Når mor ikke er den bedste i verden. Anne Sophia Hermansen har anmeldt Elisabeth Møller Jensens erindringer

Hvordan kan en and blive til en svane? Det forklarer den tidligere KVINFO-direktør Elisabeth Møller Jensen i sin selvbiografi.

Elisabeth Møller Jensen udkommer med erindringsbogen »Dengang i Lemvig«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen/Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Først en bekendelse: Jeg er ikke fan af erindringsbøger, og det skyldes, at de fleste af os lever liv, som det kun er værd at skrive hjem om. Det vil sige: Værd at læse om for venner og familie, men ikke vedkommende for en større kreds. Anderledes forholder det sig, hvis den lille historie kan klynges op på en større samfundsfortælling, og det evner den tidligere KVINFO-direktør Elisabeth Møller Jensen i sin selvbiografi. Sådan da.

»Dengang i Lemvig« er en familiehistorie og indirekte en historie om det danske velfærdssamfund. Den omhandler først og fremmest Elisabeth Møller Jensens arbejderklassebaggrund, men også den danske drøm – at en and med velfærdssamfundets hjælp kan blive til en svane og rykke et par socialklasser op.

Men mønsterbryder vil hun ikke kaldes: »Det er blevet så moderne at hæfte ordet mønsterbryder på en, der socialt har bevæget sig langt væk fra udgangspunktet,« skriver hun og forklarer, at benævnelsen irriterer hende, fordi evnen, lysten og muligheden for social mobilitet jo ikke kommer ud af det blå.

Generationer før hende har lagt spor ud og gjort det muligt for småkårsfolk at få en uddannelse og avancere socialt og for kvinder at komme ud på arbejdsmarkedet, blive uafhængige og opnå stadigt større økonomisk lighed og frihed. Elisabeth Møller Jensen er således mere en mønsterforløser end en mønsterbryder og ikke en enkelthistorie, men en del af danmarkshistorien.

To og fem stjerner

Selvbiografien er rigt illustreret, men det er moderen, Gudrun, der gør »Dengang i Lemvig« til andet end et fotoalbum med virkelig meget tekst. Hun er ikke for børn og betror en dag sin 12-årige datter, at hun er bange for at komme til at slå hende ihjel. Moderen, der ryger ind og ud af sindssygehos­pitaler, lærer tidligt den unge Elisabeth, at der ikke – altid – er nogen kære mor.

Elisabeth Møller Jensen skal både have to og fem stjerner for sine ærlige og sine steder opsigtsvækkende erindringer. To for at trætte læseren med familiekrønikens mest kedelige kapitler og fem for at beskrive et eksistensvilkår, der er en regulær pæl i kødet: At vokse op med en sindsforstyrret mor, der fortæller børnene, at de er elskede, men ikke giver dem følelsen af at være værd at elske.

Sidstnævnte er så vanskeligt et livsvilkår, at det kan gøre livet til en overlevelseskamp, medmindre man evner at gøre det til en drivkraft. Og det har Elisabeth Møller Jensen været i stand til. Hendes oplevelse af, hvordan moderen blev deformeret af sit sind og af uforløste muligheder, blev transformeret til en kamp for andre kvinders muligheder.

At hun evnede det, er næppe velfærdssamfundets fortjeneste alene, tænker denne anmelder. For spørgsmålet er, om en and kan forvandle sig til en svane uden sjælelig råstyrke? Døm selv - og læs samtidig et stykke omhyggeligt fortalt danmarkshistorie.

Titel: Dengang i Lemvig. Forfatter: Elisabeth Møller Jensen. Sider: 304. Pris: 299,95 kr. Forlag: Gyldendal.