Når naturen kilder: Norsk forfatter flirter vel elskværdigt med kontroversiel dyresex

Erlend Loe satiriserer i sin nye roman over svage nordeuropæeres savanneromantik og hang til at frelse verden. Det er formfuldendt, meget vittigt og ikke nær brutalt nok.

Foto: Tonje Skjervold / PR

Det begynder med en svag uro i kroppen. Fem yngre nordmænd fra det velaflagte moderne bedsteborgerskab med ondt i selvværdet – en tandlæge, en zoolog, en politiansat, en filmklipper og en forfatter af kærlighedsromaner – begynder hver for sig at mærke en voksende murren efter den vilde natur og ikke mindst de vilde dyr.

Efter et foredrag finder de sammen og beslutter under den handlekraftige politiefterforsker Lises ledelse at gøre noget effektivt og dramatisk for at henlede verdens opmærksomhed på, hvor usselt menneskene omgås naturen i almindelighed og dyrene i særdeleshed. Og da det er Erlend Loe, der sætter ord på de i udgangspunktet lidt sølle personer, er det selvfølgelig meget morsomt og stilsikkert, også takket være hans faste danske oversætter Susanne Vebel.

Den norske forfatter, der fylder 50 24. maj, har allerede en omfattende værkliste bag sig og også i Danmark fået et begejstret publikum til sin særegne, underspillede humor, der i koncentrerede små bøger som »Naiv. Super« samt »Kurt«- og »Doppler«-serierne med bl.a »Volvo Lastvagnar« gerne udfolder sig til fabulerende historier om både store og små verdener.

I en generation af markante norske romanforfattere, der ellers i høj grad er domineret af store episke og ikke så lidt selvoptagede armbevægelser model Karl Ove Knausgård og Tore Renberg, repræsenterer Loe så udpræget en mere iagttagende småt er godt-position.

Han er uddannet etnolog, og samkvemmet – eller hvad man nu skal kalde det – mellem mennesker og andre skabninger i »Dyrene i Afrika« er ham tydeligvis ikke fremmed. Mere konkret er romanen, der har lånt titel fra en elsket børnesang af Torbjørn Egner, en slags spinoff af en TV-serie, han var medforfatter til – han er også uddannet ved Den Danske Filmskole – og hvor tandlægen Vidkun var en af bipersonerne.

Pulsen i pelsen

Her er Vidkun så rykket frem i forreste række i den bizarre kvintet af mere eller mindre selvforelskede dyreelskere. For under de fortørnede fems i egen opfattelse idealistiske projekt ligger nemlig også en mindre jungle af egne hæmninger og uafklarede frustrationer.

Lidt efter lidt glider den kildrende fornemmelse ved selv at iføre sig pels – fysisk såvel som åndeligt – over i en storladen forestilling om at drage til Afrika og der skænde så mange store og behørigt bedøvede dyr som muligt, filme akten imens og forventeligt på denne måde forarge verden til erkendelse og handling. På samme måde muterer også romanen selv fra mild satire til noget væsentligt mere brutalt.

Idéen med det ikke mindst seksuelt forsnævrede bourgeoisi, der i stedet for som klassiske macho-storvildtjægere at tage livet af dyrene og gøre dem til trofæer nu blot vil bedøve og have sex med dem og filme det, er nærmest helt Michel Houellebecq’sk i sin nådesløshed. »Generalprøven« hjemme på Dovrefjeldet mellem Vidkun og en utilstrækkeligt bedøvet moskusokse udgør i så henseende et tidligt højdepunkt (for alle andre end moskusoksen).

Fauna Fuckers

Ovenikøbet viser det sig ved ankomsten til savannen nede i det rigtige naturlige Afrika, at driftige lokale for længst har taget bestik af rige hvide menneskers hang til alternativ naturglæde og sågar med statslig iværksætterstøtte opbygget et velsmurt oplevelsesfirma med det selvforklarende navn Fauna Fuckers. Det eneste usædvanlige ved de gæve nordmænds projekt viser sig således at være deres insisteren på af hensyn til filmoptagelserne kun at skænde meget store dyr.
Som allerede flere kapiteltitler antyder, udvikler det sig dog mildest talt ikke efter planen: »Løve, teori«, »Løve, praksis«.

Ude i naturen er der nemlig trods alt grænser for morskaben. Men selv om romanen myldrer med inspirerede punchlines, spidst turnerede beskrivelser og mere eller mindre diskrete symboler, kommer den alligevel også i længden til at virke distanceret på en måde, som Loes bedste bøger slet ikke er.

Hvor tidligere bøger som de ovennævnte i helt anderledes grad virker båret af kærlighed til og interesse for de snurrige personer og deres ofte lidt forknytte liv, fremstår de fem luksusfrustrerede her kun i meget begrænset omfang at have betydning for artens videre udvikling. Mens omvendt forfatteren til »Kurt blir grusom« i dette tilfælde åbenbart alligevel ikke selv tør bide helt igennem (eller gøre de i princippet vildt kontroversielle dyresex-scener mindre blufærdige).

Alle anslag til glubsk civilisationssatire og enkelte blodige tab til trods slutter det alt sammen alligevel grundlæggende mildt og elskværdigt og forsonligt. Vi er stadig mere i Hakkebakkeskoven end på Serengetisletten.

Dyrene i Afrika

Forfatter: Erlend Loe. Oversætter: Susanne Vebel. Sider: 314. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.