Lise Rønne: Da jeg læste det, tænkte jeg: »Ja! Det er lige præcist SÅDAN, det føles!«

De store bøger: Sommeren er over os. Den gamle urostifter på himlen giver os fritid og fred til læsning. Vi har spurgt en række forfattere, bogorme og læseheste om deres livs bog eller bøger og bringer svarene i de kommende uger – i dag er det tidligere TV-vært og nu litteraturstuderende Lise Rønne.

Lise Rønne er født 1978. Hun har bl.a. været producerassistent, TV-vært på »X Factor« og Melodi Grand Prix. I dag er hun journalist og litteraturstuderende. Privat er hun en passioneret læser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Efter år med små børn var jeg kommet helt ud af vanen med at læse, så det føltes som noget af en emotionel flodbølge, der kom og flåede mig ud af mit dødvande, da jeg stiftede bekendtskab med norske Karl-Ove Knausgårds »Min Kamp«.

Jeg var på barsel med mit tredje barn og var ærlig talt nede og ligge, så det siger ikke så lidt om værkets kraft og virkning, at jeg åd de i alt 3.600 sider, fordelt på seks bind, på et par måneder.

»Man får oplevelsen af, at skriveprocessen i sig selv har været en erkendelse for Knausgård. Og at han pludselig, ved vejs ende, har noget at miste, nemlig dem han elsker højest.«


Jeg læste i alle ledige øjeblikke og i en rasende fart, og denne her helt sugende læseoplevelse mindede mig om, hvad det er, en god bog kan: at den kan løfte en ind i og ud af situationer, at den kan gøre klogere på en selv og andre, at den altid, altid giver en fylde, som en tur rundt på Instagram ikke giver.

Siden er jeg fortsat med at læse, næsten i samme tempo, og i dag studerer jeg ikke kun litteratur, men har også viet mit professionelle liv til bøgerne. I’m in love.

Det er jeg også i Karl-Ove Knausgård.

Cohens pointe

Lad mig forklare en del af attraktionen. Knausgårds ekstreme selvudleveren, hans dårlige tanker om sig selv, hans manglende evne til at være seksuelt sammen med en pige, hans mindreværd over for forfatterkollegaer – blandt så meget mere – bekræfter Leonard Cohens skambrugte pointe om, at det er i sprækkerne, lyset kan slippe ind.

Altså, man kommer til at holde af Knausgård på grund af hans fejlbarlighed, eller mere præcist: på grund af hans ærlighed om sin fejlbarlighed.

»Min Kamp« var, da de seks bind udkom i en rasende fart mellem 2009 og 2011, autofiktion på en helt ny måde, og selvom Knausgård vel nok står på skuldrene af eksempelvis Proust, vil jeg alligevel mene, at han repræsenterede et nybrud.

Hans helt og aldeles filterløse virkelighedsgengivelse, hvor ikke kun han selv, men alle omkring ham – fra hans børns mor til familie, venner og bekendte – bliver hevet med i faldet, lavede da også en del larm i Norge. Det oplever vi i sidste bind, hvor Knausgård på totalt hæsblæsende metafiktiv vis beskriver udgivelsen af de første to bind og ikke mindst, hvordan de blandt andet er med til, måske i al fald, at gøre hans kone alvorligt psykisk syg. Det er hjerteskærende. Ikke mindst fordi Knausgård her selv står et andet sted, end han gjorde, da han i en vred, selvoptaget tilstand skrev de første bind. Man får oplevelsen af, at skriveprocessen i sig selv har været en erkendelse for Knausgård. Og at han pludselig, ved vejs ende, har noget at miste, nemlig dem, han elsker højest, og måske også, tænker jeg, er en ny, mere moden og afklaret version af sig selv.

Gik i mellemgulvet

Det er den rejse, vi bliver taget med på. Det i sig selv er fantastisk, omend det kan lyde en smule banalt. Men dét, der gik i mellemgulvet på mig og mindede mig om alt det, som bøger kan, er Knausgårds måde at se det store i det små. Snart sagt enhver lille følelse eller oplevelse – den akavede tavshed i selskab med sit barn eller den slidsomme hverdagsrutine – får vinger, når han ridser den ud af tid og rum og kaster sit filosofisk og litterært begavede blik på den. Ofte sad jeg med den dér saliggørende følelse af, at: »Ja! Det er lige præcist SÅDAN, det føles!« Jeg fik ganske enkelt et skarpere blik på mig selv.

Man ender med at lære Knausgårds blik så godt at kende, at man kan bruge det som kompas. Når han med sin essayistiske stil eksempelvis, i sidste mesterværk af bind seks, bruger omkring 500 sider på at gennemgå og analysere Adolf Hitlers liv og hans bog, »Min Kamp«, ja, så oplever vi det med Knausgårds briller på, og det er ganske enkelt nyt og møgspændende.

Hele molevitten, hele værket, glider ned som kølig hvidvin på en sommeraften, fordi Knausgård skriver skarpt og let. Som min bedstemors søster, Helga på 92, sagde – og hun har vel at mærke læst i et helt liv: »Folk taler tit om, at man kan skrive melodiøst. Nu, hvor jeg har læst Knausgård, forstår jeg det«.