Nobelpristager skriver medrivende om Gauguin og hans mormor. Men romanen har ét problem

Mario Vargas Llosa fletter to historiske personligheders frigørelseskamp sammen til en roman. Det er medrivende læsning - men hovedpersonerne har kun familieskabet og stædigheden til fælles.

Mod slutningen af sit liv malede Paul Gauguin et af sine største og mest berømte billeder, som han gav titlen »Hvor kommer vi fra? Hvad er vi? Hvor er vi på vej hen«. Selv kom Gauguin fra Paris som barnebarn af en feministisk pioner og rejste via København og Arles til Fransk Polynesien, hvor han gik til grunde af syfilis og mangelsygdomme, næsten blev blind og døde i en primitiv hytte på øgruppen Marquesas. Pressefoto

Der er romanideer, der ser bedre ud på skrivebordet end i bogform. Her er en af dem:

I »Vejen til Paradis« fortæller Mario Vargas Llosa skiftevis to historier. Ideen må have været, at beretningerne om de to hovedpersoner ville komplettere hinanden og skabe en slags erkendelsesmæssig synergieffekt. Men vekselvirkningen forstyrrer læsningen, fordi man, netop som man er dybt inde i handlingen, afbrydes og sendes over til den anden historie. Til den anden af de to skikkelser der måske har kompromisløsheden til fælles men ellers drager vidt forskellige, personlige konsekvenser af deres »opgør med et konventionelt, borgerligt liv.«