Ny J.K.Rowling-krimi: Bedre end det meste inden for genren men ikke nær så helstøbt som de foregående bøger

J.K. Rowling giver under pseudonymet Robert Galbraith på finurlig vis et inciterende og handlingsmættet portræt af britisk over- og underklasse. Det er en roman, der står på skuldrene af Agatha Christie og Wilkie Collins, og hvor de psykologiske og mellemmenneskelige forviklinger og stridigheder er nerven i spændingsplottet.

04BKUHARRYPOTTER-FILES-BRIT.jpg
J.K. Rowling giver den gas som krimiforfatter under pseudonym. Foto: AFP / Justin Tallis Fold sammen
Læs mere

Når Robert Galbraith – alias J.K. Rowling – skriver i sit efterskrift til sin fjerde roman i serien om den etbenede detektiv, Cormoran Strike, at »denne bog (har) været en af de sværeste at skrive«, så forklarer det den fornemmelse, man sidder tilbage med efter endt læsning. »Den hvide død« er for så vidt og som vanligt en sprogligt velfortalt og plotmæssigt spændende kriminalroman, den er faktisk bedre end det meste inden for genren, men den er ikke nær så helstøbt som de foregående bøger i serien, og på trods af dens 672 siders voluminøse størrelse er det som om, den mangler noget.

Udover at der tidligere har været lidt mere samfundspolitisk bid i Galbraith/Rowlings pen, så fremstår nogle af begivenhederne og forviklingerne i »Den hvide død« en smule karikerede eller ikke helt udfoldede. Samtidig drages der ind imellem (af bl.a. Strike) nogle konklusioner, som ikke umiddelbart er helt logiske men alligevel viser sig at holde vand. Den slags kan være fint nok, detektiven skal på visse punker gerne være klogere end læseren, man bør dog ved den efterfølgende forklaring kunne se logikken.

På skuldrene af Agatha Christie

Når det så er sagt, giver Galbraith/Rowling-vis på finurlig vis et inciterende og handlingsmættet portræt af britisk over- og underklasse. Det er en roman, der står på skuldrene af Agatha Christie og Wilkie Collins, og hvor de psykologiske og mellemmenneskelige forviklinger og stridigheder er nerven i spændingsplottet.

Cormoran Strike opsøges en dag af en psykotisk ung mand, der i usammenhængende sætninger fortæller, at han som barn så et mord på en lille pige. Den stærkt plagede Billy forsvinder imidlertid kort efter sporløst, og selv om der ikke er så meget at gå efter, begynder Strike at bore i sagen. Hans interesse for hvad, der eventuelt kan være sket, pirres samtidig af, at en anden sag, som han samtidig påtager sig, viser sig at have visse fælles referencer.

»Som en lille fiffig krølle indledes hvert kapitel med et citat fra Henrik Ibsens »Rosmersholm«.«


Den koleriske kulturminister Jasper Chiswell har hyret den kendte detektiv til at forhindre, at en afpresningssag mod ham får offentlighedens bevågenhed, og Strikes partner, Robin Ellacott, ansættes derfor in cognito på ministerens kontor som hans unge guddatter i praktik. Den psykisk syge Billy er imidlertid vokset op på de jorde, som Chiswell-familien har ejet i generationer, og Strike aner en sammenhæng mellem afpresningssag og mordgåde.

Samtidig skal de to detektiver hver især forholde sig til deres komplicerede kærlighedsliv og de følelser, de måske nærer for hinanden. Det er underholdende men også lige før, der går kærlighedsromance i det.

Som en lille fiffig krølle indledes hvert kapitel med et citat fra Henrik Ibsens »Rosmersholm«, og selv om meningen ind imellem er kryptisk, så antyder Galbraith/Rowling, at temaet i også »Den hvide død« er skyld, skyldbevidsthed og skyldfrihed, handler om at bryde med sin arv, er fyldt med symboler og har noget med hvide heste at gøre. Forfatteren vil tydeligvis mere end blot underholde. Om det lykkes, bør man tjekke ved selvsyn.

Den hvide død
Forfatter: Robert Galbraith. Oversætter: Agnete Dorph Stjernfelt. Sider: 672. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.