Andreas Karker er B.T.’s politiske redaktør og står for en imponerende stor del af avisens politiske dækning. Siden Nye Borgerliges stiftelse i 2015 har han skrevet jævnligt om partiet og særlig dets formand, Pernille Vermund, både hvad angår hendes politiske og private liv. Nu har han også skrevet en bog om hende, »Værdikrigeren«.
Vermunds opvækst, først på Amager og senere i Nordsjælland, som barn af SAS-ansatte forældre, forekommer lige så harmonisk som upåfaldende. De dramatiske højdepunkter består af en uopdaget hesteallergi og et skoleskift på grund af øldrikning på en lejrskoletur. Selvfølgelig kan man ikke kræve, at folk lever spændende liv med henblik på senere biografier, men fortællingen om en dansk gennemsnitsbarndom kunne have været noget komprimeret.
Alvoren meldte sig, da moderen blev diagnosticeret med Huntingtons sygdom, som Vermund havde 50 procent risiko for at arve, men dog gik fri af.
Andreas Karkers bog bygger primært på Vermunds egen fortælling om sit liv og sin politiske karriere. Enkelte i Vermunds omgangskreds, som medpartistifterne Peter Seier Christensen og Svend Pedersen, er interviewet, men i det store og hele får Vermunds egne vurderinger af sig selv og sit politiske virke lov til at stå alene.
Særligt i forhold til hendes politiske karriere hos de Konservative savner man journalistens indfletning af flere kilder, der kunne kaste et andet blik på Vermund. Eksempelvis havde det været interessant at høre barndomsveninden Sherin Khankans erindringer om tiden med den unge Vermund. Khankan er i dag Danmarks første og eneste kvindelige imam og er altså gået en noget anden vej end den nationalkonservative og islamkritiske partiformand.
I sidste ende er bogen mest af alt Pernille Vermunds fortælling om Pernille Vermund og minder langt mere om en selvbiografi end det nærgående og dybdeborende journalistiske portræt, som foromtalen stiller i udsigt.
Fortællingen om Vermund er koblet sammen af historiske nedslag, der prægede Vermund og gødede vejen for det parti, hun nu står i spidsen for. Muhammed-krisen, 11. september og flygtningekrisen flettes ind i Vermunds fortælling, og her brillerer Karker som en skarp og koncis formidler. Bogen dokumenterer også, at Vermunds islam- og indvandringskritik ikke er et opportunistisk påfund, men kom til udtryk i hendes tid som konservativ, både internt i partiet og som læserbrevsskribent.
I politisk henseende er der ikke meget sprængstof i bogen. Vermund fortæller, at hun blev inviteret til et møde med Kristian Jensen, hvor han gav udtryk for, at han helst havde været Nye Borgerlige foruden. Her spurgte han, om hun faktisk mener sine tre ultimative krav ultimativt, hvilket hun kunne bekræfte. Men måske har Jensen efterfølgende ikke fortalt Inger Støjberg om mødet, opdager Vermund senere. Det er nok nyt, men ikke ligefrem i den sensationelle afdeling.
Pudsigt er det, at Karker ad flere omgange omtaler sig selv anonymt i tredje person. Som når han skriver, at Vermund vidnede til fordel for en tiltalt i en sag om medicinsk cannabis, og at hun kontaktede en journalist fra B.T., som hun kendte, med henblik på et interview med hende og moderen, hvis sygdom er blevet lindret af cannabisolie. Da man på bt.dk kan se, at interviewet med moderen er skrevet af Karker, er det en rimelig antagelse, at han her skriver om sig selv. Der er intet odiøst i, at Karker har haft kontakt med og skrevet om Vermund tidligere, tværtimod. Men skriv det da.
»Værdikrigeren« tegner et billede af Vermund som en stærk, meget lidt konfliktsky kvinde, der ofte er befriende ligeglad med alskens politiske korrekthed og gennemgående ganske ærlig i sin selvfremstilling - selv om det sidste er svært at vurdere, når så få andre perspektiver er repræsenteret. I sidste ende er bogen mest af alt Pernille Vermunds fortælling om Pernille Vermund og minder langt mere om en selvbiografi end det nærgående og dybdeborende journalistiske portræt, som foromtalen stiller i udsigt.
Værdikrigeren
Forfatter: Andreas Karker. Sider: 255. Pris: 299,95 kr. Forlag: Gyldendal