Fem stjerner: Staun tør tage bladet fra både mund og skød i transkønspolitisk samfundsparodi

Susanne Staun skriver hamrende underholdende, men hun skriver ikke kun for underholdningens skyld. Uden at plottet tynges, får hun læsset en masse forskningsmæssig fakta ind i handlingen samtidig med, at hun skubber til vaneforestillinger om køn, sex og vold.

»Kønslig omgang« er Susanne Stauns sjette roman om den mandeglade adfærdspsykolog, dr. Fanny Fiske. Berlingskes anmelder anbefaler »liggende, siddende eller stående omgang« med den modige roman, der bør læses med åbent sind. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Læsere med sarte nerver og tendens til udpræget kønsidentitetspolitisk kvababbelse bør nok holde sig fra den rapkæftede, rødstrømpede ord-ekvilibrist Susanne Stauns nye Fanny Fiske-roman. Alle andre og især de, der kan have svært ved at hitte rundt i en verden med mange flere køn end de to, der blev forløst ved Skabelsesberetningen, og som af den grund hurtigt kan blive udstødt af fællesskabet som transfobiske ignoranter, anbefales til gengæld at blive både underholdt og oplyst af den barokke, bidende og begavede »Kønslig omgang«.

For selv om romanen genrebetegnes som en thriller af forlaget, er den snarere (eller også) en humoristisk kønspolitisk samfundsparodi. Staun tør tage bladet fra både mund og skød, og hun formår med snilde og snurrighed at gøre sine læsere opmærksomme på verdens ufuldkommenhed.

I »Kønslig omgang« bliver den selvoptagede og mandeglade adfærdspsykolog dr. Fanny Fiske stævnet for sexchikane og voldtægt af fem påståede eks-elskere. Fanny Fiske lægger ikke skjul på, at hun elsker sex og har haft et hav af smukke, især yngre mandlige sengepartnere, men hun afviser alle anklager om påtvungen kønslig omgang med de fem ikke særligt sexede mænd.

Fiske, der er en verdenskendt profileringsekspert med speciale i serieforbrydere, er i øvrigt travlt optaget af at indkredse gerningsmanden i en aktuel sag, hvor en række lesbiske kvinder er blevet udsat for voldtægt. Siden læserne sidst mødte den politisk ukorrekte Fiske for 11 år siden, er hun både blevet ældre og har fået en ny (og smækker) samarbejdspartner, den lesbiske profileringsekspert med kælenavnet Figuretta Parfait.

Belejret af påståede transpersoner

Da de to kvinder får tegnet en profil af den ukendte gerningsmand (eller -person, for man skal passe på med at kønsbestemme folk), bryder helvede løs i byen Cornwell-Grafton. Fiske og Figuretta er ud fra de oplysninger, der allerede ligger om forbryderens modus operandi, overbeviste om, at den sadistiske sexforbryder er en transperson, og sådan at kønsbestemme den skyldige er ikke tilrådeligt i en moderne kønsidentitær eller kønsidentitetspluralistisk verden.

Fanny Fiskes hjem bliver belejret af både presse og rasende, påståede transpersoner, og da tingene spidser til og aggressionerne bliver værre, får den selvcentrerede hovedperson bogstaveligt talt slået hul på sin nørdede, narcissistiske osteklokke af vrede mænd, en moderne og radikalt mere restriktiv virkelighed og af ikke #MeToo, men #MenToo.

»Siden læserne sidst mødte den politisk ukorrekte Fiske, er hun både blevet ældre og har fået en ny samarbejdspartner, den lesbiske profileringsekspert med kælenavnet Figuretta Parfait.«


Susanne Staun skriver hamrende underholdende, men hun skriver ikke kun for underholdningens skyld. Fermt og informativt får hun læsset en masse forskningsmæssig fakta ind i handlingen, uden at plottet tynges. Samtidig skubber hun til nutidens nye vaneforestillinger om køn, sex og vold, og hun nøder læseren til at forholde sig til det.

Den slags er der ikke mange spændingsforfattere, der formår på samme fyndige og frække facon, og det er de færreste, der behersker et så frugtbart og fremragende dansk, og som ovenikøbet kan pakke det hele ind i et spændende plot. Liggende, siddende eller stående omgang med dette sjette Fanny Fiske-bind, hvor man med åbent sind læser denne modige roman, anbefales hermed.

Kønslig omgang

Forfatter: Susanne Staun. Sider: 308. Pris: 250 kr. Forlag: Gyldendal.