Mange tv-seere har sæson efter sæson fulgt med i Brygge-dronningerne Mopper og Linse Kesslers liv. Iagttaget deres hunde i sengen, bollespejle, portere, plastikbryster, falske øjenvipper og enorme tatoveringer med skrækblandet fascination. For tænk, at man kan stikke så meget ud og så meget op. Tænk at man kan have så varmt et hjerte og være så kold i røven.

Det punkede matriarkat er gennem de seneste år blevet til lokale legender, men ikke nok med det – en national kult har dannet sig omkring familien, og da Mopper alias Ann-Patricia Christiansen døde sidste efterår, var der digital landesorg. Hundredtusindvis af fans kommenterede dødsfaldet på sociale medier, og Dronningen blev endda også bedt om at kommentere det.

Men Familien fra Bryggen er ikke bare et spektakulært freakshow. Brygge-dronningerne er bærere af en opbyggelig fortælling, der udfoldes i »Mopper og mig« – en samtalebog, som er blevet til i samarbejde med forfatteren Michael Holbek.

Og den opbyggelige fortælling handler kort sagt om, hvordan man håndterer modgang, opbygger modstandskraft og holder sammen som familie. Uden at forfalde til sentimentalitet eller selvmedlidenhed undervejs.

For eksempel beretter Mopper om at vokse op under Anden Verdenskrig og blive sendt væk fra sine forældre, om abortforsøg, næsten-voldtægter, uægte børn, tvangsfjernelser, vold og alkoholisme. Vilkår, der kunne tage pippet fra de fleste og sende resten på Velfærdssamfundets Akutmodtagelse. Men for Mopper er det netop – vilkår. Og derfra må man så se at komme videre.

Den indstilling er gået i arv til datteren Linse, der kærligt-brutalt kommenterer sin mors fortællinger med udbrud som »Der er sgu ikke noget at sige til, at du er blevet så mærkelig, mor« og »aj, hvor syg har hun været mand?! Hun skulle losses ...«

Det hele er herligt befriende i en tid, hvor krænkelsesparatheden ellers er identitetsskabende. Hvor meget er baseret på, at det er synd for én, og at samfundet må gøre noget. Her er det lige omvendt. De to damer er mere frigjorte end feministbevægelsen nogensinde har kunnet drømme om, og de har mere styr på værdierne end samtlige banker tilsammen.

En af de værdier, de videreformidler, handler om loyalitet. En anden om robusthed. Og en tredje om tilgivelse. Mange kunne lære noget her.

»I love you right down to your dirty socks« står der på coveret i midten af et pink hjerte. Og ja, gu’ er det tacky, men ikke desto mindre sandt. »Mopper & mig« handler om to kvinder, der hellere ville være sig selv end noget andet i verden, om at være rollemodel uden manuskript og om at gøre barske livsvilkår til en motor for eksistensen.

Bogen er som sådan en anti-curlingfortælling, men en opbyggelig af slagsen, og den burde husstandsomdeles til hele den kreative klasse med påskriften: »Få jer nogle rigtige problemer. Og lær at elske dem.«