1. »Hjemsøgelse«

Jenny Erpenbeck på Tate Modern i London, da hun i 2024 modtog International Booker Prize for romanen »Kairos«.  Foto: David Cliff/EPA/Ritzau Scanpix

Jeg har det lidt dobbelt med tyske Jenny Erpenbeck, som mange spår en dag vil kunne få Nobelprisen i litteratur. På den ene side anerkender jeg hendes enorme talent, mens jeg på den anden side ofte efterlades lidt kold af hendes flot konstruerede romaner som »Kairos« og »Før sol går ned«.

Så meget desto mere glæder jeg mig til at blive overbevist af hendes seneste roman på dansk, »Hjemsøgelse«, som er et poetisk portræt af et hus og dets skiftende beboere gennem det 20. århundredes voldsomme omvæltninger.