»Det handler om muligheden af at krydse spor i tid og rum, som om vi levede i flere dimensioner lige op og ned ad hinanden.«
Sådan lyder det et sted i »Orbit«, og sætningen giver faktisk et ganske godt referat af det, Ib Michael bruger 392 sider på at skrive frem med historien om Ronnie og Christina, som finder et par »magiske dimser«, der er i stand til at sende dem frem og tilbage i tiden.
De er begge fra det forblæste Halsnæs på Sjællands nordlige kant, og derfra går rejserne blandt andet til Cuba før revolutionen, til New Orleans for hen ved 100 år siden og til Washington D.C. et sted ude i fremtiden.
Undervejs bliver Ronnie og Christina imidlertid væk fra hinanden, i hver sin tidslige dimension, og forsøger siden at finde sammen igen. Et handlingsspor som sender flere hilsener til den græske mytologi, hvor Orfeus forsøger at hente sin elskede Eurydike op af dødsriget.
I »Orbit« er det dog kvinden, der er den mest aktive part, og det er vel et ganske tidstypisk twist i en kærlighedshistorie, som Ib Michael aldrig formår at gøre særlig vedkommende eller fri af klicheer.
»Hun sansede en krop der dirrede af tilbageholdt længsel«, skriver han eksempelvis, og sproget er i det hele taget problematisk i »Orbit«, som er fuld af fladtrådte formuleringer og opfedet med så mange adjektiver, at man ville ønske, forfatteren ville gå på skriftlig slankekur.
Og selv ikke den overordnede fortællestruktur med ni »Kredse« - som er et åbenlyst lån fra Dantes »Den Guddommelige Komedie« - kan holde sammen på romanen.
Dante, Orfeus, Eurydike. Fint og dannet lyder det, men »Orbit« minder med sine rejser og refleksioner mest af alt om fesen og flimrende spiritualitet. »Det kom til at lyde af New Age, og det var slet ikke meningen,« lader Ib Michael Christina tænke et sted. Det er desværre også en glimrende karakteristik af hans egen bog.