Svend Otto Nielsen var en af Danmarks modigste frihedskæmpere, og eftertidens generationer vil altid spørge, hvad der drev et ungt menneske som ham til at risikere livet.
Svend og de andre unge modstandsfolk var oppe imod ikke blot en barbarisk nazistisk magt, men også omgivelser, der ikke fandt deres gerninger hensigtsmæssige. Der var ikke heltestatus og pigebeundring forbundet med sabotørvirksomheden.
To DR-journalister, Thomas Hjortsø og Preben Lund, har nu udgivet en bog om modstandsmanden Svend Otto Nielsen, der gik under navnet »John«.
Svend Otto Nielsen blev født i Herfølge på Sjælland i 1908. Hans far var skovfoged, og da Svend var lille, flyttede familien til Himmerland.
Nogle af frihedskæmperne var fra barnsben stridbare typer, der ikke accepterede autoriter. hvilket gjorde dem velegnet til senere at sætte sig op mod samarbejdspolitikernes formaninger om at forholde sig roligt.
Svend var dog ikke sådan en ulydig type, men udmærkede sig ved et høfligt og tiltalende væsen. Han havde lidt af en eventyrer i sig og efter skolen og gårdarbejde tog han hyre på skibe og sejlede verden rundt. Dårligt helbred tvang ham i land, og han var heldig at få en uddannelse som lærer, og så dyrkede han boksning ved siden af. Bogen afslører, at Svend var en skørtejæger og gerne pyntede sig med lånte fjer for at gøre indtryk på pigerne.
På Skovshoved Skole, hvor han fik ansættelse, gik han i pænt tweedjakkesæt og gjorde snart indtryk af ikke at være en helt almindelig kedelig skolelærer.
Mange tidligere elever, som forfatterne har talt med, satte stor pris på Svend, som havde naturlig myndighed og gerne brugte sin fritid på at hjælpe sine elever. Men han havde også en til tider barsk facon.
Som 26-årig mødte han den 21-årige Grethe, som han gjorde stormende kur til, og de giftede sig. Han elskede hende, men han afholdt sig ikke fra at have forhold til andre kvinder.
På rejser i Tyskland i 1930erne så Svend og Grethe med egne øjne nazismen udfolde sig og antisemitismens hæslige ansigt. En senere medkæmper, Jens Lillelund, husker, at disse rejser gjorde indtryk, og at Svend var glødende antinazist allerede før Besættelsen.
Krise i ægteskabet
Fra tidligere elever giver forfatterne et billede af Svend i dagene omkring Besættelsen 9. april 1940. En elev fortæller, at han var ramt af sorg og vrede. Hans ægteskab var efter hans datters fødsel på vej ned ad bakke.
Ikke på grund af barnet, men fordi Svend stadig ikke kunne holde sig fra boksning og andre kvinder, og krisen førte til separation. Samtidig var Svend så småt kommet i gang med illegale aktiviteter.
Flere elever bemærkede, at han var distræt og flere gange hurtigt måtte væk fra skolen, fordi man mente, at tyskerne kom for at hente ham.
Vi er nu henne i efteråret 1942, og statsminister Vilhelm Buhl har netop holdt sin berygtede tale, der også er skildret i filmen om Hvidstengruppen, hvor han råder danskerne til at stikke sabotører. Svend begynder nu oftere og oftere at udeblive fra skolen, og eleverne får ofte vikar i hans timer.
Aktiv sabotage
Hans første aktioner er ikke fuldt dokumenteret, men muligvis var han i sommeren 1943 med til at sabotere Hellebæk Klædefabrik, der lå i Nordsjælland og producerede uniformer til tyskerne.
Således begyndte hans egentlige sabotørgerning, som der ikke foreligger megen viden om. Noget fortalte han dog Holger Danske-vennen Jørgen Kieler, da de begge sad i Vestre Fængsel.
Holger Danske var opstået i foråret 1943, og initiativtageren var Josef Søndergaard (Tom), der havde en radioforretning i Istedgade. Da Tom måtte flygte til Sverige efter at have sprængt Forum i luften i august 1943, blev den første Holger Danske-gruppe opløst, og en ny opstod under ledelse af Jens Lillelund. Det var i denne gruppe, at blandt andre Svend og Jørgen Kieler kom ind, og da flere grupper etableredes, blev de nære samarbejdspartnere i en ny selvstændig gruppe.
