Kun få sider inde i bogen »Hemingway. En mand og en myte« melder en stor undren sig.
Er det her virkelig en bog skrevet af Bo Tao Michaëlis, kendt fra Politikens spalter som en både velskrivende og slagfærdig skribent? Noget må være gået galt! Mærkelige invalide og sjuskede sætninger og deciderede fejl myldrer frem og spænder ben for læsningen:
»Med den samfundsskabte og ideologisk sociale ambolt, du fremtidigt skulle med selvvalgt hammer og mejsel bevirke din egen lykkes smed i livet.«
Hvabehar? Sætningen vil kunne vække opsigt i de fleste sammenhænge, men i en bog om en forfatter, hvis berømmelse ikke mindst hviler på »no nonsense«-stilen står den for alvor og blinker i al sin snakkesalige uforståelighed. Desværre står den altså langt fra alene.
Der skal en betydelig abstraktionsevne til for at koncentrere sig om sagen: manden og myten Hemingway. Den nye bog, der er en opdatering og udvidelse af »Århundredets mand«, som Bo Tao Michaëlis udgav i 1999, kommer omkring både biografi og bøger. Den litterære gennemgang er – som forlagsmeddelelsen forkynder – suppleret med »alle de sjove anekdoter og alle de skrækkelige historier om en af verdens mest anerkendte forfattere«.
Bo Tao Michaëlis gennemgår forfatterskabet fra de enestående noveller og mesterlige romaner til de mere problematiske værker, uden at læsningerne rummer iøjnefaldende nytolkninger. Specielt »Der er ingen ende på Paris« har en nøglefunktion i forhold til det portræt af kunstneren som »dumt svin«, Michaëlis leverer med masser af detaljer og forklarende henvisninger til opvæksten i Oak Park.
Det er i den grad den dårlige og selvoptagne ægtemand, den tarvelige ven og den gennemalkoholiserede og storskrydende snob med en svaghed for filmskuespillerinder, der løber af med billedet af Hemingway. Den eneste forsonende omstændighed ved manden er tilsyneladende de fremragende bøger med deres minimalistiske, knappe og saglige stil, som unægtelig danner en iøjnefaldende kontrast til overfloden af ord hos den danske fortolker, når han kaster sig ud i udredninger som denne:
»Blandet op med puritanerens latente fascination ved katolicismens katedralske rummelighed og glamourøse og gådefulde gudsbegreb.«
Som sagt er det fejlene og sjuskeriet, der overskygger det meste i denne Hemingway-bog. En ting er sjuskefejl, som når årstal er forkerte, hjemmelsmænd bliver til »hjelmsmænd«, ord falder ud, andre ord som for eksempel »flamboyant« overforbruges, anekdoter gentages og titlerne på de to forskellige oversættelser til dansk »Og solen går sin gang« og »Solen går sin gang« bruges i flæng.
Mere uforståelige er de vanskabte sætninger, der står i kø i bogen: »Han var den mutte enspænder, jæger og læge uden den store succes som en sådan«, »en borgerlig livsstil om at leve et moralsk forsvarligt liv«, »når hun bebrejdede rampelyset som sin årsag til, at operasangen kom på hylden som professionel metier i New York og omegn«, »en indkredsning om deres indbyrdes rivalisering«, »selv mange penge ikke kan gardere dig for« osv. osv.
Hvad er gået galt? Hvordan har Bo Tao Michaëlis kunnet levere et så gennemført sjusket manuskript? Og hvordan i alverden har forlaget kunnet lade det passere?
Arrogancen i forhold til et af 1900-tallets helt store og vigtige forfatterskaber er rystende. Skal Hemingway-proportionerne genfindes, så er det en god ide at gå til den norske forfatter Per Pettersons to korte kapitler i bogen »Månen over porten. Litterært og personligt«, der kom på dansk for et par år siden. Så enkelt kan glæden ved mødet med Hemingways prosa udtrykkes
