En 74-årig kvinde går hjemmefra efter at have skrællet løg og diskuteret emhætters berettigelse med manden, der har glemt hendes fødselsdag. Hun falder om på stationen og bliver bragt hjem igen, men lister hurtigt ud ad bagdøren med sin pels og sin taske. Inde i byen finder kvinden Wendy en forladt lejlighed i et hus, der er ved at blive sat i stand, og hun flytter ind i lejlighedens skunk sammen med ulveskindspelsen, der frem igennem romanen antager mere og mere menneskelig karakter.

Dorrit Willumsen har henlagt sin nye, temmelig mærkelige og vemodigt gribende roman, »Løg trækker tårer« til en slags alderdommens Limbo. »Ingen steder« og »ingenting« lyder Wendys sigende svar i romanens begyndelse på mandens spørgsmål om, hvor hun er, og hvad hun laver.