Kendte britiske forfattere boykotter arabisk festival efter skandaledom

For at støtte Matthew Hedges, den unge ph.d.-studerende der er idømt fængsel på livstid i Forenede Arabiske Emirater, boykotter en række engelske forfattere, blandt andre Antony Beevor, den internationale litteraturfestival i Dubai.

Den britiske ph.d.-studerende Matthew Hedges sammen med sin kone, Daniela Tejada, fotograferet i London. Onsdag blev han idømt livsvarig fængsel for spionage i Forende Arabiske Emirater. Arkivfoto: Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Matthew Hedges arbejdede, indtil han i maj blev fængslet, på sin ph.d. i Forenede Arabiske Emirater.

Hans forskningsområde er forbindelser mellem civile og militæret efter Det Arabiske Forår i 2010-2011. Myndighederne mistænkte ham for spionage, og de seneste fem måneder har han været fængslet i isolation. Onsdag blev han så idømt livsvarigt fængsel.

Dommen over britiske Matthew Hedges (31), der er opvokset i Dubai og uddannet på et engelsk universitet, har udløst ramaskrig og er stærkt kritiseret af blandt andre fremtrædende britiske universitetsansatte, som ser den som et justitsmord og et angreb på den frie forskning.

Nu bakker også fremtrædende britiske forfattere protesterne op. En række forfattere, som er inviteret til litteraturfestivalen DubaiLitFest, der er verdens største litteraturfestival i den arabiske verden, boykotter nu festivalen og opfordrer andre forfattere til at blive væk. Blandt dem, som vælger at holde sig væk, er den fremtrædende britiske historiker Sir Antony Beevor, der er en af verdens mest populære historieforfattere, forfatteren og journalisten Frank Gardner, børnebogsforfatteren Lissa Evans samt romanforfatteren Sabine Durrant.

Den engelske forfatter Sir Antony Beevor opfordrer både forfattere og turister til at boykotte Forenede Arabiske Emirater. Arkivfoto: Bent Midstrup/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

De opfordrer andre forfattere til at gøre det samme. Blandt andre kriminalforfatteren Ian Rankin, romanforfatteren Jasper Fforde og børnebogsforfatterne Kate Pankhurst, som er inviteret til festivalen.

»Det er ud fra en betragtning om akademisk frihed forfærdeligt, at en så oprørende dom bygget på, hvad der indlysende er opfundne anklager, kan blive afsagt. Jeg mener ikke, at nogen britisk forfatter kan deltage i festivalen under disse betingelser. Medmindre dommen ophæves, bør ingen britisk forfatter deltage,« siger Antony Beevor til The Times.

Opfordrer turister til boykot

Han opfordrer også britiske turister til at boykotte Forenede Arabiske Emirater, som hvert år besøges af en million briter.

»Jeg vil opfordre britiske ferierejsende til at undgå at rejse til Emiraterne, så længe denne situation varer ved. En sådan reaktion er den eneste, der kan få Emiraterne til at reagere. Emiraterne giver sig ud for at være et moderne, liberalt, up-to-date sted, men denne dom er aldeles chokerende,« siger Sir Antony Beevor.

Forfatteren Sabine Durrant holder sig også væk.

»Jeg kan ikke se, hvordan man med god samvittighed kan deltage, så længe han (Matthew Hedges, red.) stadig sidder i fængsel,« siger hun til The Times.

Dommen har vakt enorm opsigt i Storbritannien, og i en analyse sammenligner The Times torsdag sagen med mordet på den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi. Den kan, lyder ræsonnementet, bringe Storbritannien på kollisionskurs med Forenede Arabiske Emirater i samme grad, som Khashoggi-sagen har bragt USA på kollisionskurs med Saudi-Arabien.

Hverken den danske afdeling af PEN eller foreningen Danske Skønlitterære Forfattere har kendskab til, at danske forfattere skulle deltage i litteraturfestivalen i Dubai.