Sneen knirker under skoene. Forfatteren Charlotte Weitze er i sit naturlige habitat her i Vallekilde, hvor hun i 14 år har boet sammen med sin familie. En lille vestsjællandsk by, omkranset af langstrakte marker, hvor rådyrene piler frem og tilbage i horisonten, og hvor solen denne februardag er gemt bag et svagt slør af skyer.
Der er en selvstændig pointe i, at vi går rundt på markerne, der er beklædt med kager af sne og grønne græsstrå. Lige nu er Charlotte Weitze aktuel med romanen »Rosarium«, der på eventyrlig vis undersøger menneskets forhold til planter. Der er stor forskel på de halvnøgne marker og urskoven Bialowieza i Polen, som hun i forbindelse med bogen rejste til for at stifte bekendtskab med den ældgamle, mystiske og vildtvoksende natur. Der er der områder, mennesket ikke engang må besøge. Men planter er planter, uanset hvor de vokser.




