Du er på vej med den fjerde bog om Linse Kessler. Hvilken person kan bære ikke færre end fire bøger om sit liv?

»Både som menneske og TV-ikon er hun først og fremmest autentisk. Autentisk kan lyde som en kliché, men med Linse er der ingen forbehold, ingen nærighed, ingen gustne overlæg. Hun er dejlig befriet for spin og sort snak. Det tror jeg, vi er mange, der godt kan lide. Hun har også en kæmpe selvironi og er altid den første til at grine af sig selv. Hendes hjertevarme, humor, energi og no-shit-ærlighed virker smittende og er åbenbart kvaliteter, folk bliver ved med at finde inspirerende. Som læser er man i godt selskab med hende, og mange siger, bøgerne er som at have hende på tomandshånd.«

Hvad bidrager den nye bog så med, som vi ikke allerede ved fra de tre foregående?

»Alle fire bøger har Linses umiskendelige vandmærke, men de er også forskellige. Den seneste, »Mopper & mig«, var om det tætte forhold til hendes mor og smerten, da moderen døde. Om tabet og sorgen, om at komme videre med et liv, hvor sorgen har sin naturlige plads. Det tror jeg, at mange, der har prøvet at miste én tæt på, kan spejle sig i. Den nye bog, »Jeg bliver ældre – og det gør ik’ noget«, handler om at være midtvejs i livet og få nye personlige prioriteter. Hun er blevet Brygge-familiens høvding, hun er blevet mormor og har opdaget en følsomhed, hun ikke selv troede, hun havde. Hun fortæller om overgangsalder og et faldende sexdrive. Om at udleve en livsdrøm og drive et Bed & Breakfast i Spanien. Om at kaste sig ud i nye forretningskoncepter, om radikal dyreaktivisme og om at gå vegansk. Hun bliver ved med at overraske – også mig.«

Men fire bøger alligevel... Det kunne ligne skamløs malkning af en kommerciel succes?

»Det er en legitim tanke, men jeg kan ærligt sige, at hverken Politikens Forlag, Linse eller jeg har forsøgt at malke noget. Den første bog, biografien om Linse, var et kæmpe sats, og mange i branchen rystede vantro på hovedet. Vi anede ikke, om der var publikum til en bog om hende. Det var der heldigvis, og en god forklaring er, at vi hele tiden har taget Linse og hendes publikum alvorligt. Vi er ikke på noget tidspunkt gået på kompromis med kvaliteten af bøgerne, og hvis noget skal være godt og have et langt liv, er opskriften ikke at malke et skørt påfund. Vi har hver gang ledt efter den rigtige idé, og tro mig, vi har droppet adskillige ideer, fordi de ikke virkede stærke nok.«

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Du har arbejdet sammen med Linse Kessler i fem et halvt år om de her bøger. »Linse har en særlig plads i mit hjerte«, skrev du, da vi aftalte interviewet her. Hvad er det for en plads?

»Vi er kommet rigtig tæt på hinanden, og samarbejdet har udviklet sig til et meget fint venskab. Jeg elsker hende for den, hun er: et ekstremt åbent, frisindet, levende og generøst menneske - og altid 100 procent loyal. I forhold til bøgerne er vi helt på bølgelængde, vi vil det samme og udfordrer stadig hinanden. Og så er hun bare virkelig sjov at være sammen med. Jeg kører altid hjem fra hende med et smil, der er lige så bredt som Langebro. Linse er en kæmpe fest i mit arbejdsliv - både fagligt og økonomisk, og det sidste hører med, fordi det som forfatter er rart at kunne leve af det.«

Det er ikke kun dig, der er vild med Linse Kessler, det vidner bogsalget alene om. Hvorfor bliver hun ved med at fascinere os, tror du?

»Der er flere grunde. En er, at hun er meget tydelig i sine værdier – en sødmefuld kærlighed til familien og dyrene, et stort hjerte for børn og skæve og udsatte eksistenser. En anden, at hun som menneske er ufattelig livsduelig. Hun har et lyst og positivt sind og lader sig aldrig slå ud af modgang. En tredje er, at hun aldrig gør noget halvt, hun går altid op i ringen med det hele. Og så er hun i konstant bevægelse. Hvem havde fx set det komme, at Dansk Retursystem nu bruger Linse som poster princess i en kampagne for at pante og genanvende plastflasker? Det siger noget om hendes gennemslagskraft.«

Møder du undren og kritik, fordi du skriver om en realitystjerne med store bryster i stedet for fx mere »fine«, klassisk dannede kulturpersonligheder?

»Der har været en del, der seriøst spørger, hvad i himlens navn jeg har gang i? Jeg har også mødt folk med hang til finere klassiske sysler, der ikke synes, man bør bruge tid på en »realitybimbo«. Den snobbede skelnen mellem fin- og lavkultur, mellem elitært og folkeligt, ophøjet og underlødigt, giver sjældent stor mening. Hvor på den skala skal man fx lægge en TV-serie som »Mad Men« eller en musiker som Nick Cave? Jeg er selv storforbruger af det hele og kan sagtens læse Thomas Mann, mens jeg skriver om Linse Kessler. Så næserynker rager mig en papand, og det sjove er, at Linse er et ægte crossover: Hun er rød løber i de kulørte ugeblade og samtidig genstand for anmeldelser og analyser på kultursiderne i de seriøse aviser.«

»Jeg bliver ældre – og det gør ik’ noget«, skrevet af Linse Kessler i samarbejde med Michael Holbek, udkommer på Politikens Forlag til oktober.