Hans såvel kunstneriske som kommercielle gennembrud kom med »Lad kun verden tumle sig«. Her var den gennemgående scene og metafor Philippe Petits linegang mellem World Trade Centers to tårne i 1974.
Et lignende greb benytter Colum McCann i sin nye roman, »Over Atlanten«. Her er linegangen blevet til en farefuld flyvefærd mellem Nordamerikas og Irlands kyster. Romanen åbner med den første direkte flyvning over Atlanten i 1919, og selv om læseren måtte være klar over, at piloterne Alcock og Brown lykkedes med deres projekt, skildrer Colum McCann det med en sådan intensitet, at man ånder lettet op, da Vickers Vimy-flyet omsider lander på irsk jord. Eller rettere: mosebund.
I dén scene ligger en dybere betydning. Alcock og Browns flyvning blev dengang set som »et forsøg på at tage krigen ud af flyvemaskinen«, som en journalist skriver i romanen. Efter Første Verdenskrig var flyet synonymt med død og ødelæggelse, nu skulle det være et symbol på fred og optimisme. Og vel når Alcock og Browns fly over det vidtstrakte hav, men synker i mosejorden, præcis som drømmene tidligere havde gjort det og siden ville gøre det.
Det demonstrerer Colum McCann ved at klippe mellem tre århundreder og talrige karakterer. Efter Alcock og Brown springer han således baglæns til den sorte amerikaner Frederick Douglass, som i 1845 besøgte Irland for at tale mod slaveri og racisme. Herefter springer romanen frem til 1998, hvor senator George Mitchell agerer fredsmægler i Nordirland, og videre til den amerikanske borgerkrig, hvor Lily Duggan plejer de sårede.
Trådene og springene er flere, end der her er plads til at nævne, men fælles for Duggan, Douglass og de andre er det, at de slides af tidernes ugunst, og samlet set tegner de et billede af Irlands og USAs lange, komplicerede fælleshistorie.
Colum McCann er selv en af historiens mange irere, som er rejst over Atlanten og har bosat sig i USA, og hans »Over Atlanten« er en opvisning i flerstrenget fortælleteknik. Alligevel står de fleste af karaktererne – virkelige som opdigtede – levende på siderne, der alle er skrevet i samme distinkte stil. Her om Alcock og Browns rejse: »Ingen horisont. En heftig, grå masse. Næsten fire tusind fod over Atlanten. Stadig mørkt, ingen måne, intet hav i sigte. De flyver lavere.«
Staccatoen skaber intensitet; en vis åndeløs poesi i realismen. I det lange løb bliver stilen dog også manér, ligesom storformen – den flerstrengede fortælling – indimellem fremstår lovlig mekanisk, lidt gemacht. Som samlet værk er »Over Atlanten« dog en sansemættet, svimlende læseoplevelse, hvor kvindeportrætterne står særlig stærkt, og hvor den underliggende pointe om, hvordan menneskers handlinger sætter aftryk i nye tiders mennesker, gradvist toner frem.
»Vi ved sjældent, hvilket ekko vore handlinger vil afføde«, som det siges mod slutningen af romanen. Der er er en mindst lige så vovet litterær linegang som sin forgænger.
