Ole Stephensen er et pænt menneske. I alle ordets betydninger. Og så er han underholdende. Han er den perfekte bordherre. Opmærksom, tilstede og vidende. At læse bogen er lidt ligesom at have ham til bords.
Som så mange journalister er han en omvandrende buffet af anekdoter til enhver lejlighed. Mange af dem selvoplevede, men han er heller ikke bleg for et hurtigt citat, hvis det passer til lejligheden.
Nu stiller han f.eks. op til Folketinget for Det Konservative Folkeparti, og i den anledning mindes han den navnkundige Venstre-borgmester og folketingsmand Poul Birger Thisted Knudsen, som i sit afskedsinterview efter 27 år i Folketinget blev spurgt, hvad der var det vigtigste, han havde fået gennemført. Svaret faldt hurtigt og uden tøven: »Det må være parkering i indre gård, og matjesfilet i Snapstinget.«
Som Stephensen tørt konstaterer: »Ingen af delene havde den ringeste betydning for vælgerne, men var væsentlige for det enkelte folketingsmedlem.«
Jeg går ud og brækker mig
De 58 kapitler er hver forsynet med en miniindholdsfortegnelse, så selv om man kan læse den fortløbende, kan man også plukke frit efter smag og lyst. F. eks. kapitel 29 »hvori der skal vælges mellem Beirut og Øbberbøv, og hvor en tv-direktør kaster op.«
Et kapitel, der udmærket illustrerer, hvordan forfatteren i hele sit liv har vaklet mellem den seriøse journalistik og den mere eller mindre platte underholdning.
Han har haft stor succes med begge dele. Sikkert fordi han ikke snyder på vægten, men går helhjertet til det, han arbejder med. Også når det er det rene vrøvl. Den nævnte TV-direktør var Hans Jørgen Jensen, som syntes, at DR-programmet »Øbberbøv« var det argeste lort.
»Når det bliver sendt lørdag aften, går jeg ud og brækker mig«, sagde han ved et tilfældigt møde i DR-byen til Ole Stephensen og hans makker Jarl Friis-Mikkelsen. Mens de sundede sig fortsatte han: »...og når jeg så kommer ind igen, har ungerne brækket armlænene af stolene af bare grin. I har fat i noget der. Fortsæt det gode arbejde.«
Walter og Carlo
Samarbejdet med Jarl Friis-Mikkelsen førte også til de berømte/berygtede »Walter og Carlo«-film, som blev heglet ned af kritikerne og elsket af publikum. Jeg må her afsløre, at jeg aldrig har set nogen af dem, og jeg har en fornemmelse af, at det måske heller ikke lige er noget for mig.
Men det fremgår, at de herrer arbejdede overordentligt disciplineret, selv om de tydeligvis famlede sig frem i en branche, som de ikke havde den ringeste forstand på. Det ikke så nemt, som man måske tror, at ramme en time og 30 minutter, når man producerer en film. De gik feks. 80 minutter over tid med en af de første. Så var det tilbage til klippebordet.
»Når det bliver sendt lørdag aften, går jeg ud og brækker mig«, sagde han ved et tilfældigt møde i DR-byen til Ole Stephensen og hans makker Jarl Friis-Mikkelsen. Mens de sundede sig fortsatte han: »...og når jeg så kommer ind igen, har ungerne brækket armlænene af stolene af bare grin. I har fat i noget der. Fortsæt det gode arbejde.«
Ole Stephensen startede i journalistik, dengang der kun var en TV-kanal og en hel masse aviser. Til gengæld var der meget kort mellem idé og udførelse både i TV og senere i filmbranchen. I dag er der ufatteligt mange led, der skal godkende en produktion hver enkelt lille skridt af vejen.
Det er dyrt at udvikle programmer, og man risikerer ikke nær så meget ved at importere en idé, som allerede har gået sin sejrsgang i andre lande. Derfor er det præcis de samme formater man ser, ligegyldigt hvor i verden, man tænder for fjernsynet. Sikkert en medvirkende årsag til, at færre og færre gider at se flow-TV.
Ole Stephensen er et høfligt menneske, og man ser forgæves efter sure opstød, men det fremgår, at han ikke er imponeret over kreativiteten i sin gamle branche. Bare han ikke bliver skuffet over politik.
Rub og Stub over stok og sten
Forfatter: Ole Stephensen Sider: 400 Pris: 299,95 Forlag: Gads Forlag