Velkommen til underverdenen!

Og velkommen til det kulsorte mørke i Lars Noréns »Filosofiens nat«, bogen, der var indstillet til Nordisk Råds litteraturpris i 2013, og hvis danske udgave markerer forfatterens 70-års-dag eller hans ankomst til det, der engang med en meget lidt munter betegnelse blev kaldt »støvets år«.

Mens dødsrigets diffuse gråtoner breder sig ud over siderne i »Filosofiens nat«, drages læseren ind i det, forfatteren i en slags fortrolig henvendelse kalder »denne skånselsløse proces af desillusionering, som er lige så meningsløs som den du helt sikkert oplever ved enden af din vej når du dér skal møde det værste du har gjort og det værste du ikke har gjort …«

Lars Norén debuterede som lyriker tilbage i 1960erne, dengang konkretismen for alvor var i vælten, han begyndte at skrive prosa i 1970erne, og op igennem 1980erne erobrede han en position som en af Europas mest spillede dramatikere. I 1999 lod den kontroversielle teatermand to fanger optræde i stykket »7:3« med deres egne historier og ekstreme holdninger, og da fangerne under en turne stak af, endte det med drabet på to politifolk. Virkeligheden tog i den mest chokerende bogstavelige forstand handlingen ud af hænderne på forfatteren.

I »Filosofiens nat«, der er fremragende oversat af Karsten Sand Iversen, er både lyrikeren, prosaisten og dramatikeren Lars Norén indlysende til stede. De brudte linjer og den lyriske fortætning peger direkte tilbage til poesien, tilløbene til fortælling, baseret blandt andet på brudstykkerne af erindringer om mennesker og steder, har prosaforfatteren som ophav, og elementerne af monolog for ensom stemme med klare mindelser om det absurde teaters førstemand Samuel Beckett, bærer dramatikerens stempel: Her går jeg jo. Her/går jeg jo nu. Mørke overalt. Verden/er langsom og stille og krympende. Mennesker er død/der bare venter på at ske, tro mig. Tro mig …«

Sortsynet eller måske mere præcist gråsynet er konsekvent. Bevægelsen i »Filosofiens nat« er en bevægelse nedad, ned i familierelationernes dybeste mørke, hvor mange slags overgreb finder sted, ned i dødsriget, hvor skyggerne flakker hvileløst omkring, og ned til samfundets bund, hvor de kriminelle, de hjemløse og de alderdomssvækkede lever. Tiggeren, der sidder foran Notre Dame-kirken i Paris er bogens billede på »fattigdommen selv«, og hun får følgeskab af den stinkende hjemløse fra metroen.

»Filosofiens nat« er en hvirvlende malstrøm af henvisninger til forfald, intethed og skyggeeksistens, og gloser som for eksempel »udvisket«, »udslettet«, »forsvinding«, »forladthed«, »tusmørke« og »afmenneskeliggørelse« opfører en slags håbløshedens og meningsløshedens skygge- og dødedans hen over siderne, hvor fragmenterne af et bibelsk billedsprog med lam, tre fingre og Jobs Bog langtfra signalerer rolig fortrøstning. Forfatteren søger, som det hedder et sted, »en filosofi der forkaster al filosofi« og bestemmer i øvrigt sin position med ordene: »jeg er ikke mere end en ensom flue i en katedral«.

Lars Norén har skrevet en knugende sort og på samme tid i al sin nihilistiske kompromisløshed nærmest hypnotiserende fascinerende og smuk dødsmesse. Lige til at blive – nå ja – opbygget af.

Titel: Filosofiens nat Forfatter: Lars Norén Oversætter: Karsten Sand Iversen Sider: 191 Pris: 198 kr. Forlag: Arena