtfra opnår den.

Det bliver ikke bedre af, at Auring Grimm har poetiske aspirationer. For eksempel forklares eros nærmest komisk vrøvlende og bombastisk uskønt i en slags parafrase over et Goethe-digt: »Eros er den kraft, hvormed vi rejser os over oceanets kaotiske intet mod solens magt og vælde, hvis skins flakkende dans på bølgernes top låner os stjernens skær. Vi, der søger at fiske stjerner på havets overflade, bør rette blikket op for at skue genskærets ophav. Foruden din attrå og stræben er du intet. Foruden stjernen over dig er du intet.«

Bogens koncept er således appetitligt, dens forside smuk og de fleste af teksterne læseværdige. Men bidragene virker som sidebemærkninger til redaktørens sympatisk dedikerede, men også kiksede con-amore-projekt, og hans i sammenligning meget lange, meget opstemte tekster, der er præget af en uheldig blanding af akademisk og poetisk ambition og tankemæssig inkompetence, overdøver, ja, næsten kvæler, forfatterstemmerne.

Symposion, kærligheden taler

Bidragydere: Jokum Rohde, Kristina Stoltz, Ursula Andkjær Olsen, Madame Nielsen, Morten Søndergaard, Bisse, Suzanne Brøgger og Peter Laugesen. Redigeret af: Jon Auring Grimm. Sider: 125. Pris: 149 kr. Forlag: Forlaget Kronstork