Hun fornemmer uden at fortrylle

Camilla Christensens nye noveller ved og vil for lidt.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bevægelsen fra barn til voksen er sjældent blevet skildret mere indadvendt uinteressant end i Camilla Christensens nye novellesamling, »Mere ved jeg ikke«.

Ifølge forlaget er der tale om en autofiktion, altså en kombination af det fiktive og selv-biografiske. Erindringsglimt flettes sammen med tvivl og nutidssituationer, prosa iblandes lyrik, og vi følger et menneskes dannelse gennem dets oplevelser og refleksioner på en meget artig og desværre også meget, meget uvedkommende måde.

Hør for eksempel her: »Jeg på hænder og knæ på et glatlakeret gulv, hunden brun, blank, lille. Den bjæffer, jeg bliver forskrækket, jeg bjæffer, den bliver forskrækket. Så ler den. Så ler jeg. Den er blød, glat, varm, nysgerrig, vi taler samme sprog. Den er en ven.«

Fortælleren er i den første af de 13 noveller et barn, og venskabet med hunden er indgang til en erindring om en far, der hele tiden forlod familien. Det kunne principielt være en interessant fortælling om familiemønstre i opbrud i 60ernes Danmark, men bliver det aldrig. Dertil er forfatteren for optaget af den indre verden og for lidt af den ydre.

Camilla Christensen beskæftiger sig i »Mere ved jeg ikke« med konstruktionen af det, vi kalder identitet. Det er ikke mindst via vores historie, familie og tidlige oplevelser, vi forstår os selv, men når der ikke er nogen til at udlægge teksten for os, hvad gør vi så? Som hun skriver i novellen »Første, anden, tredje person«, der rummer brudstykker af en kort dialog mellem mor og datter: »Han hed Paul, fortalte du, I var gift et år. Ingeniør fra Randers. Du snerpede munden sammen, her skulle ikke spørges, og jeg spurgte ikke.«

Moren har haft en række mænd, og det lyder jo principielt muntert, men mere ved fortælleren ikke – hendes erindringer er opbygget af udeblevne svar, sansninger uden adresse og billeder uden idé om, hvad eller hvem de forestiller. Det er ikke uinteressant at forsøge at opbygge et erindringskompleks på ruinerne af en glemt labyrint. Men projektet bliver i længden alt for snævert og navlepillende. For hvad betyder det for vores færden i verden, at vi ikke har fået kort og kompas med hjemmefra? Og hvad er det i øvrigt for en skiftende verden, fortælleren bevæger sig igennem? Har den individuelle historie slet ikke sammenhæng med den kollektive?

Camilla Christensen har skrevet 13 velopdragne noveller fyldt med fornemmelser, men uden fortryllelse og helt uden fandenivoldskhed. I stedet for at fortabe sig i en fortid befolket af fucked up forældre, der er gået ind i sig selv, kunne man jo gå ud i verden og deltage lidt i den. Problemet med »Mere ved jeg ikke« er, at den ikke ved og vil læseren nok.

Titel: Mere ved jeg ikke Forfatter: Camilla Christensen Sider: 112 Pris: 249,95 kr. Forlag: Samleren