Indianere hjalp erstatningsbarnet Puk Elgård

Nogle ældgamle indianerritualer blev den forløsende nøgle for TV-værten Puk Elgård, der i bogen »Se mor, jeg danser« forsoner sig med en barndom præget af svigt.

foto
Foto: Thomas Howalt Andersen / PR

Der er mange måder at tage livtag med en svær opvækst på. En af de mere usædvanlige beskriver Puk Elgård i sin nye erindringsbog, »Se mor, jeg danser«.

Her vender hun tilbage til en barsk barndom, men ender med at slutte fred med fortiden og de mange svigt, hendes nu afdøde forældre udsatte hende for. Bogen lægger sig med andre ord tæt op ad det aktuelle TV-program på TV2, hvor Puk sammen med broderen Claus, der ligesom søsteren blev TV-vært, vender tilbage til den svære opvækst.

Den forløsende nøgle for den 50-årige studievært, forfatter og brevkasseredaktør på Familie Journal blev nogle ældgamle indianerritualer i New Mexico. Her tilbringer hun under primitive forhold fire intense døgn i selskab med en lille gruppe kvinder. Opholdet hos indianerne udgør rammen i bogen, som hen over 256 sider giver et interessant indblik i både de indianske ritualer og historien om en lille familie, der kuldsejler, da katastrofen rammer. Det gik ellers så godt. Puks forældre var et smukt og frejdigt ægtepar med to små kønne ønskebørn og fuld fart på karrieren. De arrangerede modeshows, hvor toppen af poppen optrådte. Boede først i Buddinge uden for København og senere i den lille jyske by Elbæk uden for Horsens.

Men da de mistede deres førstefødte, den syv-årige datter Pia på grund af en nyresygdom, kom forbruget af alkohol, piller og spil ud af kontrol, mens sorgen lagde sig som tavshed over familien. De fulgte lægernes eneste råd; få et andet barn med det samme. Ni måneder efter kom Puk Elgård til verden. Som erstatningsbarn. Hun blev undfanget i dagene efter, at søsteren blevet begravet, og hvor nedturen samtidig begyndte. Som det lyder i et kapitel til den afdøde søster:

»Da du døde, begyndte sandkornene i familiens timeglas at styrte mod bunden. Jeg forsøgte, så godt jeg kunne, at forhindre, at vores forældre gik til grunde. Det lykkedes mig kun halvt, men det er hverken din eller min skyld, for voksne mennesker gør, som de vil. Det er vigtigt at huske.«

Historien er tilegnet hendes afdøde søster og storebroderen Claus, men også de forældre, der ikke kan finde vej ud af deres misbrug, og de børn og unge, som lider og må skynde sig at blive voksne, fordi deres forældre svigter.

Puk og Claus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

Ræk ud

Puk Elgård har et klart budskab: Afhængighed er nedbrydende, men tavshed er endnu værre. Ræk ud. Tal om tingene, når livet rammer som et godstog, opfordrer hun.

Således er »Se Mor, jeg danser« en åbenhjertig og livsbekræftende (dannelses)historie om et menneske, som er præget af forældrenes misbrug af alkohol og piller, moderens skrøbelige psyke og faderens ludomani. Puk Elgård flyttede hjemmefra som 15-årig og har kæmpet hårdt med angst, ligesom hun plages af en bestandig uro og bekymring, fordi hun ved, at katastrofer sker. Hun er vant til at være på vagt. Men hun ville være mønsterbryder. Og det blev hun.

Bogen er velskrevet og med udklip, noter og hyggelige familiebilleder, lidt scrapbogs-agtig i stilen, hvilket understøtter den personlige historie. Vi er tæt på. Forfatteren kan sit kram og fortæller en tankevækkende historie, der flydende veksler mellem oplevelserne hos indianerne og får minderne på gled med refleksioner og tilbageblik, hvoraf nogle af sidstnævnte er skrevet i knæk-prosa-form. Det virker stærkt. Som en dag hun må ringe efter ambulancen til sin mor, der havde taget piller. Bagefter går hun over til naboerne.

»Min mor er blevet hentet af en ambulance,« siger jeg.
Jeg føler mig forkert i deres lune køkken.
Beskidt på en måde.
Inge fører mig ind i stuen
Jeg sætter mig i den store lænestol i karnappen
og får et tæppe omkring mig.
Hun rækker mig en kop te.
Hun sætter sig ved siden af mig.
»Hvordan har du det?« spørger hun.
Jeg stirrer på hende. Ser på hendes mund.
Jeg kan ikke huske, at der nogensinde er nogen,
der har spurgt mig om det før.«

»Se mor, jeg danser« er ingen psykologisk udredning af, hvordan man overlever en dårlig barndom. Men hvad bogen måtte mangle i dybde, har den i nærvær. Det er en frontberetning fra et menneske med et budskab. Tal om det. Og giv ikke din styrke væk, som indianerne indskærper Puk Elgård under den brændende sol.

Inden hun forlader lejren, får hun et indiansk navn; Women Who Dances on Earth. Indianerne ved ikke, at hendes mor var balletdanser og elskede at danse med Pia, den døde datter. Puk har aldrig kunnet danse, og når hun så billeder af sin mor danse med Pia, blev hun dybt ulykkelig. Bare moderen dog ville danse med hende.
Men man kan danse på mange måder. Det behøver ikke være på tåspidser.

I bogen breder en stærkt bevæget Puk Elgård armene ud til siden og drejer rundt. Rundt og rundt i rosenbladene og hvirvler rødt støv op. Hun kigger op mod himlen og siger: »Se mor, jeg danser«.

Se mor, jeg danser

Forfatter: Puk Elgård. Sider: 256. Pris: 250 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.