Men lige nu er vi her

Lotte Blicher Mørk skriver bevægende og usentimentalt om livet og døden.

Lotte Blicher Mørk får dig til at føle dig mere levende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Der var engang en reklame for et forsikringsbureau, hvori man kunne læse sætningen: »… Og hvis De dør …« Måske var det i håbet om, at døden nok ikke gælder for alle? Ingen af os ved jo noget om døden, andet end den effekt, den har på vores liv. Det er jo kun livet, vi er i stand til at tale om.

Det er i dén grad også livet, der fylder i Lotte Blicher Mørks bog »På en måde skal vi dø«. Intet andet tema trækker nemlig livet og kærligheden mere frem i lyset, end døden. For det er en interessant kendsgerning, at eksistensen af døden gør livet ekstremt nærværende. Det gør Lotte Blicher Mørks bog også. Sjældent har jeg følt mig så levende som efter læsningen her.

I bogen, der er en yderst velafbalanceret blanding af fortællinger fra Rigshospitalet og teologiske og personlige refleksioner, tager Lotte Blicher Mørk uden tøven fat i alt det ulideligt svære, der ikke går væk, selv om vi lukker øjnene eller gemmer hovedet væk i en spand fuld af lykke. Emner som skyld, skam, magtesløshed og fiasko zoomer forfatteren ind på gennem sine fortællinger, så man fornemmer, at man rent faktisk godt kan forsone sig med det, man ikke kan acceptere – én af bogens mange livskloge pointer.

Bogen er på én gang usentimental og dybt bevægende. Lotte Blicher Mørk stiller skarpt, men gør det så blidt, at man kan holde til at høre om det mest smertelige, der ikke kun angår de mennesker, der fortælles om – men os alle. Vor tids største tabu er fiaskoen, fortæller hun. Langt større tabu end døden. For at være ude af stand til at tage livet i egen hånd og kæmpe mod egen eller andres død, opfattes af os som det ultimative nederlag.

En enorm kikkert

Lotte Blicher Mørks forankring i mange års erfaringer giver læseren en fornemmelse af et fællesskab, som vores egen sorg, fiasko og magtesløshed kan være i, så det bliver en smule lettere at holde sig selv ud. Der er nemlig ikke noget, der virker så forløsende, som når en anden formår at beskrive en umuligt svær situation for os, tager os i hånden og hiver os 16 etager op over jordens overflade og viser os et billede af, hvad det også vil sige at være menneske. Det gør denne bogs fortællinger og refleksioner.

Helt konkret er det sådan bogen begynder: Med besøget hos en døende ung mand på 16. etage, som beskriver, hvordan han oplever de sidste dage af sit liv: Som iagttagelser gennem en enorm kikkert, der forstørrer alt i menneskelivet på godt og på ondt.

Hvad bogen ikke fylder i antal af sider, dét fylder den til gengæld i form af det aftryk, den sætter på sin læser. Det er en lille bog om et stort emne, og jeg vil gerne sige det så klart, at det kunne fræses ud i metal: Det er ikke alt, der bliver stærkere af at blive bredt ud over uendelige intellektuelle sider!

Tværtimod er det ofte de korte, men helt præcise nedslag i os mennesker, der efterlader det dybeste indtryk. For at bruge et citat fra bogen selv, der rammer én lige i maven, så er det sommetider dét, der er her i kortest tid, der trænger længst ind.

»På en måde skal vi dø« efterlader en følelse af uforfalsket liv i én, længe efter at sidste side er læst til ende. Der findes bøger, det burde være en samfundspligt for alle voksne at læse. »På en måde skal vi dø« er en af dem.

Titel: På en måde skal vi dø. Forfatter: Lotte Blicher Mørk. Sider: 116. Pris: 199,95 kroner. Forlag: Gyldendal.