Fremragende og foruroligende bog om stjålne nazidokumenter rejser brændende spørgsmål

Politimanden, der opdagede tyverierne fra Rigsarkivet, har skrevet bogen »De forsvundne nazidokumenter«. Han dokumenterer, at tyverierne var mere omfattende end politiet og Rigsarkivet påstod. Tyverierne var forsøg på at skjule nazisters ugerninger.

Fotografiet viser henrettelsen af 18 på gaden tilfældigt udvalgte serbere for at hævne to SS-soldaters død. Det sker foran kirkegårdsmuren i Pančevo. Værnemagtsregimentet »Grossdeutschland« foretager den 22.4.1941 mordene. Scanpix   BILDARCHIV PREUSSISCHER KULTURBE

Det vakte stor opsigt, da det kom frem i Berlingske i 2012-2013, at mange dokumenter om danske nazister var stjålet fra Rigsarkivet. Politiet fangede de to tyve, der fik milde domme.

Årsagen til, at de to tyve blev fanget, var en politimand ved navn Martin Q. Magnussen, der selv forskede i gamle nazisters aktiviteter og fik mistanke til, at dokumenter, der var til salg på loppemarkeder og på nettet, stammede fra Rigsarkivet.