Henrik Marstal om Benny Andersens »lummerhed«: »Jeg ville finde det lidt unfair pludselig at bringe en feministisk læsning af ham i spil«

Tirsdag udkommer Henrik Marstals biografi om netop afdøde Benny Andersen. Han har været fascineret af digteren, fra han var barn og mener ikke, at vi nogensinde igen kommer til at se en kunstner, der kan samle nationen, som Benny Andersen kunne. Men som erklæret feminist har Marstal et par forbehold.

Collage Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Benny Andersen døde 16. august i år. Du har fulgt ham i mange år. Hvordan reagerede du, da du hørte, at han var død?

»Jeg blev helt tom indeni. Og det var mærkeligt at få beskeden om den 88-årige digters død, mens jeg befandt mig alene derhjemme på forældreorlov med min otte måneder gamle dreng. Det var jo livets begyndelse og slutning, der mødtes.«

Henrik Marstal feminist, blogger og musiker. Han er aktuel med »Benny Andersen - et liv ved klaveret« Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Tilbage i 2004 skrev du »Et liv ved klaveret«, den biografi, du nu, hvor det sidste kapitel kan skrives, har revideret og opdateret. Hvordan har det været anderledes at skrive om ham efter hans død, end mens han stadig var her? 

»Det har føltes mere definitivt, fordi han nu ikke selv var der til pludselig at ændre historiens gang! Men årene siden 2004 har nu ikke ændret afgørende på billedet af ham. Han nåede siden da at udgive tre og en halv digtsamling – og selv om der er rigtig gode digte iblandt, føjer de ikke noget afgørende til hans ry. Og nye viser kom der ingen af. Så det er, som om han kunstnerisk set var kravlet ind i sin lille otiumshule, allerede da jeg lavede min oprindelige biografi om ham.«

Du har en baggrund inden for musikken. Benny Andersen var jo også musiker, men vel først og fremmest et ekvilibristisk ordmenneske. Hvordan opstod din fascination af ham?

»Min far og mor hørte albummet »Svantes viser« højt i stuen, da jeg var lille, og min far udsatte jævnligt os børn for digtene i »Den indre bowlerhat«. Dér begyndte fascinationen. Og da jeg blev voksen, oplevede jeg flere gange at blive så utroligt bevæget af hans digte – og det er nok den egentlige drivkraft for mig.«

Hvordan vægter du de to sider af ham - digteren og musikeren? 

»Hans viseproduktion fylder trods alt kun godt en håndfuld udgivelser, og en del af den er efter min opfattelse ikke ældet helt så godt. Så digtproduktionen vejer tungest. Men det er betegnende, at det i så mange af digtene flyder med musikreferencer. I den forstand er han en digter, der meget ofte havde musik på hjernen – og i hjertet.«

Du optræder ofte i debatten som en af de mest markante og kompromisløse mandlige forkæmpere for feminismen herhjemme. Har den side af dig også præget din tilgang til Benny Andersen?

»Jeg er klart blevet mere lydhør over for hans solidaritet med de svage og udsatte, fx i et digt som »Den homoseksuelle«, som han skrev allerede i 1962. Mon ikke han som barpianist havde set et par skabshomoseksuelle blive udskammet? Og så har jeg opdaget, hvor meget gammelmands-tø-hø-lummerhed, der egentlig var i hans senere digte over for ham ubekendte kvinder, som altid fremhæves for deres kropslige dyder. Men jeg ville finde det lidt unfair pludselig at bringe en feministisk læsning af ham i spil, nu hvor udgangspunktet var et lidt andet.«

Benny Andersen var en ekstremt folkekær digter, som mange har et forhold til, så ville det ikke have været relevant at konfrontere ham med den lummerhed - i den feministiske sags tjeneste?

»Nu var det jo i forbindelse med den nye biografi ikke længere muligt at konfrontere ham med det, idet han ikke er her længere. Men jo, jeg kunne sagtens have været mere konkret i min kritik af hans gammelmandssyn på unge kvinder. Men dels er jeg i bogen i forvejen ret kritisk over for hans sene produktion, og dels er det kun ganske få steder i produktionen, at han forfalder til det. Endelig sker det faktisk kun i nogle af de mindre væsentlige digte, hvorfor jeg også af den grund gik let hen over problematikken.«

Benny Andersen var en eminent digter og visekomponist, der bør huskes for sin kunst snarere end blot den ulideligt berømte linje om den kaffe, der om lidt er klar, mener Henrik Marstal. Fold sammen
Læs mere

Hvad tror du, Benny Andersen vil blive husket for?

»Jeg ved det faktisk ikke. For med hans og Kim Larsens bortgang er det jo, som om hele forestillingen om »nationalskjalden« nu med ét er endegyldigt ovre. Den type kunstnere, der kunne samle nationen gennem et halvt århundrede eller mere, kommer næppe nogensinde igen. Og om det betyder, at Benny Andersen vil miste eller befæste sin solide status som danskernes referencedigter nummer ét, er ikke til at sige.«

Har du et Benny Andersen-digt, du selv holder særlig meget af?

»Sidst i bogen har jeg indføjet et tillæg med titlerne på 25 særligt bevægende digte og visetekster. Det er blandt andet digte fra »Personlige papirer« fra 1974, som jeg har taget med. Åbningsdigtet »Livet er smalt og højt« og afslutningsdigtet »Facit« er som en meditation over livet og døden – de to digte bliver jeg aldrig træt af.«

Din nye bog indleder du med et citat fra Lise Nørgaard. Her i avisen sagde hun, da Benny Andersen var død: »Jeg har tit tænkt på Benny som en lille dreng, der kigger forundret ud på verden og den måde, vi lever på, og begynder at gribe alle de ord og vendinger, vi bruger, og tænker, at det må der kunne laves om på.« Hvordan tænker du på ham, nu hvor han ikke længere er her?

»Jeg tænker på ham som det umådeligt milde og også skrøbelige menneske, han var, og hvis »almindelighed« var nærmest påfaldende, sådan som Niels Barfoed siger det om ham i bogen. Og så tænker jeg på ham som en eminent digter og visekomponist, der bør huskes for sin kunst snarere end blot den ulideligt berømte linje om den kaffe, der om lidt er klar.«