Et sted i norske Matias Faldbakkens nye roman, »The Hills«, kommer jegfortælleren, en tjener på restaurant The Hills i Oslo, til skade med sin finger. Han pådrager sig en vabel, midt i arbejdstiden, og han får kokken til at hjælpe sig. Kokken tager østerskniven fra magnetholderen og »presser jævnt og fast ned i vablen så den falder sammen«. Blodstrålen er tyndere end et hårstrå. Der kommes gazebind på den sårede legemsdel. Så er dén klaret.
At uheldet er det dramatiske højdepunkt i »The Hills«, siger ret meget om denne sære roman, hvis forfatter både er en anerkendt billedkunstner, søn af den bekendte norske forfatter Knut Faldbakken og forfatter til den radikale romantrilogi »Skandinavisk misantropi», som han skrev under navnet Abo Rasul. I »The Hills« er han kun radikal i den forstand, at han er radikalt stillestående. Hvad meningen måske er, vender vi tilbage til.
»The Hills er fra en tid hvor gris var gris, og svin var svin, plejer Overtjener at sige, med andre ord fra midten af 1800-tallet,« står der indledningsvis i romanen. Dette er altså et nostalgiens sted. Gamle Johansen, huspianisten, sidder bag flyglet på mezzaninen, og menukortet ser fransk ud og er delikat sat i en let spatieret Bodoni. Køkkenet minder mere om en smedje end om et køkken, og der er diarrébrune vægge, ligesom der er monteret Zeitungsspannere i ryggen på aviserne. Alt kører som altid, og vores tjenende jegfortæller, der er hypersensitiv, ser den meget regelmæssighed og den megen service som et bolværk mod sin egen indre støj. »Jeg arbejder så meget jeg kan,« fortæller han. »Mine dage kan virke endeløse, og sådan foretrækker jeg det.«
Jegfortælleren er en fascinerende aparte karakter. Ham gider man godt følge. Problemet er bare, at han kun er netop dét: En jegfortæller. En funktion. Der er også andre, der skal til, fx Grisen, den trods navnet altid ulasteligt klædte, og en vis Peter Sellers, der sætter sig ved bord 13, to borde fra bord 10, hvor Grisen troner med sine udvalgte. Og der er en ny gæst, Barnedamen, den velproportionerede, hvis glathed gør hende svær at aflæse. Og der er jegfortællernes bedste ven, Edgar, og dennes lille datter, Anna, der nogle gange kommer alene, og som sidder i et hjørne og lader passeren gå »som en tynd, stivbenet fyr hen over papiret i kladdehæftet«, lidt ligesom jegfortælleren, når han stavrer rundt. Denne Anna er, ligesom Barnedamen, en moderne, feminin modsætning til al den gammeleuropæiske, maskuline distingvererethed, et diskret varsel om nye tider, men skal romanen på den måde læses stilfærdigt allegorisk, er den som sådan ikke så meget bevendt. Dertil er den både for totalt udramatisk og for uklar i mælet.
Bortset fra det er der, som det turde være fremgået, ansatser til fine ting i romanen, først og fremmest jegfortælleren med den i litterære sammenhæng ofte brugte iagttagerrolle, der dog ikke af den grund er mindre brugbar. Men det bliver ved ansatserne, »The Hills« er ikke i nærheden af, hvad Matias Faldbakkens geniale landsmand Dag Solstad kan præstere af gribende ualmindelige almindeligheder. Desuden er det bare irriterende, at medlemmer af virkelighedens berømte norske kunstnerfamilie Krohg, der har billeder hængende på væggene på romanens fiktive restaurant, i den danske oversættelse konsekvent skrives Krogh. Nogle på Matias Faldbakkens danske forlag synes at have syntes, at Krohg ser forkert ud, men familien Krohg hed altså Krohg og ikke Krogh, og smutteren er et godt eksempel på det fjollede i overhovedet at bruge krudt på at oversætte en bog på bokmål til dansk. Det kan kun blive værre. Også når det oversatte, som her, er mislykket på et højt niveau.
The Hills
Forfatter: Matias Faldbakken. Oversætter: Sara Koch. Sider: 240. Pris: 249,95. Forlag: Rosinante.