Hvad vil det sige at være mand? Det spørgsmål har Euroman sat under luppen siden 1992. Magasinets skribenter har gang på gang formået at indkapsle og portrættere nogle af samtidens mest interessante stemmer. Mænd, som har haft noget at bidrage med, et liv, en historie eller en stemme, der er relevant for samtidens debat. Nogle gange har de det hele. Andre gange intet andet end en solid portion fascination.
Euromans nye bog »Mænd - De bedste portrætter« er en samling af, hvad bladet selv kalder »nogle af de bedste« portrætter fra Euromans historie, og magasinet fremhæver selv i samme omgang portrættet af skribenten Mads Holger, fodboldspilleren Michael Laudrup og erhvervsmanden og jetsetteren Peter Asschenfeldt.

Udover talent og ambition er fælles for flere af bogens mænd, at de på den ene eller anden måde har mødt en solid portion modstand i livet. Modstand, som de har formået at tackle og kontrollere. Blandt andet den unge, omstridte digter Yahya Hassan, der både før og efter udgivelsen af Danmarks mest sælgende digtsamling, ernærer sig som kriminel (hans forsvarer Michael Juul Eriksen er også portrætteret i bogen).
Speedwaykøreren Nicki Pedersen, der i sine helt unge år altid blev overgået af sin storebror - også på speedwaybanen. Eller tag den tidligere Real Madrid-fodboldspiller Thomas Graversen, der har måttet lære at tøjle et temperament, der fik ham til at sparke holdkammeraterne ned - og som barn til at tude i vilden sky, når han tabte en fodboldkamp. Modstanden har formet dem og gjort dem til de mænd, de er i dag.
Er det en omgang »ananas i egen juice?«
Euroman formår på fornem vis at iscenesætte sig selv med et hav af velskrevne portrætter og et show off af interessante personligheder, der er bragt på deres månedlige forsider. Men bogen er mere end ananas i egen juice.
Euromans journalister formår som ingen andre at trænge helt ind på livet af hovedpersonen. Portrætterne rummer dybde, indblik og i flere tilfælde også et overblik over en mere generel fortælling. Portrættet af cykelrytteren og sportsdirektøren Brian Holm er nemlig ikke kun et portræt af Brian Holms cykelkarriere, men bliver samtidig et indblik i landevejscykling og den dopinghistorie, der som sportens skygge altid følger med.
»På DoubleTree Hotel kigger Brian Holm sig omkring efter rytterne, der kommer tilbage fra dopingkontrollen med et træt blik i øjnene. Det er irriterende hele tiden at blive testet, også selv om du ikke tager doping. Og det er Brian Holm atter overbevist om er tilfældet.«

De glemte
Sportsstjerner og deres præstationer rummer ofte en solid omgang fascination, og det er vel også grunden til, at Euroman i mange tilfælde har portrætteret en sådan på forsiden.
Men når det er sagt, så er det en smule ærgerligt, at en femtedel af bogens portrætter er af danske fodboldspillere, når nu magasinet gennem mere end to årtier har kunnet præsentere et væld af interessante mennesker fra alverdens forskellige hverv.

Stilistisk er fodboldportrætterne fine, men kun portrættet af den nærmest altid aktuelle Nicklas Bendtner og den kontroversielle Thomas Graversen er i bogens top. Fire ud af tyve portrætter forekommer at være mange, og Euroman er ikke et fodboldmagasin. Hvad blev der af Jørgen Leth, Kronprins Frederik eller Mads Mikkelsen? Der er masser af andre gode portrætter i gemmerne.
Men.
Bogen leverer det, den lover. Tyve gode portrætter. De er velskrevne, kreativt fortalt og giver et sjældent indblik i nogle af tidens mest interessante og markante mænd. Bogen skildrer, hvad Euroman gør bedst. Det er et indblik i mandens, såvel som bladets DNA. Det store og dybdegående portræt af, hvad det vil sige at være mand og menneske.
Forfatter: Euroman Sider: 400 Pris: kr.299,95 kroner Forlag: Storyhouse