Kieler har givet en beskrivelse af John fra denne periode som en mand med levende øjne, venlig personlighed og stor beslutsomhed. Da Svend, eller John, som han nu blev kaldt, var gruppens ældste og havde naturlige lederegenskaber, blev det ham, der i praksis blev leder af denne undergruppe i Holger Danske. Kieler siger i dag: »Han var klasselæreren over for os, og vi var hans klasse.«
John blev nær ven med Jens Lillelund, der beskrev John således i et brev til Christmas Møller i London: »John blev en af mine allerbedste venner ... han var glødende idealist og den modigste mand, jeg har truffet.«
Dristige aktioner
Med dannelsen af Holger Danske-gruppen tager Hjortsøs og Lunds bog for alvor fart. De kan bygge på historikeren Peter Birkelunds bog om Holger Danske fra 2008 og på Jørgen Kieler storværk »Hvorfor gjorde I det?« fra 2002, men de har heldigvis også selvstændigt stof at byde på.
Her er Jørgen Kieler den afgørende kilde, for han kom til at være sammen med John i de sidste afgørende uger.
Sammen med folk som »Citronen«, »Flammen« og Jørgen Kieler var John konstant i gang med at finde mål og udføre angreb, hvilket medførte, at han måtte leve et omflakkende liv og sove tilfældige steder.
Vi får et glimt af ham i en medsabotørs erindringer:
»Han ankom mange gange med sin sovepose under armen, og jeg glemmer ham aldrig, som han så ud, når jeg lukkede op for ham, og han stod uden for døren og smilede med sin pose under armen.«
Ikke mindst angrebet på Riffelsyndikatet i Tuborg Havn var vigtigt, og Kieler betegner aktionen som Johns mesterstykke. Nu blev sabotagen mere virkningsfuld end tidligere, og man gik ikke af vejen for åben kamp, der havde karakter af militære operationer, fortæller Kieler.
Af den britiske efterretningstjeneste SOE blev John udvalgt til særligt dristige aktioner, herunder en plan om at myrde den tyske rigskommissær, Josef Terboven, under dennes besøg i Danmark. Frygten for tysk gengældelse mod civilbefolkningen fik dog SOE til at opgive planen.
Tortur og død
I december 1943 var det slut med heldet. Efter en ildkamp blev John taget til fange af tyskerne. I fængslet blev han udsat for måneders tortur, og hans medfanger hørte ham skrige.
Jørgen Kieler havde selv det uheld at blive taget til fange under en aktion i Sønderjylland og skudt gennem halsen, og i en periode, før han blev sendt til en KZ-lejr i Tyskland, sad han og John sammen i Vestre Fængsel. Bogen lader Kieler fortælle om disse sidste dage med den forpinte John, som nazisterne ikke havde fået knækket. Tænk, at vi stadig har en mand iblandt os, der er en helt afgørende kilde til disse højdramatiske historier fra krigens tid!
Kielers beretning om de sidste dage i Vestre Fængsel skal læses af enhver med interesse for modstandskampen og de ofre, som frihedskæmperne gav.
I sine sidste breve til familien erkendte John, at han ikke fandt lykken efter adskillelsen fra Grethe, og at han stadig elskede hende.
Han blev dødsdømt, og 27. april 1944 blev han henrettet i Ryvangen. Grethe tilgav aldrig John hans utroskab, og da hun døde i 2003, var hun stadig bitter på ham.
Giver bogen svar på, hvorfor lige netop John blev frihedskæmper?
Ja, delvist. Vidnerne er enige om, at han var et rettænkende menneske med en sympatisk karakter. Han havde selv oplevet nazismen i Tyskland og var dermed, ligesom Jørgen Kieler, vaccineret mod det nye Europa i nazistisk udformning, som så mange i Danmark allerede havde accepteret som en kendsgerning.
Og så var han bokser med et fighterhjerte.
Vi kommer det ikke nærmere i denne smukke, uprætentiøse lille bog, der fortælles med journalistisk sans og med en indføling, som man klart fornemmer.
Titel: John. Frihedskæmper og charmør.
Forfattere: Thomas Hjortsø og Preben Lund.
Sider: 187. Pris: 250 kr.
Forlag: Informations Forlag.
