Magt er ikke noget man får - det er noget, man tager

De har faktisk ikke ret meget tilfælles - de otte folketingsmedlemmer, som Søs Serup beskriver i sin bog. Ikke meget andet end at de er kvinder, født i 1940erne og altså i dag har nået pensionsalderen. Bortset fra at de ikke lader sig pensionere, og alle sammen er dybt engagerede i samfundsforhold på hver deres måde.

To af dem, Marianne Jelved og Pia Kjærsgaard, er stadig medlem af Folketinget, den ene endda som formand, og de melder klart ud, at de også stiller op til næste valg. Pia Kjærsgaard afslører til og med, hvem hun ser som næste statsminister, når hun muntert i bogen fortæller, at hun har sagt til Kristian (Thulesen Dahl), at han skal »holde sig gode venner med Mette Frederiksen«, for hun vil gerne fortsætte en periode til som Folketingets formand.

Der er ikke tvivl om, at Søs Serup, som selv er født i 1974, har været drevet af personlig fascination, da hun valgte at skrive »Da kvinderne tog magten«. Hun har selv en christiansborgfortid som spindoktor for Venstre, især for Lars Løkke Rasmussen, og arbejder i dag som politisk rådgiver og kommentator. Hun har været tæt på, og har uden tvivl følt sig som en del af det politiske spil, men altid fra sidelinien. Og hun har et klart blik for, at det er noget helt andet at være folkevalgt.

Grethe Fenger Møller var formand for Dansk Kvindesamfund, inden hun kom i Folketinget: »I Dansk Kvindesamfund talte man altid om, at vi skal have indflydelse, men jeg sagde, nej, vi skal have magt.« Jytte Hilden siger »Der er ingen grund til at være bange for magt. Det er jo bare at få lov til at bestemme.«

Mimi Jakobsen har det lidt sværere med ordet, men hun mener dybest set det samme: »Magt, nej, nej, ikke mig. Selvfølgelig får man en skidegod idé, og den skal gennemføres, og man skal have sin vilje – tag ikke fejl af det. Men det er meget mere indholdet af det, man vil, det handler om«.

Lone Dybkjær har, ligesom Jytte Hilden, Ritt Bjerregaard og Grethe Fenger Møller, været dybt optaget at få flere kvinder med i politik og på indflydelsesrige poster. Brita Schall Holberg siger blankt, at hun »aldrig har interesseret sig for det med kvindesager«, og Pia Kjærsgaard mener ikke, at det er hendes ansvar at få andre kvinder med: »Jeg ville da ønske, at der var en ung Pia i Dansk Folkeparti i dag, det ville jeg da, men jeg mener ikke, at jeg kunne have gjort noget, for at der var sådan en nu.«

Det fremstår lysende klart, at ingen mand er bedre end en usolidarisk mand, hvis man som kvinde skal gøre sig gældende i politik. Grethe Fenger Møller giftede sig aldrig. Når det kom til stykket, kunne kæresterne ikke stå distancen. Flere andre blev skilt, somme indtil flere gange, men de, som har fået opbakning, er også meget bevidste om, hvor meget det har betydet for dem. Både Marianne Jelved, Britta Schall Holberg og Pia Kjærsgaard har haft mænd, som har trukket det store læs med børn og hjem, Ritt Bjerregaard har haft konstant opbakning og glæde af at vende sine politiske strategier med sin historikermand.

Politik er brolagt med faldgruber. Man skal kunne det politiske håndværk. Det betyder, at man skal være flittig, og have fagligheden i orden. Men man skal også kunne øjne muligheden for at forhandle vigtige sager på plads med uventede alliancepartnere. »Man skal kunne tælle til 90, min søde pige,« som Schlüter sagde til Grethe Fenger Møller. Man skal også være til at stole på.

Søs Marie Serup undrer sig konkluderende over, at der er så få fortrydelser hos kvinderne efter de mange kampe, op- og nedture. Hun kommer frem til, at det nok er meget fornuftigt ikke at sidde at vende og dreje sig liv og piske sig med brændenælder. Man gjorde, hvad man gjorde – og det kan ikke gøres om. En indsigt, som man ikke behøver at være politiker for at have glæde af.

Tine Hardens fremragende portrætter og gruppebilleder er et ekstra plus ved bogen.