Christian 2. er en af de danske konger, der stadig huskes. Det er bl.a. Johannes V. Jensens roman »Kongens fald«, der har bevaret mindet om ham, men hans farverige og dramatiske historie og hans vanskelige sind er med til at gøre ham evigt aktuel. Både danske og svenske historikere har skrevet engageret om denne mand, der var lige ved at samle Norden og blive en succesfuld regent, men som i sidste ende tabte det hele og endte som fange.
Det europæiske perspektiv
I sin nye biografi, »Christian 2. En biografi«, leverer historikeren Lars Bisgaard et overbevisende og imponerende portræt af kongen, som det ikke er let af skrive en biografi om, idet hans handlinger kan tolkes på vidt forskellige måder. Svenskerne kaldte ham en tyran. Sydpå, ved den tysk-romerske kejsers hof, kaldte man ham Nordens Nero, med henvisning til en af de mest sadistiske romerske kejsere. Men var han overhovedet værre end tidens andre herskere? Måske var han ligefrem en miskendt helt, der var båret af fremskridtsvilje og gode ønsker for borgere og bønder, imod den reaktionære adelsstand? Var han en egoistisk, magtsyg hersker, der blev styret af magtbrynde og stædighed, eller en såre menneskelig mand, der både elskede sin frille Dyveke og sin hustru Elisabeth?
